Kan du nøjes med fem minutter hos din egen læge?

Vil det være i orden at skulle have næste blodprøve taget på sygehuset?

Vil du prioritere faste tider til kontrol af din kroniske sygdom, eller vil du prioritere lettere tilgængelighed, når du føler, du har brug for råd eller vejledning hos lægen?

Tre simple spørgsmål, som kan blive vigtige inden for nærmeste fremtid.

Tiden nærmer sig, hvor regionerne og de praktiserende læger skal forhandle en ny aftale om, hvordan man yder den bedste service for patienterne inden for den økonomiske ramme, regionerne vælger at udstikke.

Sidste aftale resulterede i en løsning, hvor regionernes primære fokus var at etablere en mulighed for økonomisk regulering af de praktiserende læger. Tanken om, at samfundets administratorer søger det billigste og samtidig bedst mulige tilbud for borgerne, kan hverken de praktiserende læger eller borgerne være uenige i.

En helt igennem reel og fornuftig målsætning for en offentlig instans. Hvad det betyder ude i det virkelige liv, og om vi som borgere kan leve med det, er dog en overvejelse værd.

For ikke mange år siden var forebyggelse det store tema for regionerne. Samfundsøkonomisk kan det give god mening at forebygge sygdomme, da syge borgere kan koste skatteborgerne flere penge end raske.

Store kampagner blev rullet ud i offentligheden, hvor alle skulle kende deres blodtryk, samtidig med at kolesteroltal, kost, rygning, alkohol og motion på recept var på dagsordenen.

De praktiserende læger deltog engageret i dette arbejde, trods den øgede arbejdsmængde det medførte. For at kunne honorere regionernes ønske om øget fokus på forebyggelse blev mange arbejdsgange omlagt, og der blev i større stil ansat sygeplejersker, som kunne hjælpe med at løfte den øgede arbejdsbyrde.

Så kom kommunalreformen og satte en stopklods for den forebyggende indsats hos de praktiserende læger. Forebyggelsen skulle nu ikke længere foregå, hvor patienten blev mødt af egen læge, men derimod i kommunalt regi.

De kommunale indsatser blev dog først og fremmest skræddersyet til borgere med kroniske sygdomme såsom sukkersyge, rygerlunger og hjertesvigt.

Forebyggelsen af sygdom med udgangspunkt i risikofaktorer blev således nedprioriteret.

Med denne kraftige nedprioritering af forebyggelse har de praktiserende læger måttet opsige flere sygeplejersker og tager sig nu mere af diagnosticering og kontroller af de kronisk syge.

LÆS OGSÅLægen tager ikke telefonen, når borgerne ringer

Mange praktiserende læger advarede allerede ved sidste overenskomstforhandling imod de forringelser, som denne aftale ville medføre. Heriblandt det faktum, at konsekvensen af en fast økonomisk ramme for aktivitet hos de praktiserende læger kunne betyde, at opgaver, som hidtil blev løst hos de praktiserende læger, fremover måtte overgå til andre aktører eller slet ikke ville blive udført.

Hvorfor nu denne bekymring?

Tidligere var de praktiserende læger i stand til i stor udstrækning at overtage omkostningstunge funktioner fra dyrere niveauer i sundhedsvæsenet, typisk sygehusene.

Vi kunne ofte tilbyde at overtage patientkontroller af en bred vifte af sygdomme til en betydelig samfundsmæssig besparelse. Man sparede på den måde penge i sygehussektoren mod en mindre merudgift i praksissektoren, uden at det gik ud over kvaliteten.

Den rolle blev ved sidste overenskomst i 2011 udfordret ved regionens ønske om at fastsætte et loft over, hvor mange konsultationer der må være hos de praktiserende læger. På den måde blev de praktiserende læger nødt til at prioritere, hvad de kunne tilbyde patienterne.

Riget fattes penge, og der skal derfor spares på sundhedsudgifterne. I de forestående overenskomstforhandlinger er der lagt op til yderligere nedskæringer af udgifterne til de praktiserende læger.

Giver det nu mening at ville spare på udgifterne hos de praktiserende læger, hvor der arbejdes billigt og effektivt, og hvor patienten er kendt både med hensyn til ressourcer og livshistorie?

