»Vores vattede velfærdssystem svigter de børn, der har allermest brug for det og fastholder dem i underklassen. Tag bare den seneste Tobiassag, hvor Tobias’ mor ikke én gang, eller to gange, men hele otte gange gik til kommunen og sagde, at hun ikke kunne finde ud af at være mor, men ingen lyttede. Det var ikke forældrene, der slog Tobias ihjel, det var kommunen«.

Ordene kommer fra 32-årige Gry Rambusch, der er opvokset i et hjem, hvor vold, alkohol og omsorgssvigt var fast del af hverdagen.

Som barn oplevede jeg selv sagsbehandlernes passivitet. Systemet hjalp mig ikke dengang og hjælper fortsat ikke underklassebørn med at bryde den negative sociale arv. Den fastholder dem. Det er faktisk værre i dag, end det var dengang«, fortsætter hun.

På trods af en elendig barndom fik hun lagt den traumatiserende opvækst bag sig og er i dag uddannet advokat med speciale i udsatte børn. I sin barndom nåede hun at gå på seks forskellige skoler og blive anbragt på to døgninstitutioner.

Hun flyttede konstant adresse, og som femårig oplevede hun, hvordan hendes mor forsøgte at slå faderen ihjel med en køkkenkniv.

Efter mordforsøget på Gry Rambuschs far blev hun kørt over til sin socialt belastede og alkoholiserede mosters hjem i et ghettokvarter, hvor hun levede under jorden i månedsvis uden nogen kontakt til omverdenen.

Først måneder senere dukkede faderen op igen. Forældrene var i mellemtiden blevet skilt, storesøsteren var blevet anbragt på døgninstitution, og moderen var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling.

Faderen havde fået forældremyndigheden, og da Gry Rambuschs nye stedmor kom ind i billedet, begyndte hendes helvede for alvor.

»Forestil dig lige, at jeg blev udsat for psykisk og fysisk vold helt frem til 9. klasse. I mere end 15 år levede jeg med volden og det enorme omsorgssvigt. Tænk, at jeg skulle tæskes og mishandles i 15 år, før nogen fra det offentlige reagerede. Jeg har selv søgt aktindsigt i min sag og ved, at der foreligger mindst 10 indberetninger om vold, om min alkoholiserede og psykisk syge mor og om svigt i mit hjem, men kommunen reagerede aldrig. Og sådan er der rigtig, rigtig mange børn, der fortsat har det i dag. Der ligger bunker af indberetninger i landets kommuner, som ikke engang er blevet læst endnu«.

Systemet er blevet værre
Faderen havde forældremyndigheden, indtil Gry Rambusch fyldte 10 år. Derefter flyttede hun hjem til sin mor, der efter fire mislykkede ægteskaber og en destrueret tilværelse ofte befandt sig på værtshuse.

Selv om Gry måtte vente 15 år med at blive anbragt, mener hun, at situationen for udsatte børn i dag er langt værre, end da hun var barn.

»Jeg sidder daglig med de her sager og ved, at sådan en som mig ikke var blevet anbragt i dag. Min sag er simpelthen ikke slem nok til en tvangsfjernelse. Dengang var det rædselsfuldt, men i dag er det blevet værre. I dag ville sådan en som mig slet ikke blive tvangsfjernet. Vi fastholder børnene i kummerlige forhold, og det gør mig rasende«.

LÆS OGSÅDe nydanske fædre har svigtet

Ligefrem værre?

»Ja, det er meget værre. Lovene er blevet lavet om 117 gange, men hvis man nærlæser dem – og det har jeg gjort – er det nøjagtig det samme, der står, bare med andre ord. Jeg blev anbragt efter bistandslovens regler – i dag hedder den bare serviceloven. Jeg har talt med mine to tidligere anbringelsessteder, og pædagogerne siger, at der sidder masser af børn hos dem, der ingen handleplaner har og aldrig er blevet hørt. Børnene aner ikke, hvad der skal ske med dem, og man kan se på Ankestyrelsens tal, at handleplanerne sejler langt mere, end de gjorde, dengang jeg blev anbragt. Retssikkerheden i det offentlige er slet ikke til stede. I samtlige af de tvangsfjernelsessager, forældremyndigheds- og samværssager, jeg har haft med at gøre, har der været et hav af sagsbehandlingsfejl. Der er også eksempler på, at forvaltningen negligerer borgeres anmodninger om aktindsigt i deres egne sager i op mod fem måneder, selv om forvaltningsloven skriver, at der skal gå 10 dage. Det er grotesk«.

