Jeg kommer meget jævnligt på min mors plejehjem på Frederiksberg, og der er næsten aldrig andre besøgende.

Carla, der har passeret de 100 år, bor på fjerde år på et helt almindeligt plejehjem med personalemangel, nedslidte bygninger og pengemangel.

Hun råder over et lille værelse, og hendes tøj gemmes væk bag et stofforhæng, hendes badeværelse er uden bad, men med et provisorisk brusearrangement. Forfærdeligt? Nej, slet ikke. Carla har et begrænset, men godt liv.

Personalet er utrolig søde og lader hende og de øvrige beboere være så specielle, som de nu engang er. Carla sætter pris på sin blå time med et glas hvidvin, og hun drikker sandelig ikke saftevand til maden. Det respekterer man på Søndervang, som hendes plejehjem hedder.

LÆS OGSÅ Ældre på plejehjem får sjældent besøg

Når jeg besøger Carla, har jeg min lille hund med, og den går sin runde for at blive klappet af alle, der har behov for lidt kontakt med et blødt pelsdyr.

Der er ro og venlighed i den såkaldte dagligstue, som nærmest er et gangareal. Når man er på plejehjem, er man gammel og skrøbelig, men det betyder ikke, at personligheden er udvisket.

Der er den blide, yndige balletdanserinde, som hele sit liv har danset på Det Kongelige Teater. Så er der den konservatorieuddannede pianist, der stadig spiller et begrænset repertoire. Der er fut i fejemøget, når hun giver den med ’Åh boogie-woogie’.

Min mor med sine godt 100 år er heller ikke blandt de kedelige. Hun hører dårligt, men er stadig fuld af sjove historier og påfund. Lige nu taler hun kun engelsk. Hvorfor ved jeg ikke, men det er »just lovely, my dear«.

Tidligere har det været italiensk. Det var vanskeligt at hamle op med. Der kom en forsker, som ville interviewe hende til en undersøgelse af 100-årige. Den dag talte hun italiensk, så livet som 100-årig fik et latinsk svung. Hun rejser en del og har mange besøgende.

Senest var hun et smut i Kina, hvor hun købte en herlig bamse. Ja, ja det er fantasier kombineret med en grad af demens, men det er sørme underholdende. Senest fortalte hun mig om de drabelige kampe, der udspilles i det store træ, som hun kan se fra sin stol ved vinduet.

Da jeg tåbeligt spurgte, om det var fugle, der sloges i træet, så hun overbærende på mig og sagde: »Nej, det er da familier. De skændes og smider med hinanden, det går vildt til. Du kan tro, jeg har nok at se til. Det er ikke kedeligt!«.

LÆS ARTIKELMedicinhåndtering sejler på plejehjem

Når jeg går hjem efter nogle timers besøg på plejehjemmet, er jeg i godt humør. Jeg har været sammen med gamle mennesker, der er skrøbelige og specielle, men det har været en positiv oplevelse. Selv bidrager jeg med godt humør og venlighed, og besøget er faktisk en form for terapi i en stresset og mig selv nok-verden.

Måske er det et specielt plejehjem, fordi man her er fast besluttet på at respektere beboerne og gøre deres hverdag så glad og individuel som mulig.

Det giver ekstra arbejde, men det har man valgt at tage med. Min konklusion på dette lille skræp er, at I snyder jer selv og går glip af en masse, hvis I ikke besøger jeres gamle på plejehjemmet. Se igennem demensen og forfaldet, og få øje på de levende mennesker, der er nået til et særligt sted i livet.

Måske kan I lære noget af dem. »Let’s do it«, som Carla siger.