Det er tankevækkende, at nydanskere fylder så lidt i dansk idræt.

Ville Englands Mo Farah, der kom til landet fra Somalia som 8-årig, og som vandt både 5.000- og 10.000-meteren, have fået samme succes i Danmark?

LÆS MERENationalheltens slutspurt udløser OL's største jubelbrøl

Jeg tror det ikke.

Kendsgerningen er, at personer med anden etnisk baggrund end dansk fylder mindre på de danske landshold, end vi f.eks. ser i Sverige eller netop Storbritannien. Det er der to årsager til.

Den ene er, at vi ikke er gearede til at tage imod unge mennesker, der ikke lige præcis passer ind i det danske system. Det ellers højtbesungne Foreningsdanmark er for lukket for dem, der ikke ligefrem er vokset op med det.

Hertil kommer, at klubbernes tilstedeværelse i skoler, hvor man kunne spotte talenterne, er ikke-eksisterende i et land, hvor der er nærmest vandtætte skodder mellem det offentlige skolesystem og foreningerne.

Og hvis de unge selv finder vej til idrætsklubberne, bliver de hvirvlet ind i en meget fastlåst struktur.

Med kontingenter, faste træningstider og fædre, der skal køre til kamp og alle mulige andre fastgroede traditioner, der faktisk fylder mere end det at dyrke talentet.

Men det kan der gøres noget ved, hvis viljen er til stede. Og her er vi ved den anden årsag. En hel nation af briter jublede over Mos præstationer. De så ikke den sorte dreng fra Somalia som et problem, men som en helt.

20 års grotesk udlændingedebat har gjort danskerne kolde og instinktivt på mærkerne over for det fremmede.

Lille Farah ville ikke have haft en chance i DK.