Kunne det tænkes, at hvis opgaverne i fremtiden ikke blev udført hos de praktiserende læger, ville konsekvensen blive flere og dyrere ambulante hospitalskontroller? Eller kunne opgaverne på lang sigt blive endnu dyrere for samfundet, hvis de slet ikke blev udført?

Her er det vigtigt at minde om, at 90 procent af alle henvendelser håndteres og afsluttes hos de praktiserende læger uden at belaste andre dele af sundhedssystemet.

Fortiden har vist, at de praktiserende læger er fleksible mht. at påtage sig skiftende arbejdsopgaver. Vi vil gerne tilpasse vores arbejdspladser, så vi kan løfte flere opgaver fra sygehusene.

Hvis de praktiserende læger skal påtage sig flere opgaver, kan det selvfølgelig ikke lade sig gøre ved at fastfryse udgifterne.

Mere aktivitet koster, men det er stadig en mindre samlet udgift for os alle, end hvis aktiviteterne skulle udføres på sygehusene.

Det er dog også værd at tænke på, at det i sidste ende er dig, der er med til at bestemme niveauet for det tilbud, du ønsker at modtage, når du henvender dig til din læge.

De praktiserende lægers tilbud til dig er naturligvis en direkte afspejling af de muligheder, der stilles til rådighed fra regionen.

Presses de praktiserende læger til at yde mere inden for den samme ramme, tvinges de til prioritering og en effektiviseringsproces. En proces, som i en produktionsvirksomhed nogle gange kan løses ved indkøb af smartere maskineri eller optimering af arbejdsprocesser, som i nogen grad er forudsigelige og dermed styrbare.

Virkeligheden hos de praktiserende læger er din virkelighed og dine behov. Vi tilbyder at lytte til de bekymringer og symptomer, du har brug for at drøfte den pågældende dag, og bekymringer og symptomer er vanskelige at forudsige.

De fleste patienter forventer, at den praktiserende læge lytter til dem og bidrager til en løsning.

I de fleste lægehuse afsættes der per patient ca. 15 minutter. Inden for den ramme skal der være tid til at lytte, vejlede og efterfølgende dokumentere samtalen i journalen. Prøv derfor at overveje følgende:

Hvis rammen fortsat er fastfrosset, og din læge udfordres med flere opgaver, der skal løses på samme tid, vil du så i fremtiden være villig til at nøjes med kortere konsultationer, også når du kommer med stress, bekymringer, ondt i ryggen eller feber?

Prøv at tage tid, næste gang du er hos lægen, så vil du måske opleve, at det i forvejen føles i underkanten af den tid, du kunne have tænkt dig at tale med lægen?

Hvis din læge tvinges til at prioritere, ville det så være i orden, at du i højere grad skulle have lavet test, blodprøver eller ambulante kontroller på sygehuset efter dine besøg hos din egen læge, eller er det bedre for dig at kunne få undersøgt så meget som muligt ved din egen læge.

De praktiserende læger beder derfor denne gang om, at patienterne giver deres mening og ønsker om serviceniveau til kende over for regionen.

Fortæl gerne os og regionerne, hvad det er, du ønsker, og hvad du eventuelt finder overflødigt.

LÆS OGSÅHovedstads-hospital lod unge læger uddanne sig selv

Vi medvirker således gerne til en drøftelse af, hvilke opgaver der skal nedprioriteres eller eventuelt slet ikke løses længere.

Vi medvirker derimod ikke til at bevare en illusion om, at vi kan bevare det aktuelle serviceniveau over for patienterne, hvis regionerne igen fokuserer på kortsigtede besparelser hos de praktiserende læger.

Vi mener, at regionerne i stedet bør anskue sundhedssystemet under et og derved inddrage de mange samlede besparelser, de praktiserende læger kan tilbyde.

Vi ønsker klar besked og langsigtede løsninger!

Kære regionspolitikere og patienter: Hvilke opgaver skal vi fravælge, så vi samtidig kan bevare den nuværende kvalitet i service og behandling, eller skal vi i højere grad tænke sundhedsydelserne ind i en større sammenhæng?