Kære Thor Möger,

Det seneste skattemæssige tiltag, der fjerner skattefriheden for danskere i udlandet, er forfejlet og ødelæggende for dansk udenrigspolitik og udviklingsbistand.

Jeg har i det meste af mit arbejdsliv arbejdet i udlandet for Danmark. Ikke direkte for staten, men for de humanitære organisationer, som Danmark finansierer som en af de væsentligste søjler i vor udenrigspolitik.

LÆS OGSÅMöger afviser topledere: Vi holder fast i skatteforslag

Sammen med mine kolleger har jeg medvirket til, at mad og medicin kom frem til de civile ofre i Jugoslaviens grusomme borgerkrig. De danske humanitære konvojer bragte mere end 60 procent af de samlede forsyninger frem til nødlidende i Bosnien. Det gennem områder, hvor kampene rasede, hvor vi var udsat for bombardementer, snigskytter, baghold, hårdhændet fjendtlig behandling i serbiske checkpoints.

Vi mistede adskillige kammerater, både til kamphandlinger og til de dødsens farlige veje.

Vi blev ikke fejret, da vi kom hjem, fik ingen medaljer og blev dårligt nok tilbudt psykologbistand. Sådan var det dengang. Men vi var trods alt - efter mindst 6 måneders udstationering – fritaget for dansk skat.

Jeg har siden arbejdet med minerydning. Jeg var med til at etablere Danmarks første humanitære minerydningsorganisation, var medvirkende til at etablere danske minerydningsprogrammer i Somalia, Afghanistan, Eritrea, Ingushetien og Tjetjenien, Sri Lanka og Irak.

Det som led i den danske nærområdestrategi, der skulle skabe tålelige forhold for internt fordrevne og potentielle flygtninge i den tredje verden.

Mine kolleger i vor danske søsterorganisation har gjort noget tilsvarende i Kosova, Albanien, Angola, Burundi og i adskillige andre af denne verdens afkroge.

Jeg er stolt over, at vi gennem denne indsats har hjulpet mange millioner mennesker i den tredje verden, og at vi herigennem har understøttet danske udenrigspolitiske mål og medvirket til at gøre Danmark til en væsentlig spiller i den globale indsats mod krig og konflikt og virkningerne heraf på det civile samfund.

Det var ikke en indsats uden omkostninger. Vi led afsavn. Vi savnede. Vi var udsat for eksotiske sygdomme fra bilharzia over dengue til cerebral malaria, var inficeret af orme, parasitter og amøber.

Vi arbejdede af ren og skær dedikation væsentligt mere end både 37 og 40 timer om ugen. Vi accepterede med åbne øjne de erhvervsmæssige risici, der følger af at rydde miner og ueksploderet ammunition. Adskillige af vore kolleger mistede førlighed og nogle betalte den højeste pris.

Men vi var trods alt undtaget for at svare skat i Danmark.

Ikke at lønnen var den væsentligste motivation, men det var rart at se frem til en opsparing, når man på et tidspunkt kom hjem til Danmark og skulle genetablere en normal tilværelse. En tilværelse, hvor der ikke var nogen jobgaranti, hvor ens CV var småmystisk og ikke nødvendigvis karrierefremmende på et hjemligt arbejdsmarked, og hvor ens habitus og livssyn måske var præget af flere år i krig og konflikt.

Nu vil regeringen så have, at vi skal betale skat i Danmark. For, som Jonas Dahl er citeret for, at benytte os af de danske velfærdsgoder.

Kære Thor (og Jonas). Der var ingen velfærdsgoder det halvandet år, hvor jeg boede og sov i min konvojlederbil under krigen i Bosnien, medens vi åbnede de belejrede enklaver. De var svære at få øjne på i Gorazde, Mostar, Sarajevo eller på sniper avenue.

Der var ingen dansk velfærd. Bortset fra min engelske kollega var der slet ikke andre hvide mænd i 100 kilometers omkreds, da vi ryddede miner i Khmer Rouge-kontrollerede områder i det nordlige Cambodia.

Jeg så ingen goder under krigen mod de Tamilske tigre i det nordlige Sri Lanka, hvor min enlige kollega, der levede af dåsemad i månedsvis, måtte have generatoren tændt og tændte flagermuselygter i døråbningerne for at holde giftslangerne ude om natten.

Da vi evakuerede vor compound i Kabul 12. september 2001 og kørte mod Khyberpasset og den pakistanske grænse med Taleban i hælene, var de også fraværende. De var der ikke i vor teltlejr i Somalias ørken, hvor kun armoden trivedes. Ej heller i Shilalo i det sydlige Eritrea, hvor vi ryddede miner mellem skeleterede lig.

I den kontekst virker Thor Mögers bemærkning til Politiken om, at man som udstationeret »må yde efter evne og nyde efter behov« i bedste fald malplaceret og uoplyst.

LÆS ARTIKELMöger efter storm af kritik: Udlandsdanskere skal ikke slippe gratis

Men jo, jeg har været indlagt på Rigshospitalets tropemedicinske afdeling med mystiske sygdomme, ligesom de af mine kammerater, der var mindre heldige end mig har fået deres sår plejet og tilpasset proteser der. Det økonomiske mellemværende har en privat sundhedsforsikring dog for det meste betalt.

