Til Bloddonorerne.

Jeg har før skrevet et brev til jer, hvori jeg beklagede mig over det system, der benyttes til at vurdere, hvorvidt en person er egnet til at donere blod.

Jeg er en homoseksuel mand på 19 år; jeg vil hjertens gerne give blod, og jeg har med garanti sikrere sex end størstedelen af mine heteroseksuelle aldersfæller – netop på grund af bevidstheden omkring seksuelt overførte sygdomme, som homoseksuelle historisk set har været mere udsat for.

Med min påpasselighed in mente kan jeg dog konstatere, at jeg stadig ikke kan donere blod.

Min påstand i mit tidligere brev var, at man kunne maksimere den samlede donerede blodmængde i Danmark ved at nuancere karantænereglerne og ikke skære alle homoseksuelle mænd over én kam – ved at antage, at vi alle har usikker sex.

Bloddonorerne kalder ligefrem seksuelt samvær mellem mænd for ’risikobetonet adfærd’ i deres karantæneregler.

Jeg gjorde det klart, at jeg anså det for fordomsfuldt. Jeg fik et svar, hvori det blev beskrevet, at man ikke ville løbe den risiko over for blodmodtagerne at inkludere homoseksuelle mænd, idet screeningsteknologien ikke var langt nok fremme til at kunne detektere alle smitsomme sygdomme i blodet – bl.a. hiv-virus.

Jeg accepterer dette – om end fordomsfulde – standpunkt. Mit behov for at donere blod skal ikke overstige sikkerheden for modtageren af blodet. Patienten frem for alt.

Tegning:  Per Marquard Otzen.

Men forleden fik jeg Donornyt ind ad min brevsprække.

I bladet læser jeg både på side 2, i en leder af generalsekretær i Bloddonorerne Jesper Villumsen, og på sidste side om jeres nye kampagne. ’Rigtige mænd gi’r blod’ og ’Er din mand en rigtig mand?’ – det er de nye slagord for jeres kommende kampagne. Jeg føler mig som en rigtig mand. Sidst, jeg tjekkede, var jeg også en rigtig mand.

Ud over jeres forsøg på at indsætte bloddonation i en hetero-normativ stereotypisk opfattelse af et mandsideal – for hvad vil det i grunden sige at være en rigtig mand? – så finder jeg det diskriminerende og krænkende, at jeg i jeres retorik og verdensbillede ikke kan være en rigtig mand, fordi jeg ikke donerer blod.

Når jeg netop er blevet sat i livsvarig karantæne fra at donere blod på grund af min seksualitet.

For at blive i jeres sprogunivers, så kunne man måske kalde mig en lille tøsedreng og tudeprins. Har jeg ikke noget andet at tage mig til end at klage over, at jeg ikke kan donere blod, eller klage over, at Bloddonorerne kalder mig umandig?

Men som den respekterede landsdækkende sundhedsorganisation I er, så har I et ansvar over for de mennesker, som I kommunikerer til.

Og I står også på mål for den retorik, I benytter, og hvordan den påvirker normerne i samfundet.

Eftersom I har mandat til at få Donornyt ind ad blandt andet min brevsprække – på trods af skilte om ’Reklamer og gratis aviser – nej tak’ – så kommer I efter min hurtige vurdering ud til rigtig mange mennesker.

Jeg er sat i en livsvarig karantæne fra at donere blod, fordi min seksuelle præference er mænd. Det gør mig ikke umandig. Diskrimination starter i sproget. Det ville være rart, hvis I ville bidrage til at bekæmpe diskrimination i Danmark ved at gentænke jeres kampagne.

Vi er trods alt 5-15 procent af alle danske mænd (afhængigt af hvilken statistik der henvises til), der er homo- eller biseksuelle. Og dermed en del, der – ufrivilligt – ikke kan leve op til jeres mandsideal.