Kære socialdemokrater.

Jeg skriver til jer ud fra både solidaritet og bekymring. Solidaritet, fordi jeg – som jer – tilhører det reformistiske centrum-venstre. Bekymring, fordi Socialdemokratiet befinder sig i en langt dybere krise, end jeres partiledelse vil vedgå. En krise, der kan ændre selve grundtrækkene i dansk politik.

Ingen andre har som Socialdemokratiet formet det moderne Danmark. Det er ikke mindst arbejderbevægelsens fortjeneste, at Danmark i dag er et velstående samfund med mindre sociale skel end de fleste andre.

Men virkeligheden presser sig på: Selve Socialdemokratiets position som stort og samlende parti er ved at skride.

LÆS OGSÅS-kongres sender laaaangt bifald til 'gode gamle Anker'

I er gået tilbage ved hvert eneste valg siden 1998, da Nyrup opnåede 36 procent. Og lige nu er den helt gal. Staunings gamle parti står i meningsmålingerne til 18-20 procent – langt under Venstre og kun lidt over Dansk Folkeparti eller Enhedslisten på en god dag.

Et historisk lavpunkt, der burde føre til bred debat både i og uden for Socialdemokratiet.

Hvordan er det gået så galt? Lad mig starte med det aktuelle: nedturen siden valget for et år siden. Medierne gentager monotont forklaringen om ’løftebrud’, og Venstre gør alt for at holde figuren i live. Det er da også en del af forklaringen, men næppe den væsentligste.

’Løftebruddene’ kan forklare det første par procent, som Socialdemokratiet tabte i månederne efter valget. Det absolutte lavpunkt – 16 procent – indtræffer imidlertid langt senere, nemlig i forsommeren.

Og det er især knyttet til to begivenheder: skattereformen med V og K, der af mange opleves som socialt skæv. Og nok så vigtigt trepartsforhandlingerne, der kuldsejlede på grund af lønmodtagernes modstand imod at ofre en eller to fridage.

I begge tilfælde var regeringens mål at øge arbejdsudbuddet frem mod 2020. Det var derfor, S og R foretrak en skattereform med de borgerlige frem for en mere social med Enhedslisten. Og det var derfor, finansministeren droppede trepartsforhandlingerne, da Dansk Metal afviste at afskaffe fridagene.

SE TV-INDSLAG »Ny meningsmåling er et rygstød til Socialdemokratiet«

Thorning & Corydon peger med rette på, at der skal være orden i økonomien. Det ved danskerne også godt. Flertallet af LO-lønmodtagerne stemte i foråret ja til historisk smalle overenskomster – for mange ligefrem et fald i reallønnen. Problemet er, at »øget arbejdsudbud« passer til befolkningens virkelighed som en boksehandske til et blåt øje.

Undersøgelser fra TrygFonden viser, at 39 procent er eller har været berørt af arbejdsløshed hos sig selv, deres børn eller forældre. Det er denne virkelighed, ministrene taler hen over – og det opleves slet og ret som ulidelig arrogant. Det skaber billedet af en politisk kaste, som lever på en fremmed planet.

Nu siger også S-ledelsen, at »vi skal tale mere om problemerne her og nu end om 2020«. Men dén holder ikke. Hele regeringens økonomiske politik er bygget op om arbejdsudbuddet i 2020. Problemet er ikke dårlig kommunikation, men en fejlslagen politik.

Lad os grave et spadestik dybere: Hvorfor har regeringen fokus på ’arbejdsudbuddet i 2020’ og ikke på mere presserende økonomiske problemer som konkurrenceevnen, arbejdsløsheden og hvad Danmark skal leve af?

Svaret findes i Christiansborgs lukkede kredsløb mellem politikere, medier, embedsmænd og eksperter. Det stærke fokus på arbejdsudbud går tilbage til højkonjunkturen, hvor der var et reelt problem med mangel på arbejdskraft. Det var her, Arbejdsmarkedskommissionen leverede sine forslag til reformer af efterløn, dagpenge og andet.

LÆS ARTIKELHer er vores hyldest til hverdagssocialismen

Arbejdsmarkedskommissionen og dens økonomiske orakler fik imidlertid nyt liv, da statsminister Lars Løkke Rasmussen sidste år skulle legitimere forringelsen af efterlønnen og VK-regeringens 2020-plan. Økonomerne omkring Arbejdsmarkedskommissionen satte dagsordenen i den offentlige debat, og S-R-SF kørte videre i samme rille.

