Det handler om østeuropæiske arbejdskraft, der bliver udnyttet på det groveste i Danmark, og som ufrivilligt kommer til at lægge pres på danske lønninger.

Det handler om et uorganiseret arbejdsmarked, der vokser og vokser, og det handler om Vejlegården og andre arbejdsgivere, der underminerer de vanlige danske løn- og arbejdsforhold.

Og så handler det om tusindvis af lønmodtagere, der vælger at spare pengene og droppe medlemskabet af en fagforening – de fleste af de frafaldne vælger sofaen og ligegyldigheden over for andre end sig selv, nogle få vælger de gule, såsom Krifa eller Det Faglige Hus, og vælger således aktivt at modarbejde forhandlingsfællesskabet blandt lønmodtagerne.

Den udvikling er efter min mening et alvorligt anslag mod selve kernen i det at være dansker – nemlig den tryghed, der er forbundet med at leve på vores lille plet på verdenskortet. Den udvikling tiljubles af de højreorienterede partier med Venstre i spidsen.

For mig er danskhed tryghed. Det er vores velstand, vores sociale sikkerhedsnet og den høje grad af økonomisk lighed i sammenligning med andre lande, hvor de sociale forskelle er store, og hvor store grupper lever deres liv i fattigdom. Det er vores foreningstradition, hvor alle kan være med til at skabe rammerne omkring hverdagen.

Det er andelsbevægelse, der har skabt vores højeffektive landbrug og vores fagbevægelse, som er baggrunden for vores velorganiserede arbejdsmarked og dertil hørende høje lønninger og gode arbejdsforhold. Skolen, lægen og pensionen er betalt. Det er de ting, jeg fortæller om, når udlændinge spørger mig, hvad der er særligt dansk, og hvad jeg er særligt glad for og stolt over ved mit land.

Tegning:  Per Marquard Otzen

Venstre og Liberal Alliance angriber i øjeblikket den danske model og stiller forslag om at opsige alle offentlige overenskomster og indføre et forbud mod håndhævelse af overenskomsterne.

De bruger ord som ’blodpenge’ og ’mafiametoder’, eksempelvis når de beskriver blokader, der har eksisteret i mere end 100 år på arbejdsmarkedet, og som både arbejdsgivere og lønmodtagere opfatter som normale og sunde.

Det er et ideologisk korstog mod det velordnede arbejdsmarked, og de gode løn- og arbejdsforhold i Danmark. Et korstog mod det, jeg opfatter som danskhed.

Alle har fortjent at få en hæderlig hyre for et godt stykke fuldtidsarbejde, og alle har fortjent, at rammerne på deres arbejdsplads ikke er underlagt en vilkårlig chefs luner, men at der er regler, som vi har sat os omkring et bord og forhandlet på plads.

Det er for mig danskhed, det er dialog, det er demokrati i praksis, det er fundamentet for et sundt og rigt samfund, hvor vi lever i øjenhøjde med hinanden. Det er det, der adskiller os fra andre lande og deres samfundsmodeller. Det er de ting, der bliver truet af Venstre og Liberal Alliance, når de vil fjerne centrale redskaber for arbejdsmarkedets parter, og det er det, der er på spil i konflikten om Vejlegården.

Konflikten handler nemlig ikke bare om Vejlegården, det handler om hele det danske arbejdsmarked, om vores fagforeninger og deres evne til at beskytte vores høje lønninger og gode arbejdsforhold.

I Danmark får vi ikke helt det samme i løn alle sammen, men alle får en løn, der gør os i stand til at leve et godt liv. Ikke som i andre lande i Europa, hvor folk kan have både et og to job uden at få penge nok til at kunne betale huslejen og leve over fattigdomsgrænsen.

Den danske model har afskaffet fattigdom blandt lønmodtagere og skabt en frihed til at leve livet. Det har afskaffet megen fusk og fup både i det private og i den offentlige sektor, som andre samfund slås med. For når folk har tryghed i hverdagen, forsvinder uregelmæssighederne efterhånden også.

Mennesker opfører sig generelt ordentligt, når de har ordentlige forhold. Det har skabt en grundlæggende tryghed for os alle sammen, at det kan lade sig gøre at leve på anstændig vis, hvis blot man har et arbejde. Det er en god samfundsmodel, det er danskhed, når det danske er allermest værd.

Men danskheden er under pres – altså ikke på grund af de tyve burkaklædte kvinder, nej, fordi de sidste ti års individualisme også har smittet af på tilslutningen til fagbevægelsen. Og det er det, som Venstre og Liberal Alliance nu forsøger at udnytte i deres ideologiske korstog mod det danske arbejdsmarked, og herunder altså fagbevægelsen.

De fleste af os føler i dag, at det en anelse grænseoverskridende at spørge kollegaerne til, om de er medlemmer af fagforeningen, og rigtig mange – særligt unge – aner slet ikke, hvad en fagforening er – og ved ikke, at det er fagforeninger, der har forhandlet deres gode løn og arbejdsforhold igennem, ikke bare historisk, nej, såmænd også ved de seneste forhandlinger.

80 procent af de unge bliver aldrig spurgt, om de gerne vi være med i fagforeningen og står ubeskyttede og uforsikrede i deres arbejdsliv.

Vi er som lønmodtagere nødt til at opretholde en høj organiseringsgrad i fagforeningerne for at kunne fortsætte med at forhandle så gode forhold hjem. Et eller andet sted ved vi det godt alle sammen. At vi er afhængige af hinanden og af hinandens opbakning. Både når der skal forhandles løn, og hvis vi skulle blive syge eller fyret.

Hvis vi står sammen, er det lettest for os alle sammen. Er man blevet syg, f.eks. med stress, som så mange bliver i disse år, har man uendeligt meget brug for sin tillidsrepræsentant, kollegaernes opbakning og forståelse og arbejdsmiljørepræsentantens arbejde for at forbedre de forhold, der skaber sygdom.

Vi behøver ikke at tage så langt væk for at se, hvor galt det kan gå, hvis Venstre og Liberal Alliance får held med deres ideologiske korstog. I Tyskland har lønmodtagerne nemlig mistet grebet om løndannelsen. To millioner tyske lønmodtagere arbejder på fuldtid og kan alligevel ikke betale deres regninger. De lever under fattigdomsgrænsen. Den vej skal vi ikke.

Når en stærk fælles fagbevægelsen er vigtig, er det ikke, fordi folk skal gå i takt og være enige – der er mange forskellige holdninger både på arbejdspladser og i fagforeningerne.

Det er, fordi fagbevægelsen skaber den stærkeste forhandlingsposition for lønmodtagerne. Det skaber simpelthen den bedste løn og de bedste arbejdsforhold. Det skaber den bedste hverdag for flest mennesker. Og det har skabt den tryghed i maven, som er ganske særlig for verdens lykkeligste folk: danskerne.

Det er danskhed, og det er her, værdikampen kommer til at stå i de kommende år.