Politikens forsidehistorie (16.7.) om, at jeg har fusket med journalistikken i min film ’Ambassadøren’, er – paradoksalt nok – så fusket, at jeg føler mig kaldet til at kommentere den.

Sagen handler om, at jeg har givet Liberias førende selskabsadvokat, Varney Sherman – som også var formand for præsident Ellen Johnsons parti, The Unity Party – omtrent 35.000 dollar, mod at han fik mig kørt i stilling som diplomat for Liberia.

Nu er Sherman vred og klager til Politiken over, at jeg fremstiller ham som korrupt. Problemet er bare, at rent formelt siger jeg i filmen slet ikke, at samarbejdet med Sherman er udtryk for hverken bestikkelse eller korruption.

LÆS ARTIKELLiberisk topadvokat anklager Mads Brügger for journalistisk fusk

Det afhænger af øjnene, der ser, men man tænker unægtelig sit, og pengene bevirkede i hvert fald, at jeg kom til møde i Liberias udenrigsministerium i Monrovia med Sherman og den fungerende udenrigsminister.

Lad os forestille os noget lignende i svang i Danmark. Ville Politikens journalister mon ikke spærre øjnene op, hvis en afrikaner kom til København og gav en magtskikkelse i SF’s ledelse 35.000 dollar up front, mod at han kunne mødes med Villy Søvndal om at blive konsul for Danmark?

Kunne den selv samme magtskikkelse i SF’s ledelse efterfølgende slippe af sted med en søforklaring om, at det bare var uskyldig lobbyvirksomhed, og at journalisten, som afslørede ham, er en »idiot«?

Jeg håber det ikke, men det kan Sherman åbenbart i Politiken.

Hvad der ikke er med i filmen er, at pengene blev givet til Sherman ud fra en no cure, no pay-aftale – men det er en teknikalitet, mener jeg.

Det fremgår heller ikke af filmen, at pengene mange måneder senere blev taget fra Sherman og – så vidt jeg er orienteret, men jeg har jo ikke en kvittering på det, i sagens natur – kanaliseret videre til den nyudnævnte udenrigsminister, Toga McIntosh.

Det blev de, fordi Sherman på det tidspunkt var faldet i politisk unåde, og min hollandske diplomattitelmægler og hans liberianske samarbejdspartnere vurderede derfor, at Sherman ikke længere kunne levere varen.

Det kunne Toga McIntosh til gengæld, men det var nok også, fordi Sherman og hans folk havde gjort benarbejdet for ham. Under alle omstændigheder havnede pengene et sted i toppen af Liberias magthavende parti, og det kan da sagtens tænkes, at Sherman har fået en returkommission.

Tillad mig nu at sende noget kritik den anden vej: Journalist Andreas Lindqvist skriver i Politiken, at jeg »ikke vil lade mig interviewe om sagen«, underforstået at jeg er gået i flyverskjul, fordi jeg har en dårlig sag.

Det passer overhovedet ikke. Jeg har forsøgt at besvare hans spørgsmål så godt som muligt, men jeg har ikke villet diskutere de e-mail, som Lindqvist har fået tilsendt fra Sherman.

Disse e-mail er angiveligt en del af en meget lang og kompleks korrespondance mellem Sherman, mig selv og en række andre nøglepersoner.

Når jeg skriver »angiveligt«, er det, fordi jeg ikke kan vedgå, at disse mail er autentiske – fordi der er redigeret i dem, og endnu vigtigere: fordi en diskussion af indholdet uundgåeligt vil gøre, at jeg kommer til at afsløre identiteten af andre liberiere, som har været med i processen.

Og dem vil jeg ikke afsløre, medmindre de selv står frem – vi har vel alle lært lidt af WikiLeaks.

Lindqvist gør et stort nummer ud af, at jeg har skrevet til ham, at jeg afbrød samarbejdet med Sherman, mens Sherman siger, at det var ham selv, der trak sig. Det siger Sherman selvfølgelig, fordi det gavner hans sag, men faktum er stadig, at det var mig, der trak i håndbremsen.

Lindqvist mener at have en rygende pistol i form af en mail fra mig, hvor jeg »trygler« Sherman om at fortsætte samarbejdet, men forudsat at denne mail er autentisk, udelukker den da ikke, at A) Sherman rent faktisk fortsatte samarbejdet, og B) at jeg senere hen standsede det.

Lindqvist skriver endvidere, at filmen bruger mange kræfter på at bygge Sherman op »som en korrupt liberisk samfundsspids«, men også her er der urent trav fra Lindqvists side: Intet sted i filmen siger jeg direkte, at Sherman er korrupt.

Jeg siger blot, at Sherman er Liberias førende selskabsadvokat, at han spillede en ledende rolle i præsident Ellen Johnsons regime, og at han er en frygtet mand i Liberia – hvilket alt sammen er sandt.

Jeg har skriftligt opfordret Andreas Lindvist til at sætte sig meget grundigt ind i, hvem Sherman er, men det virker ikke, som om han har fulgt mit råd, og jeg er overrasket over, at Politiken bruger ham som en troværdig kilde.

Det tror jeg også, mange liberiere vil være. For eksempel kører der lige nu en debat i liberisk presse om, at alt, hvad Sherman har sagt offentligt om hans og mit samarbejde, er løgn.

Anklageren er i øvrigt den tidligere kvindelige udenrigsminister Olubanke Kinge-Akerele, og hende stoler jeg mere på end Sherman. Men jeg er selvfølgelig også farvet i den sammenhæng.

Politiken fastholder, at Mads Brügger har haft alle muligheder for at udtale sig og dermed evt. korrigere fejl og misforståelser. Men som han selv skriver i ovenstående indlæg, så har han ikke ønsket at udtale sig eller gå i detaljer omkring mailudvekslingen mellem ham og advokat Varney Sherman. - Redaktionen.