En prestigemåling foretaget af Ugebrevet A4 viser, at folkeskolelæreren er placeret langt under stewardessen, laboranten og politibetjenten rent prestigemæssigt.

Der er ifølge idéhistoriker og professor i pædagogik og filosofi Lars-Henrik Schmidt ikke noget at sige til, at prestigen er forsvundet ud af lærergerningen.

Lærerne har ikke længere en viden, der berettiger prestigen, og samtidig gør de ikke en dyd ud af at være oplyste opinionsdannere.

Lars-Henrik Schmidt, det var engang prestigefyldt at være folkeskolelærer. Nu viser en måling fra Ugebrevet A4, at folkeskolelæreren ligger under stewardessen og elektrikeren rent prestigemæssigt. Hvad siger den måling?

»Prestigen omkring lærergerningen er faldet herhjemme. Der er det vigtigt også at sammenligne med nogle af de lande, vi normalt sammenligner os med – Norge, Sverige og Finland – og der er lærererhvervet stadigvæk højt anset den dag i dag«.

Hvad er det, de danske lærere gør forkert?

»Mange lærere betragter deres uddannelse som afsluttet, når de forlader seminariet, og det er et stort problem. Så er de færdiguddannet, de tager ikke videreuddannelser, de holder ingen tidsskrifter og følger ikke med i den pædagogiske udvikling, så de er ikke de ivrigste samfundsdebattører. Hvis lærerne skal genvinde prestige – forstået som prisværdig og anerkendt indflydelse – må de først og fremmest have en blændende uddannelse. Læreruddannelsen skal have et løft, men der skal også være bedre muligheder for at efteruddanne sig og opgradere læreruddannelsen«.

Det skal være et kald
Lærerne har slået prestigen i deres eget job ihjel, da de gjorde det til et lønarbejde, siger Lars-Henrik Schmidt.

Lærerjobbet har typisk været et af de mest prestigefyldte erhverv i Danmark. Hvad i alverden er der sket?

»Hvis vi går to-tre generationer tilbage, var det fint at blive lærer, og det er her, vi finder de rigtige mønsterbrydere. I dag er de, der søger ind på lærerseminarierne, ofte nogle, der havde andre drømme, men ikke et karaktergennemsnit til at realisere de drømme. Så lærerne risikerer at blive det moderne samfunds nye tyende«.

Lærerne er simpelthen blevet tjenestefolk?

»Servisanter, ja. Den forbrugertankegang, der gennemsyrer samfundet, har betydet, at lærerne ikke længere er samfundets tjenestemænd, men forældrenes serviceagenter. Forældrene er forbrugere af skoletilbuddet og dermed lærernes arbejdsgivere. De afgiver ikke ansvaret til skolesystemet. Det hænger også sammen med, at det generelle uddannelsesniveau i Danmark er steget, så forældrene ofte er bedre uddannet end lærerne«.

Hvem bærer skylden for dette prestigetab?

»Det afgørende er en transformation af statens omsorg for befolkningen, men lærerne bærer i høj grad selv skylden. De har medvirket til at gøre lærergerningen til et almindeligt lønarbejde, hvor det handler om timer og kroner og arbejdsvilkår. Da læreren slog sig an på at være ’hårdtarbejdende lønarbejder’ uden autorisation, mistede jobbet respekt og tiltrækningskraft«.

Er lærergerningen ikke et kald for lærerne længere?

»Der er selvfølgelig stadig mange, for hvem lærergerningen er en livsgerning. Men tidligere valgte den unge at blive lærer, så han kunne realisere sig selv i et selvstændigt og meningsfuldt arbejde, hvor han også kunne være med til at forme de næste generationer og hjælpe dem på rette vej. I dag vil de færreste ane, hvad det vil sige at ’føle sig kaldet’«.

Læreren skal være specialist
Man har forsøgt at skabe en tidssvarende lærer med den nye ‘enhedslærer’, som underviser i flere forskellige fag, end én lærer gjorde tidligere. Men med denne fornyelse har man netop fjernet grundlaget for lærerens prestige, mener Lars-Henrik Schmidt.

»Man har ganske vist forsøgt at stramme fagligheden op ved at fokusere på linjefagene i læreruddannelsen. Men det er ikke der, problemet skal løses. Problemet er, at man har gjort lærerens faglighed til didaktik (undervisningslære, red.)«.

Hvad er det, lærerne gør forkert?

»De ser sig som specialister i didaktik. Eksklusiviteten forsvinder, og det går ud over prestigen. Vi får en lærer, som ikke længere er bestemt ved sin saglighed, men ved, at vedkommende kan undervise i hvad som helst. Men hvis du kan undervise i hvad som helst, kan du ikke undervise i noget som helst. Udvidelsen er samtidig en udtømning«.

Men hvad betyder det konkret?

»Det, der er uudskifteligt, har beholdt prestige. En ekspert kan ikke skiftes ud. Når befolkningen ikke længere tror på, at læreren er i besiddelse af en betydelig viden, så bliver han udskiftelig. Der kommer enhedslæreren ind i billedet. Matematiklæreren er udskiftelig, så vi sender bare engelsklæreren ind til matematikundervisningen i stedet. Sådan kan ledelsen nødtvungent tænke, men den enkelte lærer skal afstå fra fristelsen. Når man bliver udskiftelig, så falder prestigen«.

Men er enhedslæreren ikke bare en modernisering af læreren? Lærernes svar på den moderne, fleksible generalist?

»Det er at skabe en tidssvarende udgave af læreren. Men det er et paradoks, for læreren skal ikke være generalist! Læreren skal opnå sin prestige ved at være uudskiftelig. Ved at være specialist og ikke generalist. Læreren skal have en viden, som ingen andre har. Og han skal ikke holde den for sig selv«.