»Mit fag er medskyldigt i, at de dygtigste hjerner ikke gider bruge deres liv på politik. Man får ringe løn, man får tømt sin skraldespand, man får aldrig lov at tale ud, og det hele handler om proces«.

Sådan – i stram, sprogredigeret form – formåede DR’s nyhedschef, Ulrik Haagerup, at skærpe opmærksomheden omkring kvaliteten af såvel dansk journalistik som politik under et sommerferieoplæg på Rødding Højskole.

Dén skarpe kritik fortjener en replik.

Hvorvidt landets dygtigste hjerner vitterlig afholder sig fra at søge opstilling, kan naturligvis diskuteres. Nyhedschefens kritikere kan hæfte sig ved, at Folketingets medlemmer aldrig har haft et højere uddannelsesniveau, end det er tilfældet i disse år.

Mens støtterne kan hente næring i en udbredt folkelig forestilling om, at et længerevarende ophold på en videregående uddannelse ikke er ensbetydende med et naturligt politisk talent.

Mere interessant er i min optik, hvor meget danske journalister egentlig kan holdes ansvarlige for? Her er sagen mere klar, synes jeg: Størrelsen af politikernes lønningsposer må de folkevalgte selv afgøre under nyhedsformidlet opsyn og medlytten af deres vælgere.

Tømningen af skraldespande bør kun ske under skærpede omstændigheder. Og de svindende citatlængder er et vilkår, som både journalister og politikere primært lider under takket været stadig mere utålmodige nyhedsbrugere.

Tilbage står så det vigtigste emne og journalistikkens største ansvarsområde: nemlig, at det procesfokus, som Ulrik Haagerup har ganske ret i, er blevet en uomgængelig del af dansk journalistik og politik.

For i dagens mediebillede bliver nye politiske holdninger, handlinger og hændelser lynsnart fulgt op med kommentatorernes motivanalyser, diskussion af spinsucceser og -fiaskoer og de uundværlige meningsmålinger – beredvilligt leveret af opinionsindustriens sælgere – hvor selv svage udsving kan afføde store overskriftstyper.

Ret skal være ret. Dette procesfokus, som nyhedsformidlere i dag bliver holdt ansvarlige for og kommentatorerne i særligt grad bliver klandret for, bærer de folkevalgte selv en væsentlig medskyld for.

Det er et ansvar, som stammer helt tilbage til midten af 1990’erne. Her vedtog et flertal af Folketingets medlemmer at firedoble partistøtten, og det var en partistøtte, der var bred – og umiddelbar – enighed om, hvordan skulle bruges.

»Vi vil styrke kommunikationen«, udtalte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, og resultatet blev en professionalisering af den politiske kommunikation, som danske journalister var førstehåndsvidner til.

For på Borgen hersker der en i international sammenhæng speciel arbejdskultur, hvor repræsentanter for journalistik og politik lever side om side, deler samme lokaliteter for indtagelsen af dagens hovedmåltider og sågar besørger resultatet af denne mad- og drikkeindtagelse de samme steder i bygningerne.

På Slotsholmen væver parti- og politikerkontorer sig sammen med redaktionslokaler og redigeringsrum i den indre arkitektur, og som det mest naturlige har danske nyhedsformidlere fundet det oplagt at informere deres læsere, lyttere og seere om den indflytten af spindoktorer, som begyndte i 1990’erne, og om de stadig mere strategisk anlagte kommunikationsovervejelser, der siden har præget politikernes og partiernes virke.

Men i dag har vi for længst passeret grænsen for, hvad der kan beskrives som en naturlig reaktion på tidligere tiders politiske aktion.

I dag er procesjournalistikken blevet den redaktionelle rygmarvsreaktion, som ethvert nyt politisk tiltag bliver konfronteret med, fordi det falder os så let. At forholde os faktuelt til perspektiverne ved nye politiske udspil kan koste i dagevis af dyrebar researchtid, hvorimod procesjournalistikken altid kan koldstartes.

At konsultere partiernes hovedbestyrelsesmedlemmer, opstillingskredsenes koordinatorer og det øvrige baglands mest markante stemmer kan klares på ganske få timer. Hvilket også er den tid, som det i dag kan tage at få lavet en kvik meningsmåling blandt sagesløse danskere, som med bevidstheden dybt begravet i spørgsmål af privat eller arbejdsmæssig karakter også skal forholde sig til betydningen af nye tanker og tendenser.

Og inden disse resultater indløber på redaktionerne, kan tiden og pladsen altid fyldes af et par politiske konkurrenter og kommentatorer, som henholdsvis savner motivationen og de dybdefaglige muligheder for at vurdere kvaliteten af fagpolitiske udspil.

Alt sammen en ganske tvivlsom baggrund at vurdere rimeligheden og rigtigheden af nye udspil fra de mennesker på, som danskerne har valgt til at arbejde i den brede offentligheds tjeneste.

»Vi i medierne bliver nødt til at gribe i egen barm og ændre nogle ting«, udtalte DR’s nyhedschef også under sommerferieoplægget på Rødding Højskole, og måske havde han ved den lejlighed nogle af den forgangne sæsons nye journalistiske eksperimenter i baghovedet.

Såsom P3 Nyhedernes modige redaktion, der kort inden sommerferien valgte at lave en hel uge med nyhedsudsendelser, hvor de bevidst fravalgte politikere som nyhedskilder.

Det gjorde arbejdsdagene vanskeligere i DR Byen, når meget af det lette materiale fra Folketingets pressemaskiner bevidst blev fravalgt. Men eksperimentet gav alle lyttere en oplevelse af, at den journalistiske dækning af politik ikke nødvendigvis behøver at inkludere politikere og den efterfølgende omgang klassisk procesjournalistik, hvor partimotiver, spinmetoder og selv svagt målbare meningsmålingseffekter bliver til store historier.

Sådanne eksperimenter med dansk nyhedsformidling trænger vi til mange flere af på den anden side af sommerferien, når en ny politisk sæson sættes i gang, så vi selv og vores nyhedsforbrugere får et stærkere afsæt for at vurdere, hvem der rent faktisk er vores mest evnestærke og engagerede politiske repræsentanter her i landet.