En eftermiddag så jeg en kvinde, som lå og sov på fortovet foran Netto på Nørrebro.

Med alt hun ejede i en plastikpose. Eftermiddagen var en fredag, og folk var så travle med at komme først, at ingen stoppede op for at hjælpe.

Som jeg ser det, har de forbipasserende haft to undskyldninger til at suse lige forbi hende; enten handlede det om liv eller død, hvis de ikke nåede at købe vin til maden og fredagsguf til et ligegyldigt talentshow.

Eller også var det ganske enkelt bare for ubehageligt at forholde sig til en ung hjemløs, besvimet kvinde på fortovet. Og hvad der måske er mere ubehageligt – hvordan havnede hun dér?

Kvinden hed Iben, og Iben var ikke nogen kvinde, hun var blot en pige på 19 år. Hun manglede en sok, et par trusser og havde taget lidt for meget coke til morgenfesten på Vesterbro. Jeg kunne ikke selv vække hende, så jeg ringede efter hjælp.

LÆS OGSÅDerfor topper teenagere trafikkens dødsstatistik

Og nu, imens jeg sad hos hende og ventede på ambulancen, så havde folk pludselig tid til at stoppe op – for at høre, om jeg havde brug for hjælp til noget. Men det var jo ikke mig, der havde brug for hjælp.

Ambulancen kom. De fik hende vækket, og de to mænd spurgte, hvor hendes forældre var. »De vil ikke snakke med mig«, svarer hun, og smerten var altoverskyggende, »eller, min far ville gerne – indtil han drak sig ihjel sidste år«.

Her tror jeg årsagen til, at Iben tager til lidt for mange morgenfester, findes. En måned før den eftermiddag døde min egen far af samme årsag, og nu stod jeg med hjemløse Iben – på samme alder som jeg – og vi var ligebyrdigt et åbent, pulserende sår.

Jeg tror Iben og jeg langt hen ad vejen har betalt en høj pris for andres valg og for andres fejl.

Som barn i en misbrugsfamilie lever man med en ensomhed, der er total, med svigt og traumer, som alt sammen mærker én for livet. Alt sammen uden at vi fik mulighed for at vælge fra eller til. Ligeledes har Iben ikke selv valgt at ligge foran Netto i en alder af 19 år.

Alene det at vi har hjemløse teenagere i Danmark, er forfærdeligt, men er en konsekvens af et samfund, som glemmer sine mest sårbare – børnene.

I en tid hvor vi alle bider negle over holdbarheden i dansk økonomi og den danske models overlevelse, er det måske også tid til at tage spadestikket dybere og få brudt nogle tabuer.

Som f.eks. det tabu, at der i Danmark ifølge Sundhedsstyrelsen er 181.000 mellem 19 og 35 år, der kommer fra en alkoholiseret familie, som Iben og jeg. Det er 181.000 for meget! Og ligeledes det tabu, at det er med depressioner, PTSD, tvangstanker, spiseforstyrrelser og misbrug som følge.

Det er altså 181.000 unge, som er overladt til sig selv, men som det forventes skal tage sig en uddannelse, tage del i det danske arbejdsmarked og redde den danske velfærd.

Det er paradoksalt, at det så er de fulde forældre – dem som har forvoldt skaden på sig selv og de pårørende – som ved lov har ret til behandling inden for 14 dage, imens børnene ingen ret eller garanti har.

LÆS MERESyv ud af ti ungdomsuddannelser holder baren åben for alle elever

Det er ganske enkelt forkert prioritering, at staten hvert år bruger milliarder af kroner på misbrugere, hvor langt størstedelen falder i igen.

Jeg er vokset op i Udkantsdanmark i en familie med alkoholmisbrug og en voldelig far. Forskellen mellem Iben og mig er, at jeg var heldig. Jeg startede for et par år siden i Tuba, Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere.

Deres hjælp har været altafgørende for, hvor jeg er i dag. Var det ikke for dem, lå jeg nok også foran en Netto i Sønderjylland. For når min verden falder sammen og livet ikke føles det værd, så har jeg et fællesskab i Tuba.

Et fællesskab med mennesker, der lige præcis ved, hvor min kamp står, og hvor hård den er at kæmpe – et fællesskab, hvor der er voksne, som giver mig den opmærksomhed, alle vi børn har gået og hungret efter.

I dag er jeg økonomistuderende på Københavns Universitet, jeg fungerer socialt, er sågar politisk aktiv og har en hverdag, der hænger sammen, på trods af en traumatisk barndom. Alt fordi jeg som 17-årig tilfældigvis så en plakat fra Tuba. Så jeg har været utrolig heldig.

Derfor er det foruroligende, at Tuba pga. stramme budgetter nu er lukningstruet i mange kommuner, som man kunne læse i Politiken (23.9.). Tuba er det eneste eksterne private tilbud, som disse unge har, men organisationen har kun en kapacitet på 820 unge på landsplan.

Derfor skal der rettes en massiv kritik mod alle partier i Folketinget for ikke at vise modet til at sikre Tuba’s overlevelse i finansloven. At parkere Tuba i satspuljen og så forvente, at kommunerne selv løfter opgaven, er ingen holdbar løsning.

Og dertil skal yderligere en kritik rettes mod kommunerne for faktisk ikke at prioritere disse børn i de kommunale budgetter, som forhandles lige nu.

Det kan godt være, I siger, I har kommunale tilbud målrettet de 181.000 unge, men de lever jo tydeligvis ikke op til deres formål, ellers ville Tuba ikke opleve flere års lange ventelister.

DEBATGymnasieelever: Vi må ændre de unges alkoholkultur

Og til sidst og bestemt ikke mindst en massiv kritik af den generelle standard i medierne – jeg bliver så forarget over, at imens vi befinder os i en krisetid, finder I det mere vigtigt at tale om formandsvalg, hertugindebryster og om, hvorvidt statsministerens mand er homoseksuel, end at tage debatten om de strukturelle og reelle problemer, vi faktisk har.

Hvis et tabu skal brydes, skal indsatsen ske fra alle sider og platforme i samfundet. Men I har travlt med at stemple Karina, Robert og Mette som tabere – men dem, som helt sikkert taber på jeres heksejagt, er de usynlige børn og det, som Lisbeth Zornig Andersen kalder Underdanmark.

De børn, der bliver sat på Jorden uden en ærlig chance for at klare sig godt, uden hjælp fra omverdenen. I alle svigter hvert femte barn, som vokser op i en familie med misbrug.

Alt imens i naivt lukker øjnene for det evidensbaserede faktum, at det bliver en dyr regning at betale på længere sigt – både for samfundsøkonomien og den enkeltes skæbne. Hvis I virkelig vil dette samfunds overlevelse, så stop med at være tøsedrenge, og begynd i stedet at tale om de ting, der er ubehagelige, og bryd de tabuer, vi lider under.

Det kan diskuteres, om alkoholikeren har et valg, når det kommer til hans misbrug. Jeg mener, at langt de fleste blot er et resultat af det miljø, de selv kommer fra, og af mange årtiers forfejlet socialpolitik – det gælder både mine forældre og Iben.

Faktum er, at børnene bestemt intet valg har haft og ingen lovmæssig ret har. Derfor er der brug for, at vi styrker indsatsen for en så nedprioriteret gruppe unge, uafhængigt af den hjælp der tilbydes deres forældre. Såsom Tuba.

Ingen skal vokse op med fulde forældre – og hvis de gør, skal de have ret til hjælp!