En bombe sprang i Danmark: Selv en langtidsledig stiller krav til indholdet af et arbejde.

Det affødte kaskader af forargelse og fordømmelse. Men hvorfor egentlig?

Måske kan den indstilling, som Robert personificerer, ses som et sundhedstegn på det danske velfærdssamfunds tilstand – at vi er nået meget langt i de fælles bestræbelser på at skabe bedre og tryggere liv for stadig flere mennesker.

LÆS MERE Robert forvrænger virkeligheden

Meget er blevet skrevet og sagt i kølvandet på Roberts pludselige opstigning i det danske medielandskab.

Borgerlige politikere har været skarpe i retorikken. Jakob Engel-Schmidt fra partiet Venstre har endda kaldt Robert for en velfærdsforbryder, der lader hånt om de muligheder, som fællesskabet stiller den enkelte til rådighed.

Socialdemokraterne og SF har ligeledes været hurtige til at beskrive Roberts usolidariske sindelag.

SF’s politiske ordfører, Jesper Pedersen, skriver, at Robert har en »forbandet pligt til at komme ud af starthullerne« og bidrage aktivt til fællesskabet.

Sagen om Robert og de reaktioner, som den har affødt, kan efterlade én med indtrykket af, at den danske velfærdsmodel grundlæggende er forfejlet. Det sociale sikkerhedsnet er blevet en sovepude, hvor mennesker uden arbejde bevidst eller ubevidst kan sygne hen i passiv forsørgelse.

I det hele taget males der i disse krisetider ofte et lidet flatterende billede af det danske velfærdssamfund. Det danske velfærdssamfund, der tidligere blev besunget som humlebien, der flyver på trods, fremstår i mange udlægninger som en træt kolos i frit fald.

LÆS OGSÅDovne Robert: Hvad med dig selv, Bettina?

Dødvægten, forstår vi, udgøres bl.a. af de forvænte danskere, der kræver deres ret, før de er villige til at gøre deres pligt. I denne malstrøm af negativ fokus på velfærdssamfundets dårligdomme og enkeltindividers tilsyneladende moralske mangler er det værd at trække i håndbremsen og spørge, hvorfor forarges vi?

Her er det interessante, at fordømmelsen på tværs af det politiske spekter tager udgangspunkt i en forargelse på vegne af fællesskabet ud fra devisen om, at folk har en pligt til at bidrage.

Nu er begrebet fællesskab ikke en klokkeklar størrelse, der entydigt lader sig definere. En overordnet forståelse kunne dog være at betragte fællesskabet som summen af menneskelig social aktivitet over tid. Her kan fællesskabet ses som det fartøj, der gennem tiderne har virket til at forme moralske og etiske principper for rigtigt og forkert.

Principper, som mennesker vedvarende former, udvikler og forhandler. Det er med andre ord en etisk proces, som vi alle er en del af. Denne proces skaber hele tiden nye krav og længsler hos os som mennesker – nye krav om rettigheder og nye længsler efter respekt og anerkendelse.

Det er netop denne proces, som Robert i den seneste tid har taget del i.

Roberts ytringer og krav til indholdet af arbejde kan ses i lyset af denne proces. Robert kræver mere, fordi fællesskabet vedvarende kræver mere af Robert – og af alle os andre for den sags skyld. Fællesskabet kræver, at vi som individer er mere fleksible og mere omstillingsparate.

LÆS ARTIKELDe arbejdsløse er de nye syndere

At vi tilegner os flere kompetencer og er i stand til at tænke kreativt og selvstændigt. Det er en udvikling, som ikke kan trækkes tilbage, og det positive er, at med de nye krav, som fællesskabet frembringer, udvides horisonten også for de mulige krav, det enkelte individ kan fremstille over for fællesskabet.

Fællesskabet er en dynamisk størrelse, og det samme er vores krav og håb til det.

Robert stiller krav, fordi fællesskabets bestræbelser har gjort det muligt for Robert at stille krav. Det, at Roberts krav så ikke stemmer overens med de jobtilbud, han tidligere har modtaget, er en anden sag. Han har muligvis her hverken været opsøgende, arbejdsom eller heldig nok.

Robert står på skuldrene af alle dem, der før ham har medvirket til at forme det velfærdssamfund, som vi kender i dag, hvor principper om lige muligheder og solidaritet med svage og ulykkesramte står som centrale værdier, der er bred politisk opbakning om.

I et sådant samfund vil der altid være muligheder for, at fribyttertyper kan udnytte den tillid, som samfundets etiske principper hviler på. Men vi bør ikke betragte Robert som en fribytter, hvis eneste hensigt er at lukrere på fællesskabets tillid uden selv at bidrage.

LÆS OGSÅNu skal 'Dovne Robert' søge arbejde

Ved at stille krav til fællesskabet bidrager Robert nemlig ved at tage del i den fælles proces, der handler om vedvarende at diskutere og afgrænse hvilke krav, vi betragter som værende rimelige i vores fællesskab.

Ultimativt handler det om, hvad vi forstår ved retfærdige principper i et retfærdigt samfund.

Roberts indspark i debatten er et sundhedstegn for fællesskabet. Et tegn på, at vi gennem fælles bestræbelser har rykket os umådelig langt fra dengang, hvor den daglige kamp for den blotte overlevelse var et grundvilkår for flertallet.

I stedet for at blive forarget og fordømme Robert bør man række hånden ud og sige velkommen til det fællesskab, som han allerede er en del af, om han vil det eller ej.