Svigtende sagsbehandlere
Er det ikke for let at slå på sagsbehandlerne og kommunerne, der i forvejen er pressede på økonomien?

»Når en sagsbehandler ser på en sag med et udsat barn, er vedkommende tvunget til at tage et økonomisk hensyn; er der ikke penge nok, bliver barnet ikke anbragt. Men når man tager økonomiske hensyn på den her måde, er det ligesom at tisse i bukserne. Man tager et økonomisk hensyn lige nu og her, men på sigt koster det uendelig meget mere at lade være. Hvis man investerer i de her få år i barndommen, giver de udsatte børn et opholdssted og måske en plejefamilie og sørger for at følge op på dem, så kan de her mennesker blive til velfungerende skatteydere resten af deres liv, ligesom jeg er. På den måde er vores nuværende tilgang forfejlet, og sagsbehandlerne har ikke levet op til deres arbejde«.

DEBATTusinder ender i social katastrofe

Hvor oplever du sagsbehandlernes svigt?

»Problemet med sagsbehandlerne er, at de lider under manglende ressourcer, manglende beføjelser og manglende indsigt. De har alt for mange opgaver at løfte, og ofte er de ikke ordentligt uddannet til at håndtere disse meget personfølsomme sager. Hver sag bliver et nummer, og de glemmer, at der for hvert nummer i den enorme bunke på skrivebordet er et barn, der lige nu og her bliver vanrøgtet, mishandlet og omsorgssvigtet. Jeg havde selv den mest fraværende sagsbehandler i min barndom«.

Der var ingen hjælp at hente
Når Gry Rambusch ser tilbage på sin barndom, er det ikke kun kommunen og familien, der har svigtet, men i den grad også folkeskolen, hvor lærerne ifølge Gry Rambusch overså alle hendes råb om hjælp.

»Hvis folk siger, jeg klynker, skulle de opleve mit hjem fra femårsalderen og frem. Min stedmor opdagede, at jeg var et forfængeligt barn, så det første, hun gjorde, var at klippe mit lange hår af og smide mine kjoler ud. Hun nægtede mig mad, når det passede hende, ligesom hun nægtede mig at gå i bad. Der fandt decideret psykisk og fysisk mishandling sted, og jeg blev daglig kritiseret for alt ved min person, og på den måde fratog hun mig enhver form for selvværd og selvtillid. I dag forstår jeg, at ingen kan have været uvidende om den svære omsorgssvigt og manglende kærlighed, der fandt sted. Det blev ikke bedre, da jeg flyttede tilbage til min dybt alkoholiserede og maniodepressive mor, der selv havde brug for en mor«.

Hvordan oplevede du det?

»Hun drak hele tiden. På hverdage holdt jeg mig nogle gange vågen til klokken 5 om morgenen og ventede ved vinduet, til hun kom hjem. Hun var for fuld til at stikke nøglen i døren og væltede altid omkuld ved døren. Så jeg måtte altid ned og løfte hende op, før naboerne gik ud på tur med deres hunde. Jeg skulle opretholde facaden, selv om alle vidste, hvad der foregik. Selv da min egen mor slog mig, kunne naboen finde på at komme ind og lukke for vinduerne for at undgå, at nogen skulle høre noget«.

LÆS OGSÅ Hvor er Vestagers humanisme?

Var der ingen, der reagerede fra skolen?

»Jeg blev altid smidt uden for døren. Faktisk har jeg tilbragt hovedparten af min folkeskoletid uden for døren. De fleste lærere kaldte min mor ind til samtaler og fortalte hende, hvor dårligt jeg opførte mig. Så stak hun mig en lussing derhjemme og sagde, at jeg skulle opføre mig ordentligt. På et tidspunkt bad jeg skolen om at få lov til at besøge en skolepsykolog. Men min mor sagde nej, og lærerne makkede ret, og så gav min mor mig endnu en flad for at bede om den slags. Skolen vendte mig ryggen, og det fortsatte, selv efter at min mor begik selvmord og jeg var blevet anbragt. Jeg har gået på seks skoler og er blevet smidt ud af de to på grund af attitudeproblemer. Selvfølgelig havde jeg et attitudeproblem, når min mor lige havde begået selvmord og jeg selv var blevet tæsket igennem hele min opvækst. Hvad havde de lærere forventet?«.

