I debatten om adoption er der kun plads til solstrålehistorierne, som handler om lykkelige adoptivbørn, der er taknemmelige for at have fået en ny chance. »Historierne om, hvor voldsomt det kan være for et barn at blive hentet til et fremmed land og pludselig få helt nye forældre, er der ingen, der vil høre«.

Sådan lyder det fra 41-årige Julia Kim, der som 4-årig blev adopteret fra Sydkorea af danske adoptivforældre. Men for ti år siden ophævede hun adoptionen, og hun kender mange adopterede med den samme historie. Fælles for dem er, at de kom til Danmark i løbet af 1970’erne og 1980’erne.

»En stor del af de familier, der adopterede dengang, var velmenende idealister med en høj indtægt, som gerne ville redde verden og åbne deres hjem for et fattigt, forældreløst barn. Men hvis barnet ikke levede op til deres forventninger og tilpassede sig med det samme, kunne mange af dem ikke overskue det, og det gik ud over børnene – enten i form af psykisk eller fysisk svigt og i nogle tilfælde også trusler, diskriminering og vold«.

Men de fleste gjorde vel deres bedste for, at deres nye børn skulle have en god opvækst?

»Jo, men mange af dem havde ikke de nødvendige pædagogiske evner. Det var et idealistisk projekt, der handlede om, at de gerne ville gøre en forskel. Og det gik ud over børnene«.

LÆS OGSÅAdoptionsforløb kan og skal forbedres

Hvis problemet er så stort, hvorfor er der så ikke flere, der står frem i medierne med en kritik af forældrene?

»Fordi hverken adoptionsmyndighederne, de private organisationer eller adoptivforældrene er interesserede i, at problemerne skal frem i lyset. En forening som Adoption og Samfund påstår, at de både taler børnenes og de voksnes sag, men det gør de slet ikke. Mange af foreningens medlemmer er selv adoptivforældre og derfor ikke interesserede i, at der bliver rejst en kritik. Formanden for Adoption og Samfund Ungdom har endda udtalt, at hun ikke kunne finde på at kritisere systemet, så der ikke meget hjælp at hente dér«.

Hvad er grunden til, at der er så stor berøringsangst i adoptionsmiljøet?

»Hvis der dukker en uheldig sag op, som udløser kritik af adoptivforældre, kan det være ødelæggende for alle de andre adoptivforældre og alle dem, der står på venteliste for at få et barn. De lande, der bortadopterer, kan jo finde på at lukke for adoptionen til det pågældende modtagerland, hvis det kommer frem, at der foregår overgreb, svigt og misrøgt af adoptivbørn«.

Hvem er det, der burde være kritisk?

»Det burde en forening som Adoption og Samfund, fordi de påstår, de taler på vegne af voksne adopterede. Til en netop afholdt konference på Christiansborg optrådte den 20-årige formand for Adoption og Samfund Unge som talsmand for alle voksne adopterede, men når hun nu tidligere har udtalt, at hun ikke ønsker at være kritisk, over for systemet, så nytter det jo ikke noget«.

Hvorfor er der brug for, at flere forholder sig kritisk til adoption?

»Fordi mange af de adopterede, der er vokset op i Danmark, stadig lider under, at de aldrig har fået bearbejdet den sorg, de oplevede, da de blev fjernet fra deres biologiske forældre og fløjet til et nyt land. Det var jo fælles for os alle sammen, at vi dengang på meget kort tid både havde mistet vores forældre og forbindelsen til vores kulturelle rødder, som i mit tilfælde var Sydkorea. Det blev der bare ikke taget hensyn til. Man skulle integreres, tilpasse sig og blive dansk og velopdragen så hurtigt som muligt, så forældre og omgivelser kunne være stolte af en«.

LÆS ARTIKELSøges: Nyt kritisk blik på adoption

Hvad skete der, hvis det ikke lykkedes – og forældrene blev skuffede?

»I mit tilfælde kunne jeg med tiden ikke leve op til mine nye forældres forventninger, og det udløste en masse frustrationer i min familie, som senere udviklede sig til psykisk og fysisk afstraffelse. I andre familier, hvor adoptivbarnet ikke faldt til med det samme, resulterede det i psykisk vold og trusler om at blive sendt tilbage til oprindelseslandet. Forældrene dengang var slet ikke forberedt på det ansvar, et adoptivbarn kunne være, og fra adoptionsmyndighederne var der heller ikke nogen hjælp at hente. De betegnede bare de besværlige adoptivbørn som ’tidligt skadet’«.

