På tirsdag begynder den nye sæson af Detektor på DR2.

Endnu en gang vil alverdens udsagn af især landets politikere blive udsat for granskning af programmets journalister, inden det til sidst vil få påduttet prædikatet sandt eller falsk.

Det har ikke skortet på ros til Detektor, siden det først rullede over tv-skærmen efter tidligere at have levet en skyggetilværelse på P1.

Ja, vi har endda oplevet, at en minister i en livedebat på tv påkaldte sig programmet for at tjekke modstanderens argumenter, hvor det dog siden viste sig, at det var ministeren, der tog fejl.

Internationale priser er det skam også blevet til for Detektor.

LÆS OGSÅ BBC-chef: DR's radiopriser er intet værd

Også selv om der er meget, der tyder på, at man skal gøre sig ualmindeligt umage for ikke at vinde i en af de konkurrencer, hvor programmet vandt. Men trods ros og priser er det vigtigt ikke at lade sig forblænde af Detektor.

For Detektor – sammen med de faktatjek, som vi snart finder i alle de landsdækkende aviser – er i virkeligheden et krisetegn og et udtryk for, hvor skidt det står til hos den journalistiske stand i Danmark.

Fordi de politiske journalister hellere vil tale om taktik og strategi og gætte sig frem til de forskellige politikeres motiver for at sige, hvad de nu siger, er den kritiske journalistisk blevet reduceret til disse faktatjek, hvor vi kan se, om det, som politikerne siger, nu også er sandt eller falskt.

Her er objektivitetskravet forvekslet med et neutralitetskrav, som ikke gør os mere oplyste, men som fører til en sort/hvid verden, hvor alt skal kune opstilles som rigtigt eller forkert.

Det kom blandt andet til udtryk i Detektors sidste program før sommerferien, hvor det især handlede om en udtalelse fra Liberal Alliances Ole Birk Olesen om, at registreringsafgiften på biler giver staten et overskud på 33 milliarder kroner.

Udsagnet blev med Ole Birk Olesens egen medvirken erklæret sandt, mens det, der virkelig kunne have gjort faktatjekket og interviewet relevant, nemlig et forsøg på at sætte det ind i en større kritisk kontekst, udeblev.

LÆS ARTIKELLider 200.000 af stresssygdomme?

Resultatet blev, at alle kunne smile pænt, og vi seerne blev snydt for de kritiske spørgsmål, som Ole Birk Olesens udsagn burde have ført til.

Hvor forrykte disse faktatjek nu engang er, blev tydeligt under valgkampen sidste år, hvor det to dage før valget blev en historie i sig selv, hvilke politikere, der havde klaret sig dårligst i de forskellige faktatjek.

Taberen var Villy Søvndal, der blandt andet havde begået den dødssynd at sige, at boligmarkedet var »gået fuldstændig i stå«.

Det udsagn blev selvfølgeligt erklæret falskt, fordi der jo stadig blev solgt huse rundt om i det ganske land.

Men at Villy Søvndal her benyttede sig af billedsprog, og selvfølgelig ikke mente det bogstaveligt, hvad enhver idiot på nær faktatjekkerne selvfølgelig forstod, blev fuldstændig overtrumfet i jagten på at erklære udsagnet falsk.

Dette tåbelige faktatjek blev dermed et væsentligt element i valgkampens kritiske journalistisk og kom til at taksere højere end de politiske modsætninger, der faktisk var der, men som forsvandt som dug for solen, fordi det partout skulle undersøges, om boligmarkedet nu også var gået fuldstændig i stå, eller hvad det nu var.

LÆS MERE Søvndal dumper i alle faktatjek

Faktatjekkenes nødvendighed skyldes, at den politiske journalistisk er reduceret til det, som forfatteren Carsten Jensen har karakteriseret som »den institutionaliserede magtesløshed«, hvor journalisterne er nyttige idioter, der enten selv har været spindoktorer eller håber, at de engang vil blive det.

Det fordrer ikke den kritiske og dybdeborende journalistik, og som vi ser i præsidentvalgkampen i USA bliver disse faktatjek, som for fire år siden ellers havde en vis betydning ved valget, stort set ignoreret som en del af det fænomen, der nu kaldes postfaktuel politik.

Så når Detektor ruller over skærmen på tirsdag, er der god grund til at være på vagt.

For der er ikke blot tale om et politisk quizprogram, hvor svaret enten er sandt eller flask, men et billede på krisen i den politiske journalistisk.

Og hvis vi vurderer programmet og de øvrige faktatjek med de briller på, så ser det temmelig skidt ud for den dialog, der er livsnerven i ethvert demokrati.