Mit arbejdsløse liv er stressende, dødssygt, frustrerende, fyldt med grænseoverskridende pligter, ydmygende oplevelser og angst.

Og det lyder måske mærkeligt for dig, som aldrig har været arbejdsløs, men det er sorgfuldt. Jeg sørger over mit tabte liv.

Jeg er 37 år og var på toppen af min karriere. Jeg er cand.mag. i dansk og sad endelig i sadlen på drømmejobbet som konsulent i en stor organisation. Men blev kastet af.

Sammen med cirka 25 andre kollegaer; fyret på grund af økonomiske besparelser. Så jeg skammer mig ikke. Der, hvor andre har skammen, har jeg vreden. Vreden over dem, som sætter mig i skammekrogen for noget, som jeg ikke selv er skyld i. Vred over, at vores ’nye’ regering ikke holder sig for god til at gøre arbejdsløse til de nye indvandrere.

Det har været et chok og et tab af selvtillid. Jeg er ellers ikke en, der sætter mit lys under en skæppe, eller på nogen måde kendt for at gå i ét med tapetet, men jeg føler, at nu er min magi væk.

Jeg krøller sammen. Udnytter ikke de muligheder, som byder sig godt nok. Jeg mister stemmen og bliver lille. Afvisningerne gnaver i fundamentet på min tro på mig selv. Min identitet er revet væk under mig, og no good-stemplet er begyndt at klæbe sig fast.

Sådan er det ikke hver dag, men hvis jeg – der har et fagligt og personligt stærkt udgangspunkt – har det sådan, hvordan har ledige med et svagere udgangspunkt det så?

Som arbejdsløs skal man med præcis syv dages mellemrum tjekke jobforslag på jobnet.dk, og her er ingen kære mor. Mandag er ’min’ dag, og præcis kl. 23.59 bliver der aktiveret et system.

Problemet er ikke, at man skal tjekke stillingsopslag, men den underlige anale beslutning om, at man skal gøre det præcis på én ugedag, ellers bliver man afmeldt. Hvorfor?

For én som mig, der, i de 20 år jeg tog p-piller, ikke én eneste måned huskede at tage alle 28 og ofte tog to, fordi jeg havde glemt, at den første allerede var spist, vidste jeg på forhånd, at det var dødsdømt. Ikke af ond vilje, ikke fordi jeg er en sjuskedorte. Bare fordi den slags ikke dur for mig.

Jeg blev også afmeldt denne sommer. Det var besværligt og ydmygende. Jeg lå søvnløs i adskillige nætter med udsigten til at miste mine dagpenge og følte mig røvrendt; for jeg havde faktisk søgt job og ikke siddet og drukket kølig hvidvin med min mand, der er arbejdende og derfor kan holde ferie.

Det føles ærlig talt ret fornærmende, når man kan se frem til – fordi man om mandagen tilfældigvis var fuldstændig opslugt af en ansøgning og derfor overså sin kalenderpåmindelse om jobnet.dk og først kommer i tanke om det tirsdag morgen – at der om onsdagen vil ligge det ondeste og længste brev i postkassen, hvor man bliver truet med bål og brand.

Jeg er et sted i mit liv, hvor det at være ’på markedet’ får mig til at føle mig som en gammel krikke, der død og pine ikke gider at fremvise hverken hove eller tænder. Ja, jeg er stolt. Og det er en dødssynd at være stolt, når man er arbejdsløs.

Som arbejdsløs har du ikke længere ret til at være den, du er. Du skal være det, som systemet bestemmer, du skal være: udadvendt, proaktiv, med på den værste, fræk som en slagterhund, en langt fremme i skoene kind of guy.

Fordi det er DIT ansvar at få et job. Ikke samfundets. Ikke arbejdsgivernes. Og hvem gider ansætte én, som ikke kan sælge sig selv maksimalt? Det er så uendelig grænseoverskridende, at det udhuler mig som menneske. Ærlig talt, hvis jeg var vild med sælge mig selv, var jeg blevet prostitueret!

Mit liv som arbejdsløs handler om hver dag at finde motivationen til at blive ved. Kræfterne til at komme op på hesten igen med et stort ægte smil. Inspirationen til at finde en nye måder, hvorpå jeg kan vise, at jeg VIRKELIG brænder for et givent job.

Det handler om at lære ikke at blive ked af, at alle, man kender, kommer i arbejde eller har helt uhyggelig travlt på deres superfede job. Bevarelsen af smilet, når man igen igen igen bliver spurgt: Hvordan går det, har du fundet job?!

Jeg håber, S-R-SF-regeringen vil holde op med at tale om ’dem, der ikke vil arbejde’. Det handler jo i høj grad om politikernes behov for at tilfredsstille de arbejdende danskers retfærdighedssans. Altså arbejdende danskere, som aldrig har været arbejdsløse. For de eneste, som tror, at det er hyggeligt og afslappende at være arbejdsløs, er dem, der aldrig har prøvet det.

Politikerne skal holde op med at behandle ledige som børn i 1950’erne. Selvfølgelig skal pligterne overholdes, men derfra skal hver enkelt ledig – inden for visse økonomisk rammer – selv definere, hvad der er det bedste. Beskæftigelsesindsatsen bør være en bred vifte af muligheder, de ledige kan vælge til eller fra: hjælp til ansøgninger, coaching, terapi, rådgivning, uddannelse, netværk m.m.

Vi er ikke børn. Vis os tillid, så skal vi nok vise, at vi godt kan finde ud af at tage lange bukser på, når det er koldt.

I går – efter indlægget var skrevet – fik Linda Mylius Nielsen job som danskunderviser. Det er ikke et fuldtidsjob, så hun er på supplerende dagpenge.