Alligevel formåede du at komme videre på handelsskole og bagefter på universitetet. Du må da have haft en eller anden succesoplevelse i folkeskolen, der gjorde, at du læste videre?

»Vi fik en vikar i 9. klasse, og hun blev den første lærer, som satte sig ned og talte med mig og reelt forholdt sig til mine problemer. Jeg husker, at hun gav mig et 13-tal til terminsprøven i dansk. I 10. klasse fik jeg en dygtig lærer med både en pædagogisk, terapeutisk og psykologisk tilgang til eleverne. Han gav mig en masse støtte og protesterede over for kommunen, da man fejlagtigt forsøgte at sende mig hjemtil min far midt under et anbringelsesforløb. Det var der, at jeg fandt ud af, at vejen ud af det hul, som jeg befandt mig i, var uddannelse, uddannelse og uddannelse. Man kan sige, at jeg uddannede mig ud af underklassen«.

Udsatte børn kan blive en gevinst
Efter handelsskolen søgte Gry Rambusch ind på Aarhus Universitet for at læse jura. Hun flyttede fra Esbjerg, og fem år efter stod hun på den anden side med kandidatgraden i hånden og brugte de næste tre år på at uddanne sig til advokat.

Hun beskæftiger sig i dag med børns retssikkerhed og anbringelsesforløb, leder et advokatkontor på Nørrebro og fungerer som advokat for Huset Zornig.

Ifølge Gry Rambusch kunne systemet være langt bedre til at løfte udsatte børn ud af underklassen, end de er i dag.

»Folkeskolelærere og sagsbehandlere skal lytte meget mere til børnene fra udsatte hjem i stedet for kontinuerligt at tage et hensyn til forældrene, som de gjorde i mit tilfælde. Børnene skal høres. Det er deres ret – både ifølge de danske regler og EU’s børnekonvention. Samtlige af de tidligere anbragte, jeg kender fra min egen tid, fortæller sammenstemmende, at de aldrig har følt sig hørt i deres sag. Børn er mennesker, og børn har i særdeleshed en mening om deres tilværelse og behov. Derfor skal vi i langt højere grad lytte til dem«.

Hvilke institutionelle eller politiske ændringer skal der til for at hjælpe udsatte børn og løfte dem ud af underklassen?

»Vi skal holde op med at rykke et enkelt barn ud af en dysfunktionel familie. Når barnet er færdigt på en institution, vender det ofte hjem igen og fortsætter det samme liv. Det er en dårlig investering. Man burde ophæve, at hele børne-unge-området ligger hos små kommuner, der kan gemme sig, men derimod centralisere systemet. Samtidig burde man tage et danmarkskort og udpege ti steder, hvor der skal opbygges task forces. Der skal være nogle huse, som børnene fra den tidlige folkeskolealder lærer at kende som steder, hvor de kan henvende sig, hvis deres mor drikker, hvis de bliver mobbet, eller hvis de får tæsk. Der skal være nogle steder med et korps af kyndige mennesker, der rent faktisk kan håndtere børnene og varetage sagerne. Herfra kan man så få dem sluset ud i de behandlingsbehov, som det enkelte barn har brug for«.

Er det ikke netop det, regeringen gør med sin nye overgrebspakke til 315 millioner kroner?

»Jeg bakker op om overgrebspakken. Det er et udtryk for, at staten anerkender problemet. Men 315 millioner kroner vil lynhurtigt blive brugt, hvis der skal reageres og følges op på alle indberetninger inden 24 timer. Alene i Esbjerg Kommunen er antallet af indberetninger steget med 273 procent siden 2010. Hvis der skal reageres på alle indberetninger, vil de 315 millioner kroner alene blive brugt op i Esbjerg. Hvad med resten af landet? Vores politikere må prioritere anderledes, end de gør i dag. Nedlæg et ligegyldigt ministerium, eller hold igen med reparationen af veje. Vores børn er da langt vigtigere end en motorvej i Slagelse. Hvis vi ikke gør noget nu, vil det koste samfundet langt mere på den lange bane«.