I efteråret 2011 bestod min hverdag som humaniorastuderende i to ugentlige holdtimer.

Derudover skrev jeg bacheloropgave stort set uden vejledning eller sparring, hvilket samlet set resulterede i, at jeg var selvstuderende i 95 procent af den tid, som en normal arbejdsuge udgør.

Eftersom det fag jeg fulgte, ikke mundede ud i nogen eksamen, men kun krævede mødepligt, var alt, jeg skulle præstere i løbet af en periode på fire måneder, at aflevere en opgave på 20 sider – bacheloropgaven – og holde et enkelt mundtligt oplæg.

Helt ærligt kunne jeg snildt have læst alt det, som krævedes, holdt oplægget og skrevet opgaven på to måneder, uden at det ville have forringet kvaliteten af nogen af delene. Og det er ikke, fordi jeg er mere effektiv end andre.

DEBAT Mayday, mayday: Humaniora synker

Nej, det er, fordi der kræves alt for lidt af de humaniorastuderende, i sammenligning med hvad der forventes på landets naturvidenskabelige og sundhedsfaglige uddannelser. På papiret var jeg fuldtidsstuderende, men virkeligheden så helt anderledes ud, og at betegne det som et halvtidsstudium ville i bedste fald være en mild overdrivelse. Humanoira er en badeferie.

På baggrund af mine oplevelser i efteråret 2011 satte jeg mig for at undersøge, hvordan det kan lade sig gøre, at humaniorastuderende bliver spist af med så få timer og, ikke mindst, så få udfordringer.

Er det virkelig, fordi universiteterne mangler penge, at de ikke kan afholde eksaminer eller tilbyde bachelorvejledning af mere end en times varighed i en periode på over fire måneder? Eller bruges de såkaldte taxameterpenge på alt muligt andet end undervisning?

Jeg kunne i sidste ende konstatere, at kun cirka halvdelen af de oprindelige taxameterpenge i sidste ende kanaliseres til undervisning, og at tallet er endnu mindre, hvis man fraregner undervisningsadministration.

I forbindelse med min undersøgelse af universitetets forvaltning af taxameterpengene var jeg i dialog med humanioras dekan Ulf Hedetoft. Han mente ikke, at jeg kunne bygge en analyse på mine oplevelser i efteråret 2011.

Semestret, jeg havde udvalgt, var ifølge ham ikke repræsentativt, og min analyse havde derfor karakter af en omgang uvidenskabeligt talroderi, som jeg bestemt ikke burde lægge navn til.

LÆS OGSÅUniversitetsrektor: Masseuniversitet og eliteuniversitet kan sagtens forenes

Jeg vil fastholde, at et semester, som officielt har status af fuldtidsstudium, til hver en tid bør være repræsentativt for netop dette – et fuldtidsstudium – og at den eneste grund til, at jeg ikke kunne udarbejde en mere nøjagtig regnskabsteknisk analyse, er, at tallene ikke fremgår nogen steder, og at det af uforklarlige årsager er så vanskeligt at få indsigt i dem.

I forbindelse med at mine medstuderende og jeg har spurgt ind til, hvorfor undervisningen afvikles, som den gør, er vi utallige gange stødt på argumentet om, at man ønsker at satse på kvalitet frem for kvantitet.

Desværre har vi ikke kunnet konstatere, at de få holdtimer og forelæsninger, som bliver udbudt, er kendetegnet ved en des højere faglig kvalitet, end man kunne forvente, hvis der var flere af slagsen.

I de fleste holdtimer lader underviserne de studerende diskutere indbyrdes, hvilket sjældent munder ud i faglig dybde og abstraktion på højeste niveau, og under forelæsningerne læses der op af PowerPoint-shows.

For et stykke tid siden var det fremme i medierne, at flere sprogstuderende på humaniora ikke har nævneværdige kompetencer inden for deres sprogområder efter endt kandidatstudium. Personligt kender jeg en kandidatstuderende i spansk, hvis evner udi det spanske kan ligge på et meget lille sted. Hvem sagde kvalitet?

En anden påstand, man ofte støder på, når snakken falder på tilstandene på de humanistiske uddannelser, er, at de studerende ikke kan finde ud af at tage ansvar. I mine øjne er det at bebrejde de studerende imidlertid ikke andet end en dårlig undskyldning for ikke at prioritere at stille krav.

For uanset hvor præget vi er af 70’ernes pædagogiske idealer om ansvar for egen læring, tror jeg, de fleste af os inderst inde godt ved, at vi først for alvor lærer noget, når vi skal præstere.

Hvis ikke de medicinstuderende blev hørt i menneskets anatomi ned til mindste detalje, ville de sjovt nok heller ikke lære den.

DEBATDer er gået McDonald's i universitetet

Der er altid et bedre alternativ end at læse lektier, hvis ikke nødvendigheden er stor nok. Og det er den ikke på humaniora, hvor eksaminer er en sjældenhed, og mange af dem endda blot bedømmes som bestået/ikke-bestået.

Alt dette har man for længst forstået i USA, hvor jeg for nylig var udvekslingsstuderende. Her foregår størstedelen af eksaminerne uden hjælpemidler, underviserne står i kø for at vejlede studerende, uanset om de er førsteårsstuderende eller ph.d.er, og der er masser af skriftligt arbejde i løbet af et almindeligt semester, som der naturligvis gives både mundtlig og skriftlig respons på.

Derudover varer ferierne aldrig mere end højst to uger, hvis vi ser bort fra sommerferien på to måneder. Til sammenligning holder man på litteraturvidenskab på KU to måneders vinterferie mellem 1. og 2. semester og hele fire måneders sommerferie.

Mange nok indvende, at forskellene skyldes et større økonomisk råderum på de amerikanske universiteter.

Men tager man for det anerkendte Berkeley University, er det faktisk direkte sammenligneligt med KU, hvad angår midler og antal studerende.

Noget tyder altså på, at det, landets universiteter har brug for, er et kulturskifte snarere end flere penge.

Midlerne skal prioriteres anderledes, og masser af undervisning og vejledning skal gå hånd i hånd med høje krav, hvis vi ønsker at rette op på humanioras retmæssigt blakkede ry.