Det er bemærkelsesværdigt, i hvilken grad Vibeke Sperlings artikel ‘Lad os skabe en folkebevægelse mod vækst’ og Mikael Rothsteins ‘De riges krav om skattelettelser forarger mig’ ikke bare bliver ’liket’, men delt, kommenteret og diskuteret på Facebook.

Det bemærkelsesværdige er måske i mindre grad, hvad artiklerne indholdsmæssigt har til fælles, eller hvilken debat de prøver at åbne.

Det bemærkelsesværdige er, at de vækker så voldsomt genklang, både blandt unge og ældre, politisk mere eller mindre aktive, studerende; deriblandt også medlemmer af regeringspartierne, Enhedslisten og deres ungdomsorganisationer.

LÆS OGSÅLad os skabe Folkebevægelsen mod Vækst

Men hvorfor, spørger du, og i al beskedenhed tillader jeg mig at svare: Fordi folk higer efter noget nyt, fordi folk er trætte af at høre de samme gamle fortærskede slagord, fordi politik efter finanskrisen er blevet tomgangssnak.

De borgerlige har brugt finanskrisen som et tegn på, at de havde ret, og som en undskyldning for at gennemføre den politik, de alligevel stod for; men venstrefløjen har endnu ikke lært at se finanskrisen som et tegn på, at de har ret, at vi netop nu må stå sammen og styrke fællesskabet.

At finanskrisen er en oplagt mulighed for at ændre den egoistiske og forbrugeristiske livsstil og tankegang, der skabte den.

Hvorfor taler vi stadig om vækst som den store frelsende engel? Som guldkalv og jesusbarn? Hvorfor er det altid enten lighed eller vækst?

Hvorfor er det blevet en selvfølgelighed, at velfærdsstaten er fortid? Og hvorfor er alle milliardærer tilsyneladende allerede halvt ude af landet?

LÆS OGSÅ De riges krav om skattelettelser forarger mig

Nyder de virkelig ikke fordelene af lighed?

Nyder de virkelig ikke at kunne parkere deres store, fede Jaguar hvor som helst og uden frygt for liv og lemmer? Vil de virkelig hellere isolere sig med den nærmeste familie i skattely beskyttet af bodyguards?

Når det er sagt: Vi ønsker ikke en ny regering, vi ønsker ikke de blå tilbage, selvfølgelig ikke, men vi håber naivt på, at de igen ville turde tænke nyt og anderledes. Enhedslisten kan jo ikke rumme os alle med deres banale drøm om revolution.