Hidtil har den indre opposition i SF undertiden betegnet som ’brokkerøvene’ af ledelsen været anset for at være dem, der medvirkede til at splitte partiet.

Med formandsvalget har visse af partiets mere kendte medlemmer i Folketinget og i Europaparlamentet markeret, at splittelsesarbejde skam ikke for dem er nogen ukendt disciplin.

Det drejer sig om Steen Gade, der i Information betegner Annette Vilhelmsens projekt som usikkert. Det usikre består angiveligt i, at der ikke er nogen klar linje i hendes udmeldinger, samt at hun mener, at Danmark bør gå forrest i EU og anerkende Palæstina som selvstændig stat.

Og så har Vilhelmsen ikke ministererfaring, når hun skal spille lige op med statsministeren og Margrethe Vestager.

Det er ikke helt nemt at hitte rede i, hvad Gade egentlig mener i sin kritik af Vilhelmsen.

Hun har ikke sagt noget, der ikke er SF-politik. Men hans udsagn emmer af mistillid til hendes politiske evne til at være formand for et regeringsparti, uagtet at hun gentagne gange har slået fast, at regeringsgrundlaget er lige så bindende for hende som for enhver anden i regeringen eller i folketingsgruppen. Det kaldes vist mistænkeliggørelse og nedvurdering.

LÆS OGSÅ Populær SF'er er rystet over Krag-fløjens angreb på Vilhelmsen

I det samme spor kører Margrete Auken, der til Politiken siger: »Det, der er bekymrende, er, om Annette er klar over, hvor svært det er, det, hun har begivet sig ud i. Og hvis hun så oven i købet bliver båret ind af en frustreret skare af folk, der har behov for at slå på SF’s etablerede ledelse og regeringen, så får hun det virkelig svært«.

Altså også en, ganske vist moderlig, bekymring for, om hun nu for alvor har forstået, hvilket forehavende hun har kastet sig ud i. Men denne gang tilsat lidt ekstra krydderi.

Vilhelmsen bæres nemlig ind af en skare frustrerede folk, der i Margrete Aukens drejebog har overdrevne forventninger til Vilhelmsens muligheder for at profilere partiet. Og så slår de på den etablerede ledelse og regeringen.

Føj da. Det kan hun nok slet ikke klare, hende damen fra Fyn.

SF-toppen har valgt en position, der er uhyggeligt velegnet til at skabe splittelse og bitterhed og fodre mere eller mindre uhildede kommentatorer med guf-guf til den dagsorden.

Og det synes desværre at være helt bevidst og efterlader unægtelig det indtryk, at partitoppen helst havde set, at der kun var én kandidat: ledelsens. Og hvis der med djævlens vold og magt skulle være to kandidater, skulle de helst mene og sige nøjagtig det samme. Så kunne man rafle om, hvem der skulle være formand.

Det er ubegribeligt, at alle de, der er så bekymrede for, om Annette Vilhelmsen nu kan klare det påståede pres fra baglandet, ikke kan forstå, at vi såmænd bare forlanger at blive taget alvorligt, når vi ønsker, at SF dels fortsat skal kunne diskutere politik med henblik på, at regeringsgrundlaget om sådan ca. et halvt år erklæres for gennemført, hvorefter der skal nye boller på suppen, dels fortsat skal videreudvikle partiets politik for at kunne bestå som politisk faktor i det danske partibillede.

Også efter næste valg.

Til det hører, at topstyringen af partiets diskussioner ophører, og at ændringer på partiets politiske kerneområder og politiske strategi forberedes åbent og på grundlag af viden og gennemtænkte holdninger.

LÆS OGSÅVilhelmsen: Jesper Petersen kører skræmmekampagne

Hvordan det så skal inddrages på regeringsplan, må bero på SF-ministrenes snilde i forhandlingerne i regeringen og landsledelsens velovervejede råd.

Alle Vilhelmsen-støtterne er helt på det rene med, at deltagelse i en flerpartiregering består i kompromiser, og at en ordentlig politisk kultur består i erkendelse af, at sådan er det jo i et demokrati.

Dybest set er det underligt, at Steen Gade, Margrete Auken, Emilie Turunen, Jane Findahl og andre ikke hilser det meget velkommen, at partiets medlemmer nu endelig langt om længe får lov til at give deres besyv med på en vedkommende måde.

Det kan jo kun være en styrke for partiet, at de forskellige opfattelser får lov til at udfolde sig, uanset hvem der vinder.