Det, regeringen risikerer med dette indgreb, er at strangulere en dansk flaget nødhjælps- og udviklingsindsats. Arbejdet som minerydder er givetvis mere kulørt, men ikke mere vigtigt end den livsnødvendige indsats, der bliver udført af danske sygeplejersker og læger i flygtningelejre, af ingeniører og andre på danske vandprojekter, af entreprenører på infrastrukturprojekter og så videre.

Alt dette udviklingsarbejde, som roses i internatonale fora, og som har gjort danske humanitære organisationer til nogle af verdens bedste, hvad angår redelighed og effektivitet, og som har banet vejen for fremmelse af Danmarks udenrigspolitiske agendaer, er nu bragt i spil.

Hvem har lyst til at ligge i sandet uden for Berbera i 50 graders varme og adskille et labilt russisk SAM2-missil, hvor sprængstoffet er krystaliseret, og brændstoffet, der langsomt siver, indeholder dioxin?

Når risici udover et blændende brag, kidnapning af pirater, hovedløs trafik, fanatikere, halvskidt mad og førnævnte sygdomme også er en regning fra SKAT?

Ville du selv - forudsat at du havde færdighederne?

Eller ville du henvende dig til en norsk, svensk eller engelsk søsterorganisation med en jobansøgning? Så kunne de danske jobs i de danske organisationer blive taget af udlændinge, der fortsat ville være undtaget dansk skat.

For det er jo også vor virkelighed; at de udlændinge, som side om side med danskere arbejder for danske organisationer, fortsat vil være skattefrie.

Når man barberer halvdelen af en medarbejdergruppes løn væk, må man jo forvente, at de forsvinder. Spørgsmålet er så, om det overhovedet er relevant eller nødvendigt med danske medarbejdere i den danske humanitære indsats, eller om opgaven løses ligeså godt med udlændinge?

Jeg vil blot pege på, at når vi er derude, er det som ambassadører for Danmark. Det gør danskere nu engang bedst. Så tilfører vi også indsatsen noget unikt: danske værdier og holdninger gennem dansk ledelse. Og tro mig, det er værdsat – ikke blot blandt vore medarbejdere, men også af lokale myndigheder og samarbejdspartnere og ikke mindst blandt de, der ligesom vi, er der for at hjælpe.

Hvad min egen situation angår, så har jeg humanitær orlov fra Forsvaret i et godt års tid endnu, er bosat med familien i Cambodia, hvor min kone varetager sit job som regional chef for Røde Kors.

Vi har valgt at flytte familien ud, har udlejet vort hus, opmagasineret vore ejendele, sagt farvel til skole, børnehave, venner, familie og dansk velfærd i tiltro til, at vi kan klare os for een indkomst. I tiltro til en uforandret skattemæssig situation. Det arbejde, som jeg laver for forældreløse cambodianske børn, er ikke lønnet.

Så hvis hypotesen er, at danske organisationer klarer sig dårligere uden danske medarbejdere, er det indlysende at samme organisationer vil søge at give medarbejderne lønmæssig kompensation for den indkomstnedgang som skattebetaling i Danmark medfører.

Den kompensation kan kun komme et sted fra; fra vore donorer herunder Danida. Det ender som kassetænkning, hvor staten tager med den ene hånd og giver med den anden. Man fordyrer den humanitære indsats og svækker danske organisationers konkurrenceevne over for udenlandske organisationer i kapløbet om donormidler.

Endelig må man spørge sig selv, om vort skattebidrag overhovedet vil være synligt i statens regnskab, eller om et eventuelt provenu ligesom med multimediebeskatningen forsvinder i administration. Der er vel godt 300 udsendte danskere, som er skattefrie på grund af humanitært arbejde. Hvis de alle oppebærer en dansk gennemsnitsløn, er det skattemæssige bidrag per næse så omkring 200.000 kr. Naturligvis fratrukket den beskatning, der måtte påhvile den enkelte i de forskellige tredje verdens lande. Lad os bare sige 150.000.

Det giver et samlet bruttobidrag på ca. 45 mio. kr., som så skal fratrækkes udgifter til dobbelt husførelse og øvrige fradrag, hertil lægges SKATs sikkert ikke ubetydelige udgifter til administration. Hvad nettoprovenuet måtte være, har I utvivlsomt beregninger på.

Men jeg forestiller mig ikke, at det rækker til at gennemføre en mellemstor skydeøvelse for Forsvaret eller til en måneds forbrug af pipetter på Rigshospitalet.

Hvis det er signalpolitik, hvad er signalet så?

Et af de signaler, jeg læser i indgrebet, er en bekymrende mangel på indsigt på ministerniveau i centrale samfundsforhold og deres forbundethed. Skattepolitik øver nu negativ indflydelse på udenrigspolitik og udviklingsbistand.

Et andet signal, som man kunne opfatte, er en despekt for de, der opgiver en normal tilværelse, i – hvis jeg må være lidt højtravende – kampen for en bedre verden igennem en humanitær indsats.

Vi er i gang i de fleste brændpunkter. Om et øjeblik skriger dynger af ueksploderet ammunition og minefelter i Syrien på rydning som en forudsætning for en hverdag for syrere. Få nu ryddet vor usikkerhed af vejen. Jeg er sikker på, at den også deles af de, der er ansat i vore eksporterhverv.