Udkantsdanmark. Vandkantsdanmark. Udsigtsdanmark. Baglandsdanmark. Randområdet. Yderdistrikterne.

Der er ingen grænser for de begreber, der klistres på den del af vores land, der ligger syd for Køge og vest for Valby Bakke.

Det er sludder og vrøvl – og med få undtagelser bestemt ikke opfundet af de mange tusinde danskere, der lever deres liv her!

De ellers politisk korrekte fraser er i realiteten diskriminerende skældsord, der ikke tjener andet formål end at fastholde os, der bor på landet, i, at vi er for langt ude til sådan rigtigt at kunne være en del af det normale samfund.

LÆS DEBATDet er altså ikke synd for folk i Udkantsdanmark

Min familie og jeg bor på en gård langt ude på landet på Møn.

Vi er det, man nødvendigvis må kalde ’udkantsdanskere’ – ligesom folk i Vest- og Nordjylland, på Vestsjælland og Lolland-Falster.

Vi tilhører den enorme gruppe mennesker, der er glade for at bo uden for de store byer, og som har deres daglige liv og levned her.

Det er rigtigt, at vi har udfordringer herude. Vi har for langt til nærmeste sygehus, hvilket er et problem for folk i alle aldre.

Fødende kvinder skal køre i god tid for ikke at føde på landevejen, og får man et hjertestop, må man håbe, at det sker i nærheden af en af de hjertestartere, der hænger rundt omkring på vores ø.

Men vi er rigtig mange, som er her endnu. Og vi har tænkt os at blive. Af en million gode grunde.

Her er udfoldelsesmuligheder, højt til himlen, vi er tæt på vandet, har langt til naboen og alligevel gode nabofællesskaber. Herude hjælper vi hinanden, kender hinanden og passer på hinanden.

Samtidig ligger vi relativt tæt på København, hvilket betyder, at vi kan pendle efter arbejde og bo billigt, godt og sundt hernede på landet. På Møn er vi stemplet som udkantsområde; den offentlige service er under pres og vil være det i overskuelig fremtid.

Vores erhvervsliv skal spille med på en stadig større bane med hård konkurrence, og vi kan se frem mod en befolkningsudvikling med fraflytning, stadig flere ældre og stadig færre yngre mønboer.

Udfordringer har vi nok af. Men betyder det, at vi ikke har andre muligheder end at række hånden frem til staten, modtage almisser og lade os stemple som udkant i al evighed? Naturligvis ikke!

På Møn har vi valgt en anden vej.

Vi har netop stiftet Foreningen Møn NU, som har samlet og rejst alle lokale, gode kræfter. Det er en frivillig forening, som har til formål at støtte den langsigtede udvikling på vores ø.

Foreningen er opstået ud fra en erkendelse af, at vækst, udvikling og levende lokalsamfund i købstæder som Stege og i landområder som Møn ikke længere kan varetages alene af traditionelle offentlige aktører som storkommune, region og stat. Hvis vi vil noget, må vi gøre det selv.

Jeg mener, det er på tide, at vi gør op med forventningen om, at når noget er galt, så må det offentlige træde til. Vi har været alt for vant til offentlige støttemidler.

Det er på høje tid, at vi rejser os og vrister os fri af den passive rolle som støttemodtagende samfund og begynder at tage ejerskab og ansvar for eget liv tilbage.

Det er det, vi gør med Møn NU. Tager ejerskabet og ansvaret tilbage. Lad være med at have ondt af os. Jeg kender ingen, der har lyst til at blive kaldt ’udkantsdansker’. Jeg kender ingen, som det er synd for.

Til gengæld kender jeg mange, der elsker det sted, de bor. Og som er stolte over at komme fra Møn, Odsherred, Hirtshals, eller hvor de nu har deres ophav.

På Møn er vi allerede i arbejdstøjet. Vi har taget fat og er for længst begyndt at tænke i alternative baner. For det kan ikke nytte noget, at vi gør os afhængige af at skulle hoppe fra projektstøttefond til projektstøttefond. Nu gælder det om at tænke nye veje og selv tage fat.

Hvad sker der på Møn, når en ny skolestruktur lukker en skole?

Der går ikke lang tid, så har stærke lokale kræfter stiftet en ny friskole. Hvad sker der, når kommunen lukker en børnehave? Så åbner der straks to nye selvstændige fribørnehaver. Hvad sker der, når busruter nedlægges, og benzinpriser stiger? Så tager private kræfter initiativet til at samle en pendlerklub eller åbne en selvstændig buslinje.

Vi er storkommunens svar på den utilpassede elev. Vi nægter at lade os lukke ned. Vi har for længst mærket, at det gængse velfærdssamfund ikke rækker helt herud. Og det er okay. Sådan er tiden og udviklingen. Derfor har vi udviklet Møn-modellen som et bud på fremtidens velfærdssamfund.

Møn NU arbejder helt konkret på at fremme tilflytning, bosætning, uddannelse, turisme og arbejdspladser.

Vi tager fat i det, der er behov for. Et demokrati tænkt på en ny måde.

LÆS DEBATKære selvfedsdanskere, nu har vi hørt nok på jer

Det handler ikke om, at det hele skal privatiseres. Det handler bare om at tænke i andre baner. Og ryste os fri af forestillingen om, at det offentlige og private er skarpt adskilt. Hvorfor ikke begynde at lade det smelte mere sammen til fælles gavn og glæde?

Før kommunalreformen var der ingen, der talte om udkant. Så blev vi en del af en storkommune, og pludselig blev vi udkant.

Det glædelige er, at sådan føler vi det ikke selv her på Møn. Vi er stærke her.

Vi vil gerne have lov til selv at vælge vores liv her, tak. For vi kan selv, og vi vil selv.