På baggrund af vanskeligheder med at lokalisere betjente efter COP15 er der opstået diskussion om en synlig nummerering af de enkelte politibetjente, så man lettere kan lokalisere dem i tilfælde af klager eller andre undersøgelser.

Diskussionen om en eventuel nummerering af politiet er imidlertid ikke ny, og Københavns Politi bar faktisk synlige numre i ikke mindre end 55 år fra 1863 til 1918.

Interessant nok blev nummereringen indført på baggrund af de samme argumenter som i dag og afskaffet på baggrund af en voldsom utilfredshed internt i politiet.

I december 1859 brød der flere forholdsvis voldsomme uroligheder ud i København – de såkaldte nytårsoptøjer. Urolighederne bundede i en omfattende folkelig mistillid til personer omkring kong Frederik VII, som man frygtede ville genindføre enevælden – og en generel utilfredshed med politiet.

Aggressionerne mundede ud i et opgør mellem politiet og en større mængde borgere på Christiansborg Slotsplads. Under tumulterne tog politiet hårde metoder i brug, og de benyttede blandt andet deres forhadte bambuskæppe til at splitte den utilfredse forsamling og siden tæske demonstranterne, mens de flygtede bort fra slotspladsen over Højbro Plads.

I den efterfølgende avispolemik blev urolighederne på Christiansborg Slotsplads fremstillet som et symptom på modsætningsforholdet mellem politiet og folket. Politiet befandt sig stadig mentalt i en tid før enevælden, idet korpset og dets ledelse opfattede sig som folkets revser og den enevældige kongemagts forlængede arm.

LÆS OGSÅ Mange klagesager droppes fordi betjente ikke kan identificeres

I forlængelse af denne kritik krævede flere politikere og mange af samtidens aviser, at de enkelte politifolk for fremtiden skulle bære synlige numre. Man mente nemlig, at flere politifolk havde forløbet sig og uddelt stokkeslag til helt uskyldige borgere, der uheldigvis var kommet i vejen for betjentene.

Efterfølgende havde det imidlertid ikke været muligt at finde de enkelte betjente, der skulle have været vel ivrige med stokkene, og mange hævdede nu, at politifolkene og politiledelsen dækkede over hinanden.

Såvel politikerne som politiledelsen havde naturligvis vanskeligt ved at leve med sådanne beskyldninger, så da den store reform af Københavns Politi endelig faldt på plads i 1863, blev det besluttet, at samtlige uniformerede betjente skulle bære store synlige numre på såvel deres krave som først den rundpuldede hat og siden, da denne blev afskaffet, hjelmen.

Fra starten blev dette tiltag mødt med stor skepsis. Betjente, der anholdt uromagere rundt omkring i byen på deres patruljer, oplevede nemlig, at de efterfølgende blev antastet af bander af bekendte til de pågældende uromagere, idet disse nemt kunne genkende betjenten ud fra nummeret.

I nogle tilfælde blev det faktisk så grelt, at særligt upopulære betjente ikke kunne bevæge sig ind i særligt belastede kvarterer, idet folk fra vinduerne kastede ting efter de nemt genkendelige upopulære betjente.

Dette var naturligvis langtfra hensigtsmæssigt, og det blev endnu mere problematisk ved, at betjentene skiftede numre, når de avancerede op i hierarkiet. En ny sagesløs betjent kunne således overtage en anden upopulær betjents nummer og dermed helt uskyldigt blive udsat for en hetz i nogle kvarterer.

På trods af de problemer, der var knyttet til den synlige nummerering af betjentene – og mange klager og henvendelser fra betjentene – modsatte Justitsministeriet og politiledelsen sig en afskaffelse af nummereringen, idet man frygtede nye anklager om, at politiet dækkede over hinanden i klagesager.

I sommeren og efteråret 1918 eksploderede København imidlertid i nogle af århundredets største optøjer. Optøjerne var foranlediget af de stigende sociale spændinger, der var opstået i kølvandet på Første Verdenskrig.

Enkelte grupper i samfundet – særligt de såkaldte gullaschbaroner – var blevet meget velhavende under krigen, mens det store arbejderflertal var blevet forarmet grundet krigens indflydelse på industriproduktionen.

Opmærksomme på tsarstyrets fald i Rusland og Det Tyske Kejserriges sammenbrud søgte de såkaldte syndikalister at gennemføre en kommunistisk revolution i København.

Politiet søgte desperat at tøjle optøjerne, der ofte var særdeles voldsomme. Betjente blev således angrebet med jernstænger og overdænget med sten, hvorfor mange måtte indlægges.

LÆS OGSÅPolitiinspektør: Vi efterforsker ikke os selv

I den forbindelse viste den synlige nummerering igen problemer, idet lokale ballademagere søgte at gøre gamle regnskaber op med betjente, som de tidligere havde været i konflikt med og nemt kunne genkende igennem numrene.

Ligeledes blev betjente efterfølgende hængt ud med navn og nummer på løbesedler, pamfletter og i blade. Københavns Politiforening rettede derfor også 15. august 1918 henvendelse til politidirektøren og Justitsministeriet om at få fjernet numrene.

I forbitrelse over de forløbne begivenheder satte Københavns Politiforening selv en dato for, hvornår man kollektivt ville fjerne numrene. Da syndikalisturolighederne tog til i november 1918, fjernede betjentene på Station 1 i Nørregade selv numrene, idet de igen frygtede at blive overfaldet og hængt ud i offentligheden.

Fra politiledelsens og Justitsministeriets side var der naturligvis betydelig utilfredshed med disse decentrale tiltag fra betjentenes side, og der forlød rygter om disciplinærsager. 16. november 1918 accepterede politidirektøren og Justitsministeriet imidlertid Politiforeningens krav og tillod betjentene at fjerne de synlige nummereringer.

LÆS OGSÅSagen om omstridt anholdelse genåbnes

Fra da af har ingen betjente i dansk politi båret synlige numre, men hvem ved, hvad fremtiden bringer?

Det er dog nok værd at konsultere historien først, inden man træffer overilede beslutninger.