Karl Marx sagde engang, at hvis man lærer en papegøje at sige udbud og efterspørgsel, vil den kunne gå for at være en glimrende fagøkonom. I vore dage skal der mere til. Nu skal papegøjen også lære at sige eurozonens gældskrise.

I dag kan man ikke kan åbne en avis uden at læse om eurozonens elendighed. Det snarlige sammenbrud er ifølge rygterne lige om hjørnet, og det skyldes en gældsætningsgrad, der angiveligt er langt højere end i sammenlignelige økonomier som Storbritannien og USA.

Der er bare det interessante ved det, at det er forkert.

De to internationale organisationer IMF og OECD har for nylig offentliggjort deres 2012 Economic Outlook-rapporter.

Det er materiale, som få har læst, færre forstået og ingen haft morskab af.

Her finder man ellers både tidsserier og fremtidsprognoser for de større økonomiers brutto- og nettogæld. En første observation er, at økonomi ikke er en eksakt videnskab, idet de to organisationer ikke er enige om et eneste tal i tidsserierne.

Den gode nyhed er imidlertid, at de er helt enige om tendensen over tid:

Hvis man starter med 2005, er man enig om, at eurozonen dengang var klart mere forgældet end USA og Storbritannien.

Hvis man herefter kaster blikket mod 2011, ser billedet noget anderledes ud. Her er eurozonens bruttogæld nu lidt mindre end i USA og Storbritannien.

Ser man på den finansielle nettogæld, hvor man modregner staternes beholdning af finansielle aktiver, og derved får et mere retvisende mål for gældsætningen end bruttogælden, er der enighed om, at eurozonen nu er klart mindre forgældet end både USA og Storbritannien.

Ser man derefter på fremtidsudsigterne, så forventer OECD, at eurozonens nettogæld i 2013 vil stige beskedent til 63,2 procent af BNP, hvilket forventes at være 25,2 procentpoint mindre end USA og 15,2 procentpoint mindre end Storbritannien.

En foreløbig konklusion på dette må vel være, at eurozonens gældssituation – i forhold til USA og Storbritannien – udviser en ligefrem forbavsende forbedring.

Lad os gå videre og se på eventuelle forpligtelser og garantier, som ikke er indeholdt i de officielle gældstal, men som blev synliggjort under finanskrisen.

Her husker de fleste vel, at nedsmeltningen i det amerikanske boliglånsmarked var en væsentlig medvirkende årsag til finanskrisen.

Den førte dramatiske ændringer med sig, hvor de to største aktører, Fannie Mae og Freddie Mac, er gået fra at være privatejede til at være nationaliserede virksomheder.

Redningen af selskaberne er gennemført ved, at staten har indskudt aktiekapital, der sikrer, at der lige præcis ikke er negativ egenkapital.

En anden væsentlig statsejet aktør inden for boligfinansiering er Ginnie Mae, der udsteder statsgaranterede obligationer til funding af boliglån ydet af godkendte udstedere, hvor lånene er garanteret eller forsikret af forskellige offentlige myndigheder.

Lånene ydes f.eks. til veteraner, indianere og senest til boligejere, der er truet af konkurs. Ginnie Maes lånebalance er tredoblet siden 2007, og i 2011 stod de statslige aktører Ginnie, Fannie og Freddie tilsammen for hele 97 pct. af nyudlånet til boliger i USA og ca. 50 pct. af den samlede lånebalance.

Der kunne siges væsentlig mere om amerikanske statslige eventualforpligtelser over for den finansielle sektor, men lad os i stedet kaste blikket mod Europa, hvor Storbritannien suverænt er det land, der har påtaget sig de største eventualforpligtelser over for den finansielle sektor.

Eurozonen har derimod langt lavere garantiforpligtelser end såvel USA som Storbritannien, og man har i øvrigt også lavere ufundede pensionsforpligtelser (dvs. uden tilsidesatte reserver).

Men betyder dette så til gengæld ikke bare, at eurozonens banker er i en sørgelig forfatning, måske ligefrem på randen af konkurs, sådan som situationen i Spanien har været beskrevet efter IMF’s rapport, der anbefaler kapitaltilførsel i størrelsesordenen 40 mia. euro?

Nej, de 40 mia. euro, som svarer til 3,7 pct. af Spaniens BNP, vil ifølge IMF være at betragte som en polstring, der skal gøre det muligt for banksektoren at klare sig helskindet igennem et rigtig grimt risikoscenario over de kommende to år uden behov for yderligere kapitaltilførsel.

TEMALæs mere om gældskrisen

Vi kan altså fastslå, at eurozonen har haft en bemærkelsesværdigt meget bedre udvikling i gælden end USA og Storbritannien, langt mindre eventualforpligtelser over for finanssektoren samt noget mindre ufundede pensionsforpligtelser.

Yderligere kan man på positivsiden notere sig, at eurozonen har overskud på såvel handels- som betalingsbalancen, hvor USA og Storbritannien har kroniske underskud.

Det skal selvfølgelig med, at USA i år sandsynligvis vil få en vækst, der er 2-3 procentpoint højere end eurozonen og Storbritannien som en positiv effekt af det langt større underskud på de offentlige finanser.

Men man kan vel forsigtigt spørge, hvor meget gældsætning det må koste at skabe økonomisk vækst?

Konklusionen på alt dette er, at det er helt meningsløst at tale om et særligt europæisk eller eurozonegældsproblem, idet eurozonen, hvis den optrådte fuldt konsolideret, ville være en klokkeklar AAA-risiko.

Den oplagte løsning er derfor øget finanspolitisk integration og en eller anden form for solidarisk hæftelse for eurozonens gæld.

Det ville med et slag sænke de samlede finansieringsomkostninger betydeligt, ligesom en fælles indskydergarantiordning og en fælles tilsynsordning ville styrke banksystemet.

Sådanne tiltag ville understøtte væksten og have størst effekt i de lande, der p.t. er ramt af tillidskrise.

At en så enkel løsning er så svær at få igennem, er måske Europas største problem.