Om få måneder må tusindvis af danskere i rad og række forlade andegården, fordi det blev sådan besluttet ved en regeringsaftale højt oppe i et fjernt tårn for et års tid siden.

Som grimme ællinger vil de blive kommanderet uden for fællesskabet – væk, dur ikke.

Blandt rigets langt mere velaflagte borgere fornemmer man luftningen af et skuldertræk under pudderkvasten:

Joooh – selvfølgelig må det da være lidt ubehageligt for de udstødte – og deres familier – men de magtede ikke at tage ansvaret i tide. Har man kendt magen!

I regeringen nævnes Radikale Venstre som det parti, der især holder fast ved historiens onde og uundgåelige pointe – at de udstødte ligger, som de selv har redt – for de mange tusinde dagpengemodtagere havde deres chance, om end den blev halveret undervejs.

Sådan går det nogle gange.

LÆS OGSÅVestager løber fra dagpengeløfte

Min oldefar var blandt de stædige grundlæggere af Margrethe Vestagers og Marianne Jelveds parti i 1905 – og var som sådan med til at støbe fundamentet for velfærdsstaten – for det kunne socialdemokraterne ikke have klaret alene.

Han sloges for det, der var ham dyrebart i de år, og som på mange måder også er vores lands fælles historie: fornemmelsen for de yderst placerede, dem, som af en eller anden grund er blevet smidt uden for portene.

I de seneste uger synes hans arvtagere at have mistet al den indlevelse – og al den fornuft – der i den unikke kombination har været vores lands kerneekspertise i mere end 100 år, og som alverdens nye globale mastodonter, selv mægtige Kina, ikke er i nærheden af at eftergøre os, selv om de uden tvivl gerne ville.

Vores hemmelighed: at vi samler hinanden op. Nogle kalder det, med en lidt mere moderigtig og produktiv betegnelse, ’den danske model’.

Faktisk lever vi i et land, som jeg tror har overlevet – og stadig overlever – fordi vi i over 100 år har haft fornemmelsen for det, der er den dybeste kerne i vores gamle nationaldigters mest elskede eventyr, ’Den grimme ælling’, ’Tommelise’, ’Nattergalen’, ’Den lille pige med svovlstikkerne’ og utallige andre, som har været godnatlæsning for generationer.

LÆS OGSÅDe Radikales reformiver kan udvikle sig til dumstædighed

Den fornemmelse, tror jeg, er et folkeligt træk, som bemærkes langt ude i verden, også efter et årti med nogle gungrende politikeres trang til at rasle med imaginære sabler og markere en særlig form for utilgængelig danskhed.

Hvis min gamle oldefar havde levet, ved jeg præcist, hvad han ville have sagt til sit gamle parti:

Så vågn dog op – og se jer omkring – og luk portene op!

Han var bare en ganske lille smule kolerisk. Det ved jeg, fordi jeg har alle hans gamle papirer og avisartikler liggende i en papkasse, både hans og de andre grundlæggeres, hans breve og artikler (blandt andet fra denne avis, den gamle radikale) og en stak dagbøger fra det tugthus, hvor han engang sad længe i kachotten efter et sammenstød med folk, der var lige så fine og magtfulde som de radikale ministre i dag.

Tegning:  Per Marquard Otzen

Den nye regering blev valgt, fordi den – for ikke så længe siden – bandt os en langt smukkere fortælling på ærmet, der minder om hans: historien om en vis tryghed, en fornemmelse for danskernes hverdag, og ikke mindst, som jeg opfattede det, løftet om godt gammeldags kampmod, når det virkelig gjaldt.

Og det gælder jo nu. At vi ikke lader nogen stå udenfor, hvis vi kan undgå det, og da slet ikke, når fornuften samtidig er gået fløjten, fordi slutpointen vil drive alle os andre så langt tilbage i andegården, det overhovedet er muligt – af skræk for de følger, vi nu ser.

Vi vil dukke os og holde på os selv, fordi vi tydeligt forstår, at vi kan blive de næste. Væk og ud.

LÆS OGSÅFOA-formand: Regeringen vil ikke genvælges

Gennem to årtier har Radikale Venstre formået at forestille sig ulykken blandt de ramte familier på landets flygtningecentre, en af partiets stædigste mærkesager. Hvor er den følelse nu?

Der synes ikke at være skyggen af den noget sted.

I den aktuelle situation er der også børn, der går ned med flaget, fordi de mærker deres forældres frygt for fremtiden, i de her familier er der også en vrede, der rettes helt uretmæssigt mod omgivelserne og mod børnene – ligesom på centrene – og den samme fortvivlelse og forbandede bekymring, der omfatter alt, og alle timer.

Hvorfor rummer Radikale Venstre ikke den indlevelse, i denne situation – det er mig en gåde.

Min oldefar var alt for prosaisk til store besværgelser, men det er jeg ikke, så husk, kære arvtagere af hans gamle parti, at i eventyrene går det altid gruelig galt for dem, der svigter i sidste ende. Sådan er det.

Omvendt kan det selvfølgelig være lige meget, hvis det eneste, der i dag holder hans parti i live, er en flad og ufølsom finanstænkning – og ikke spor andet.

Så håber jeg, at vi er mange, der forlader det parti, der ikke findes længere – som var engang.