For nylig blev en ammende kvinde afvist på en restaurant i Tivoli med ordene: »Det kan du godt pakke væk, det der«.

Kvinden skrev om sin oplevelse, hvilket affødte en debat for og imod amning i det offentlige rum.

LÆS MERETivoli-restaurant smed ammende kvinde ud

Debatten er præget af skarpe holdninger, og der opstår hurtigt en polarisering, hvor fortalerne taler om »det naturlige og smukke« i at amme sine børn, og modstanderne mener det er »ulækkert og uappetitligt«.

Jeg finder det interessant, at diskussionen hurtigt bliver så følelsesladet, for hvad er det egentlig, det drejer sig om her? Hvad handler amning om, og hvad indebærer det?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at spædbørn udelukkende ammes de første 6 måneder og derefter får varieret kost suppleret af amning op til 1 år eller længere. Denne anbefaling er bygget på videnskabelige undersøgelser af barnets behov for ernæring, sammenholdt med modermælkens sammensætning.

Fordelene ved amning skal ikke uddybes her, det skal blot nævnes, at anbefalingen om amning er et stort sundhedsfremmende initiativ, da amning beviseligt har positiv forebyggende effekt på allergi, fedme, diabetes og infektionssygdomme samt bedrer barnets sundhed og overlevelse (Sundhedsstyrelsen 2006: ’Håndbog i vellykket amning’).

Det er således i samfundets interesse, at flest muligt ammer efter anbefalingerne, da det giver den bedste forudsætning for sunde børn, som dermed belaster sundhedsvæsenet mindst muligt.

Hvad indebærer det så at amme fuldt ud? Kan det planlægges, så man undgår at skulle amme på offentlige steder, når nu det åbenbart er blevet så kontroversielt i dagens Danmark? Nuvel, lad os tænke tanken til ende.

LÆS MERE Ekspert: Bortvisning af ammende kvinde i Tivoli-restaurant var ulovlig

Her er lidt fakta om en hverdag med et ammende spædbarn: En baby spiser mellem 8 og 12 gange i døgnet, med et uforudsigeligt interval imellem. Nogle gange går der tre til fire timer, andre gange kun en enkelt.

Ofte vil barnet spise hyppigt i vækstperioder eller hen imod 6-måneders alderen, da behovet for mad er stort. Et sundt spædbarn, der føler sult, vil give udtryk for det, som regel med små tegn først, og ellers med højlydt skrigen, indtil maden serveres.

Der kan være perioder, måske endda uger i et ammeforløb, hvor babyen har en fast rytme, og det derfor nogenlunde kan times, så man når ud og hjem i et ærinde inden næste amning.

Disse perioder er dog som regel forbigående, og uanset hvor fast rytmen er, kan man ud fra ovenstående hurtigt lave det regnestykke, at nogen lang udflugt kan det ikke blive til, når der også skal afses tid til bleskift, indpakning i overtøj for mor og barn samt transport.

Og det meste af tiden må man som ammende mor indstille sig på at stille brysterne til rådighed når som helst og hvor som helst døgnet igennem.

Men kunne en baby ikke lige så godt »få stukket en flaske«, som en af debattørerne foreslår? Kunne moderen eventuelt malke mælk ud og dermed tilbyde barnet en flaske i det offentlige rum, hvis det var mere socialt acceptabelt? Faktisk ikke.

Det kræver tillæring for et spædbarn at sutte fra en flaske, da det er en helt anden teknik, og dertil er det en kendt sag, at man risikerer, at barnet efterfølgende afviser brystet, og man dermed har ødelagt amningen.

Endelig må vi konstatere, at vi bor i et land, hvor det i mindst to tredjedele af året er for koldt til, at kvinden kan sidde udenfor og amme, hvorved der kun er udskænkningssteder at ty til, hvis sulten melder sig uden for hjemmet.

Der er altså to udveje, hvis kvinden gerne vil følge Sundhedsstyrelsens anbefaling om amning og ikke skal risikere at støde nogen ved at gøre det offentligt. Enten går hun kun ud, når babyen sover, med fare for at skulle skynde sig hjem med en storskrigende og sulten baby, fordi den vågnede efter et kvarter og ikke den time, hun havde håbet på.

Eller også går hun slet ikke ud af huset i det halve år, hvor hun fuld-ammer, eller i de følgende 2-3 måneder, hvor hun er ved at vænne barnet til at spise anden mad end modermælk, men stadig må påregne supplerende amning efter og imellem måltiderne.

Ingen af disse alternativer virker specielt tillokkende eller praktisk mulige i en moderne børnefamilie.

Men hvad er løsningen så? Skal vi have flashmobs af ammende mødre, der demonstrativt sætter sig med brysterne fremme de steder, hvor en medsøster er blevet afvist tidligere, som nogle af fortalerne mener?

Skal vi indrette særlige aflukkede rum, hvor kvinder kan sætte sig ind (i malkebåse?) og amme, skjult for forurettede blikke?

Eller skal vi hellere tilstræbe, at amning i det offentlige rum ikke er et politisk statement eller en arena for afprøvning af forskellige blufærdighedsgrænser og livsanskuelser, men blot en praktisk nødvendighed og en naturlig følge af Sundhedsstyrelsens egen anbefaling?

SKRIVSkal der være regler for amning i det offentlige rum?

Det kunne være interessant, hvis Sundhedsstyrelsen var toneangivende i debatten og fulgte sin anbefaling til dørs med et sæt retningslinjer på området, der gjorde det mindre omdiskuteret for en kvinde at amme sit barn, også offentligt, når behovet er der.

I Skotland er der lovgivning, der sikrer en kvindes ret til at amme, når og hvor hun har brug for det. Måske er en tilsvarende lov, der generelt giver grønt lys for amning i det offentlige rum, også påkrævet i Danmark?

Vi har en rygelov, der siger, at enkelte udskænkningssteder efter særlig tilladelse og ved offentlig skiltning kan gives dispensation fra det generelle forbud mod rygning.

Jeg forestiller mig, at en ammelov kunne give den samme form for dispensation til visse udskænkningssteder, som så ved offentlig skiltning kunne markere, at ’Her må ikke ammes!’.

Hermed kunne de blufærdige spise deres mad i fred, og mødrene med sultne børn kunne på forhånd vide, hvilke steder de skulle holde sig fra, hvis de ville undgå en ydmygelse som i Tivoli.