Også i det nye regeringsgrundlag er arbejdsudbuddet i 2020 den røde tråd, selv om vi ikke længere har mangel på arbejdskraft, men betydelig arbejdsløshed. Det passer til Finansministeriets computermodeller og Christiansborgjournalisternes vanetænkning, men er folkeligt håbløst og adresserer ikke de mest presserende økonomiske problemer under krisen.

Regeringen kan sagtens bede befolkningen om at yde ofre. De fleste kan godt se nødvendigheden af løntilbageholdenhed og skarp prioritering af offentlige udgifter, især hvis byrderne fordeles retfærdigt.

Men danskerne forventer, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder – og at byrderne er begrundet, så folk kan forstå det. Regeringens økonomiske politik lever ikke op til disse to helt afgørende kriterier.

Socialdemokraternes folkelige krise er et produkt af nye mønstre i politik.

Miljøet omkring Slotsholmen har udviklet sig til en boble, hvor politikere, embedsmænd, eksperter og journalister lever i deres egen virkelighed styret af særlige logikker.

Det gælder hele det politiske liv, men rammer med særlig styrke Socialdemokratiet, der fik styrke og næring ved dybe rødder i det danske folk.

S-KONGRES Dokumentation: Læs Thornings kongrestale

Spol filmen 15 år tilbage. Til dengang Socialdemokratiets forhold til vælgerne frem for alt blev belastet af ét spørgsmål: udlændingepolitikken. Jeg var selv Christiansborgjournalist fra 1994 til 2001 og boede samtidig på Nørrebro. Det var et til tider absurd møde mellem to forskellige virkeligheder.

På Nørrebro oplevede vi de påtrængende integrationsproblemer, som var velkendt i andre underprivilegerede bydele.

Men på Christiansborg var dagsordenen blandt politikere og journalister en helt anden, det samme var den blandt de mange eksperter, der agiterede for ’det multikulturelle samfund’. Her blev utilfredse vælgere og borgmestre betragtet som småracister, der ikke havde forstået vores storslåede multikulturelle fremtid.

Konsekvensen var et folkeligt overtryk, som i 2001 banede vej for ti års borgerlige regeringer og en uhyggelig polariseret udlændingedebat.

’Arbejdsudbuddet i 2020’ spiller samme rolle i dag som 1990’ernes forestillinger om ’det multikulturelle samfund’. Begge er verdensfjerne abstraktioner, der lyder fremsynede i en elite af politikere, mediefolk og akademiske eksperter.

Begge har en særlig fascinationskraft blandt Det Radikale Venstres storbyakademikere. Og begge støder frontalt ind i en folkelig hverdagserfaring med katastrofale følger for Socialdemokratiet.

LÆS ARTIKELKristian Madsen: Thorning skal genskabe S-begejstringen

Det er tankevækkende, at mens Socialdemokraterne på Christiansborg er skrumpet til under 20 procent, får partiet stadig 30-35 procent ved kommunalvalgene. Her er politik tættere på borgerne, og mange S-borgmestre nyder den folkelige tillid, som Thorning & Co. savner.

I sidste måned udkom Ekstra Bladet med et stort billede af statsministeren på forsiden. ’Jorden kalder Helle’, lød overskriften – foranlediget af regeringens holdning til de mange, der er ved at miste dagpengene.

Man kan sige meget om Ekstra Bladet, men de har en god fornemmelse for, hvor silden står i folkehavet. Det er lige præcis sådan, mange mennesker oplever det.

Miljøet omkring Slotsholmen har ikke forstået rækkevidden i den folkelige krise. Som foredragsholder rejser jeg meget rundt i landet og diskuterer med fagbevægelsens fodfolk og andre, der normalt stemmer centrum-venstre. Stemningen er i kulkælderen.

Der er respekt om mange af ministrenes konkrete initiativer, men skuffelse og ligefrem vrede over økonomi- og fordelingspolitikken. Der er sket en ødelæggende demobilisering af dem, som ellers taler for centrum-venstre ved kantinebordene, på lærerværelserne og ved familiefesterne.

Hvis det fortsætter som nu, fører næste valg ikke kun til en borgerlig regering – vi vil også opleve, at store grupper vender ryggen til politik.