Hvad dækkede det over?

»’Tidligt skadet’ betød, at man var blevet svigtet af sine biologiske forældre eller havde været udsat for traumatiserende oplevelser, inden man kom til Danmark. Man var altså på forhånd dømt til at være psykisk handikappet og lide af manglende evne til at modtage kærlighed. Det var så op til adoptivforældrene at lære adoptivbørnene det. Det var – og er stadig – en bekvem forklaring for mange adoptivforældre, fordi det på den måde aldrig kommer til at handle om, hvordan de har ageret, eller om deres egne eventuelle tilknytningsvanskeligheder. Fokus er på barnet og dets manglende evne til at tilknytte sig sine nye forældre, mens adoptivforældrene slipper af sted med at frasige sig ethvert ansvar. Der burde være langt mere fokus på adoptivforældrenes egne evner til at knytte sig til barnet, og spørgsmålet om, hvor afklarede de selv er med deres egen opvækst og familiære relationer, burde fylde meget mere i forberedelsesprocessen, inden de bliver erklæret egnede som adoptivforældre«.

Hvad er det, adoptivforældrene skal have været bedre til?

»De skulle have givet plads til, at deres adoptivbarn fik lov til at bearbejde de ofte traumatiske oplevelser, som han eller hun havde været udsat for i de første leveår i forbindelse med tabet af deres biologiske ophav. Mange af adoptivforældrene havde det med at glemme, at deres barn havde haft et vigtigt liv, inden det kom til Danmark, og i stedet fokuserede de på, at deres barn hurtigt skulle knytte sig til dem og udvise begejstring for sine nye omgivelser – som jo var langt mere privilegerede end de vilkår, de kom fra. Når det så ikke skete, blev de skuffede og kom let til at bebrejde barnet, at det var tilknytningsforstyrret«.

Er tendensen den samme i dag, eller er det blevet bedre?

»I dag kommer adoptivforældre på et adoptionsforberedende kursus, og de rejser også selv til udlandet for at hente deres barn. Det er en forbedring. Men tendensen med, at adoptivbørnene for alt i verden skal gøres danske og veltilpassede i det nye hjem, eksisterer stadig, og det samme gør den grundlæggende opfattelse af, at det ikke er adoptivforældrenes ansvar, hvis noget går galt. Det er barnet – og dets eventuelle skader – der er i fokus, mens adoptivforældrenes opførsel og deres forældre- og tilknytningsevne spiller en mindre rolle. De er jo blevet blåstemplet som egnede af myndighederne, så opfattelsen er, at den dårlige trivsel må skyldes barnet«.

Hvorfor er der så ikke flere voksne adopterede, der gør opmærksom på adoptivforældrenes ansvar?

»Mange af dem er bange for at stå frem. Hvis de begynder at kritisere deres egne adoptivforældre, vil de føle, at hele deres fundament pludselig forsvinder. De har jo allerede fået kappet forbindelsen til deres biologiske rødder. Oplevelsen af omsorgssvigt i adoptivfamilien, som ingen har opdaget og taget vare på, er for mange også resulteret i usikkerhed og manglende selvværd. Samtidig har de fået tudet ørene fulde af, at de som adoptivbørn bare skal være taknemmelige for de muligheder, de har fået. Der er mange, der mener, at adopterede er utaknemmelige, hvis de kritiserer deres opvækst, for alternativet kunne jo have været, at man bare var blevet liggende i den skraldespand, man blev fundet i. Og med de argumenter bliver adoptivbørn fanget i en evig taknemmelighedsgæld, som de aldrig kan komme fri af«.

LÆS OGSÅ En dansker fra Korea

Burde de private organisationer, som formidler adoptionerne, tage et større ansvar?

»Ja, de burde følge op på de adoptivbørn, de får hertil, men det sker sjældent. Når først børnene er kommet hertil og senere er blevet voksne, er de ikke længere så interessante. I øjeblikket er vi i en situation, hvor der er desperat brug for adoptivbørn til alle de barnløse i Vesten, så organisationerne har rigeligt at se til. Samtidig vil de for alt i verden undgå kritik, og derfor ender det med, at de voksne adopterede bliver glemt«.