Annonce
Annonce
Annonce
Debat 16. sep. 2012 KL. 12.00

»De politiske tøsedrenge skal stemmes ud af kommunerne«

Vi skal have mobiliseret hæren af 'ubrugte stemmer', siger Lisbeth Zornig Andersen.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

»Jeg kan ikke sove. Ligger og roterer som en rasende. Himmelblå i Esbjerg, et værested for unge tidligere anbragte, er truet af lukning. Sådan ser jeg det ene lille kludetæppe efter det andet revet væk under sårbare unge – dem samfundet i forvejen har svigtet i deres barndom. Vi har desværre at gøre med en flok lokalpolitiske tøsedrenge, der lefler for de borgere, der traditionelt stemmer. Men lad os vende demokratiet til vores fordel. Lad os kæmpe for, at alle stemmer til næste kommunalvalg, og skabe synlighed over, hvem der i det lokalpolitiske landskab har modet til at stå op for de udsatte. De skal hyldes. De andre skal udstilles. Vi har et år. Hvem er med?«.

Sådan skrev en kampklar Lisbeth Zornig Andersen en sen nattetime på Facebook i weekenden.

Siden er det strømmet ind med hundredvis af kommentarer og gode ideer til, hvordan man kan få det, Lisbeth Zornig selv kalder ’Underdanmark’, til at strømme til valgurnerne ved det kommende kommunalvalg.

Er du ved at starte et helt nyt parti for dem, der traditionelt ikke stemmer?

Lisbeth Zornig Andersen

Lisbeth Zornig Andersen er født 12. februar 1968. Hun er økonom, forfatter og debattør og har siden 2010 været formand for Børnerådet. Hun stopper som formand i oktober.

Lisbeth Zornig Andersen voksede op hos sin mor på Lolland og blev som barn anbragt på to døgninstitutioner. Hun blev student fra Haslev Gymnasium i 1986 og cand.polit. fra Københavns Universitet i 1994.

Efter studiet blev hun systemudvikler i Codan, Danske Bank og senere KMD. I 2006 blev hun underdirektør og senere direktør for Specialisterne ApS, men forlod i 2009 stillingen til fordel for sin egen konsulentvirksomhed, som i dag hedder Huset Zornig.

Hun er mor til fem i alderen 10 til 23 år.

»Nej, men jeg er efterhånden ved at have lært det politiske system at kende. Hvis man virkelig vil noget for de udsatte, så skal vi kunne argumentere for, at der er stemmer i dem. Vi skal væk fra skåltalerne og sørge for, at der kommer penge til at gøre noget for de allermest udsatte i samfundet, og vi skal have mobiliseret den hær af stemmer, som lige nu ligger ubrugt hen. Alle de stemmer, som i dag er ’hjemløse’«.

Det lyder, som om du er godt træt af de nuværende lokalpolitikere?

»Ja, de fleste af dem kæmper kun for at løse middelklassens problemer. Lad os nu tale om de virkelige problemer. Lad os få en forklaring fra lokalpolitikerne på, hvorfor det bedre kan betale sig at udbedre huller i vejen end sikre et netværk til de udsatte unge«.

Hvorfor tror du, at det denne gang kan lykkes at få ’de udsatte’ til at stemme?

»Jeg har for ganske kort tid siden holdt et foredrag om min egen historie. Det var i en lillebitte by – Tårs i Nordjylland. Der kom 700 mennesker. Dagen før holdt jeg foredrag for 200 mennesker på Brønderslev Bibliotek. Så mange har de aldrig tidligere set til et forfatterforedrag på de kanter. Men folk kommer for at høre en af deres egne. Jeg har en stemme og taler deres sprog, for jeg er stadig en del af ’Underdanmark i Nakskov’. Jeg går stadig ud og spiller billard med min bror og min mor, når jeg er dernede!«.

LÆS OGSÅRovdyret sidder stadig i mig

Så du mener, at man kan mobilisere en stor del af ’Underdanmark’ til at blive aktive vælgere?

»Nej, jeg kan selvfølgelig ikke mobilisere hele Danmark, men jeg kan måske hjælpe med at få mobiliseret en helt ny landsdækkende bevægelse, så der er flere af de udsatte, der stemmer ved næste kommunalvalg. Hvis det sker, tror jeg, at der er flere politikere, der begynder at interessere sig for de her væresteder, som ellers ville lukke. Sådan fungerer det i den politiske verden«.

Tegning:  Per Marquard Otzen.

Men der skal vel noget helt nyt til for at få fat i de her mennesker?

»Ja, det er desværre ikke nok, at sådan nogle som jeg kæfter op. Jeg og flere andre har nogle lidt mere skøre ideer, som vi er ved at prøve af. Det er noget, som gerne skulle kunne flytte noget. Jeg vil gerne, at vi prøver at få lavet nogle nye former for valgkampagner, som optræder i de medier, som de her mennesker ser, og på steder, hvor de her mennesker kommer. Vi skal have fat i dem, som ikke gider se DR, hvor et panel sidder og diskuterer valgkamp. Og ved valget skal vi sørge for, at de dukker op. Måske skal vi køre dem i bus til valgstederne. Måske skal vi have valgurnerne ud på værestederne!«.

Hvilke aktivistiske former kan du ellers forestille dig?

»Vi skal lave lister over, hvilke politikere og partier der støtter værestederne, så folk ved, hvor de skal sætte deres kryds. Vi skal sørge for at komme rundt med kameraer osv. og bede om en forklaring på, hvorfor nogle politikere ikke vil støtte værestederne«.

Hvem er det, der ikke stemmer ved valgene?

»Jeg har en fornemmelse af, at det mest er de unge, som ikke stemmer. Jeg har en klar fornemmelse af, at der er færre blandt de mest udsatte, der ikke stemmer. Så der ligger nogle stemmer, vi kan presse politikerne med. Dem fra middelklassen skal jo nok få stemt«.

Så målet er at få ændret på de politiske prioriteringer?

»Ja, det er mig uforståeligt, at man som politiker kan finde på at lukke de her væresteder for udsatte unge – det er her, samfundets allersvageste kommer. Taberne er de unge, som nu endelig har fundet sig et lille fristed. Nogle af dem er unge mødre, som kommer på værestederne, fordi de føler, at de der kan få den hjælp, som de ikke fik af deres mor eller far. Himmelblå i Esbjerg er blot en af de mange, der er ved at dreje nøglen om. Jeg bliver rasende over, at man som politiker siger ja til at starte sådan noget op for de udsatte, uden at tænke igennem hvad der sker, når man må lukke værestedet efter nogle få år«.

Annoncer