Tak til Nanna Westerby, Simon Tøgern, Peter Hummelgaard Thomsen, Gry Möger Poulsen og Lars Olsen for en engageret Kronik (13.10.).

Det er meget opmuntrende, at der allerede nu viser sig kræfter i regeringens eget bagland, der sætter spørgsmålstegn ved væsentlige dele af den førte politik og forsøger at tegne billedet af en bedre vej.

LÆS KRONIKVenstrepopulisme, ja tak!

Det er en nødvendig diskussion, der skal føres bredt på venstrefløjen og i fagbevægelsen, og det er ikke for tidligt at starte den, hvis det skal lykkes at påvirke regeringen i retning af en mere solidarisk politik.

Det er også nødvendigt, hvis vi ved de kommende valg skal sikre en langt bedre sammensætning af Folketing og kommunalbestyrelser, hvor vi begrænser og helst fratager ’de blå’, inklusive de radikale, den styrke, de har i dag.

De fem kommer også med en række gode bud, som Enhedslisten kun kan nikke ja til, alene af den grund, at det er noget vi selv har fremført i mange år:

Kontrol med finansmarkedet, Danmark som produktionsland, omfordeling af skattebyrden, et langt større sats på erhvervsuddannelse og voksen- og efteruddannelse, demokrati på arbejdspladsen – for at nævne centrale elementer i den platform, som de fem ridser op.

Men hvori består så den »venstrepopulisme«, som forfatterne bekender sig til, men som jeg frygter, de ikke er helt åbne og ærlige omkring?

Jeg frygter, at den gemmer sig i det, de ikke siger noget om.

Der er klar kritik af regeringens manglende vilje til at skabe kontrol med finansmarkederne, af den begrænsede jobskabelse, som stort set begrænser sig til fremrykning af nogle offentlige investeringer (retfærdigvis bør det dog tilføjes, at der på energiområdet er nogle gode, om end også her for begrænsede forsøg på at skabe de nødvendige grønne job).

Der er også kritik af regeringens skattepolitik, som jo trækker i den modsatte retning af forfatternes ønske om at få de rige og velstillede til at aflevere en større del af deres øgede indtægter til fællesskabet.

Sidst, men ikke mindst er der en klar afstandtagen til regeringens tilslutning til VKO’s og de radikales efterløns- og dagpengeforlig. En stor tak for påpegningen af, at nutidens unge får en senere pensionsalder end deres forældre!

Man kunne have forventet, at der var en tilsvarende klar kritik af den anden side af regeringens skatteforlig med højrefløjen, nemlig den kendsgerning at 900.000 arbejdsløse, førtids- og folkepensionister, langtidssyge m.fl. får lov at betale hovedparten af skattelettelserne til dem, der er i arbejde, gennem en drastisk nedregulering af overførselsindkomsterne.

LÆS OGSÅEnhedslisten glæder sig over SF-melding om kontanthjælp

Det er tankevækkende, at forfatterne, der vil tegne en progressiv platform for centrum-venstre, ikke tager fat i de rigtig gode dele af regeringsgrundlaget, som f.eks. målsætningen om at mindske ulighed og fattigdom.

Her kunne man som ’venstrepopulist’ vel nok komme med nogle forslag til at fremme denne målsætning, som f.eks. at afskaffe flere af de ydelser, der fastholder folk i fattigdom (den lave ungeydelse, brøkpension og diverse regler om ’gensidig forsørgelsespligt’).

Man kunne vel også med rette stille spørgsmål til, om regeringens generelle økonomiske politik er i overensstemmelse med den flotte målsætning, og til det svar, som regeringen selv giver, nemlig, at det er den ikke!

På side 9 i regeringsgrundlaget står det kun alt for tydeligt:

»Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler herunder tilbagetrækningsreformen«.

Hvorfor forholder forfatterne sig ikke til, at den såkaldte centrum-venstre-regerings økonomiske politik i alt væsentligt er en videreførelse af den liberalistiske nedskærings- , uligheds- og fattigdomsskabende politik, som VKO har stået for gennem de sidste 10 år?

En politik, der jo også udfoldes i fuldt flor samme sted i regeringsgrundlaget, hvor man ikke engang skammer sig over, at det egentlige formål med de mange reformer af dagpenge, efterløn, førtidspension, fleksjob, kontanthjælp, sygedagpenge, SU m.m. er at »øge arbejdsudbuddet«. – Det vil sige øge konkurrencen mellem lønmodtagerne, så man sikrer at lønningerne presses ned – den eneste kriseløsning, finanskapitalen, diverse eksperter og politikere, der vil administrere det bestående, kan forestille sig.

Hvorfor forholder de fem ’venstrepopulister’ sig ikke til det, og til den kendsgerning, at disse to linjer i regeringsgrundlaget er den afgørende forhindring for, at deres egne på mange måder udmærkede visioner kan realiseres?

Det skulle vel ikke være, fordi de har besluttet sig for ikke at udfordre magten på dette kernespørgsmål, men i stedet lægger op til et forsøg på at »omfordele« inden for de af regeringen udstukne rammer for »økonomisk ansvarlighed«, der kan berolige finansmarkederne.

Jeg frygter, at det er tankegangen. Når jeg kombinerer fraværet af kritik af regeringens asociale reformer med den afsluttende retorik om »forankringen i det arbejdende Danmark«, er jeg bange for, at det sidste skal tages vældig bogstaveligt.

LÆS OGSÅForsker: Rokade vil ikke vende bøtten for regeringen

Man vil kun føre politik for dem, som er så heldige at have et arbejde, dog undtaget de a-kasse- og efterlønsforsikrede.

Der er i hvert fald ingen erklærede ambitioner om at forbedre vilkårene for de mange andre hundredtusinder uden for arbejdsmarkedet, der af regeringen er udset til at bære en stor del af regningen for krisen.

Det er en alvorlig fejl, ikke kun fordi det er asocialt, men fordi det modarbejder vores fælles ønske om at styrke ’det arbejdende Danmark’.

Den største trussel mod sammenholdet i arbejderklassen i disse år er regeringens systematiske forsøg på at »øge arbejdsudbuddet« gennem en stribe reformer, der gør det sværere og sværere at overleve uden for arbejdsmarkedet.

Jeg håber, jeg tager fejl. Jeg håber ikke, at selvudnævnelsen til venstrepopulist skal tages så bogstaveligt, at man kun vil lave politik for de ’leverpostejsmadsmørende’, der er så heldige at have et arbejde.