Johannes Andersen, hvorfor er en faglig konflikt på en restaurant i Vejle blevet en stor historie i sommerlandet?

»Fordi den handler om mere end blot restauranten. Opfattelsen af fagforeningens nødvendighed er svækket, og fagforeningerne bliver konstant udfordret, fordi samfundet har ændret sig, og mennesker er blevet mere mobile. Man er ikke længere knyttet til en arbejdsplads, men til arbejdsmarkedet generelt. Selve tanken om, at man selv kan gøre en forskel for sin egen situation - også på arbejdsmarkedet - breder sig mere og mere. Og når fagbevægelsen dels snakker om sin egen position som samfundsnødvendig og dels kæmper en kamp i Vejle, som skal bevise det, så bliver mange mennesker irriterede. For de abonnerer ikke længere på det paradigme, som fagbevægelsen repræsenterer«.

LÆS OGSÅBorgerlighedens falske frihedskæmper

Hvad er der sket, siden fagbevægelsen er kommet under så voldsomt pres?

»Vi har fået et konkurrencestatsparadigme, der svækker den klassiske velfærdsstatstankegang, og som også med til at udfordre fagbevægelsens nødvendighed samfundsmæssigt set. I den nye konkurrencestat er grænserne åbne for arbejdskraft og nye overenskomster med individuelle aftaler og aflønning efter den enkeltes medarbejders betydning. Og fordi de forestillinger vinder indpas i samfundet, bliver mange mennesker meget trætte af at høre på de gamle fagforeninger. Hvis det er noget, der kendetegner globaliseringen, så er det, at vi organiserer os i netværk. Og det, der betyder noget lige nu, er optimeringen af de netværk med henblik på at styrke vores konkurrenceevne. Når en gammeldags tænkende fagbevægelse ikke følger den udvikling, føler folk, at de gamle rammer bliver diktatoriske og alt for firkantede«.

Fagbevægelsen forklarer ofte utilfredsheden og medlemsflugten med, at den er for dårlig til at kommunikere sit budskab. Er det en rigtig analyse?

»Nej, udfordringen er større end som så. Jeg er helt med på, at der også er udfordringer på kommunikationssiden, men der er præmissen stadig, at fagbevægelsen opfatter sig selv nødvendig i forhold til arbejdsmarkedet og velfærdsstaten. Problemet er i højere grad organisatorisk, fordi man ikke har opdaget, at vi lever i et netværkssamfund; at vi lever i en netværkslogik, hvor udfordringen ikke er at organisere folk på en arbejdsplads, men at organisere i netværk«.

DEBATFagbevægelsen provokerer mig

Sociologer taler om tendenser som individualisering og kulturel frisættelse, der presser de store institutioner - folkekirken, folkeskolen og partierne. Er det også en del af forklaringen på fagbevægelsens problemer?

»Helt oplagt. Fagforeningens bærende princip er, at man er opdraget til at være solidarisk. Og når man vokser op i en bestemt klasse eller et bestemt miljø, er man ikke i tvivl om, hvor man hører hjemme - også i forhold til fagforeninger. Men der er i dag meget langt mellem de folk, der opdrager deres børn til at være fagforeningsmedlemmer. Når mobiliteten gør, at vi ikke længere kan se solidaritetens nødvendighed på en given arbejdsplads, så er det fordi, vi ikke kan være sikre på, at vi arbejder samme sted i morgen. Det betyder, at de dyder, fagbevægelsen er vokset ud af, som er klassedyder, kollektive dyder, overenskomstdyder, og som i virkeligeheden også handler om at lære en bestemt moral, er forsvundet«.

LÆS OGSÅVi bruger ikke bøllemetoder

Konflikten har varet flere måneder. Er mediernes fokus på Vejlegården et udtryk for agurketiden, eller gemmer der sig en større historie bag?

»Det er ganske givet agurketid, men det, vi ser i Vejle, er lige så meget udtryk for fagbevægelsens hårde eksistenskamp«.