Jeg befinder jeg mig under jorden i Københavns metro.

Et sjovt møde er netop overstået, og jeg er på vej til fødselsdag hos min gravide veninde og er i godt humør. Jeg sidder på et klap ud-sæde og vender nogle tanker med en ven over mobilen, men opdager, at jeg har taget metroen i forkert retning og står af på Øresund metrostation for at tage toget tilbage.

En kontrollør følger efter mig og beder mig vise billet, og jeg viser ham et friskstemplet klippekort.

LÆS OGSÅ Kampen for ligestilling ender i selvværdsmassakre

Mens jeg taler i telefon, hilser jeg på ham med mine øjne, men hans mund svarer »Luk bukserne«.

Forundret kigger jeg på ham og siger »Nej«. Igen prøver han, »Luk bukserne«, og denne gang svarer jeg ikke – jeg taler i telefon og ikke gider ikke bruge tid på at blive chikaneret.

Tredje gang bliver han aggressiv og hæver stemmen: »Luk bukserne«.

Jeg svarer stødt, at det skal han overhovedet ikke bestemme, og selv om han skulle, kan jeg ikke lukke dem – lynlåsen er i stykker, og de kan ikke lukkes.

Min påklædning er nok bemærkelsesværdig, men berettiger det den behandling, jeg får?

Foruden en blå eyeliner har jeg iført mig en underlig, sølv Helmut Lang jakke fra 1998, min mors stramme, højtaljede jeans og en grå sweatshirt. Jeg er p.t. ikke bosat i Danmark, men er hjemme i en transitfase for at dække modeugen. Jeg er 24 år og radikal i tanke og udstråling.

Tegning:  Jørn Villumsen

Nu står jeg så i Københavns metro over for en kontrollør, der bliver tiltagende aggressiv.

Jeg er efterhånden bange for, om han vil slå mig, men jeg er samtidig rystet og vil ikke finde mig i at blive smidt ud af en ’autoritet’, fordi jeg er androgyn.

Jeg siger til ham: »Du har overhovedet ikke autoritet til det her, og det her er offentlig transport«.

LÆS ARTIKEL De forbudte heteroseksuelle kys

Kontrolløren svarer: »Her er det MIG, der bestemmer, det her er privat ejendom, og du skal skride lige nu!« og peger i retning af trappen og smiler stolt til to piger.

Da jeg er gået forbi ham, hører jeg ham sige: »Den klamme bøsserøv gider jeg slet ikke se på metroen«.

Jeg kommer op ad trappen og er helt forvirret. Tænder en smøg og overvejer mit næste skridt. Jeg vil gå tilbage og tage næste metro, men for enden af trappen ser jeg den sorte silhuet, der nægter mig adgang til stationen.

Derfor prajer jeg en taxa og kører to metrostationer væk, så jeg kan komme videre til fødselsdagen. Da jeg kommer frem, klipper jeg endnu en gang. Mit klip har netop passeret udløbstiden, og det er tydeligvis ikke min dag. Jeg er rystet og ringer til politiet.

Det skal siges, at jeg gennem min opvækst har oplevet lidt af hvert, flyvende brosten eller gruppevoldtægtsforsøg er blot et par eksempler – men jeg har lært at forsvare mig selv. Forsvare mig gennem dialog og social intelligens, hvor jeg har fulgt disse ord: Kringsat af fjender – fred er mit våben.

Jeg er efterhånden blevet svær at ryste, men der gled en mørk sky over mit hjerte, da jeg blev diskrimineret af en ’autoritet’ – under en offentlig transporttur, jeg selv havde betalt.

Min overlevelsesstrategi er nu blevet sørgmodighed over for min angribers vrede. Jeg forstår den, respekterer den og sørger over den. Folk må godt hade. Men de skal hade med respekt og måske spørge sig selv: ’Hvilken frygt i mig skaber min vrede?’

Men helt ærligt – hvad sker der? Min påklædning er vel ikke mere upassende end en dyb kavalergang, hængerøv, bar, solbrun pigemave eller lidt for korte hotpants.

LÆS OGSÅ Det står slemt til med den omvendte racisme

Hvorfor er der andre regler for hybrider eller ’ligeglads-kønnede’ end for etkønnede væsner?

Hvordan kan en storby eksistere som modecentrum, med industrien som en gigantisk økonomisk indkomst, og på samme tid nægte eksistens af mangfoldighed?

Og så af et firma, der i den grad ’forbinder’ København(ere).

Jeg ønsker ingen konsekvenser for kontrolløren – tværtimod har jeg ondt af hans snæversynede verdensopfattelse, men jeg har anmeldt episoden som ’Hate Crime’ – og så må det være op til vores retssystem at bedømme, hvad der er fair.