Vi er som danske iranere glade for at se vore dansk-iranske medborgere udmærke sig i det offentlige rum og på ideernes markedsplads. Det giver et anskueligt indtryk af, at vi er en del af det danske samfund.

Men vi kan være meget forskellige indbyrdes. Hvad en af os siger, kan andre ikke nødvendigvis tages til indtægt for. Løsgængeren i Borgerrepræsentationen Jaleh Tavakoli, kunstneren Firoozeh Bazrafkan og skuespilleren Farshad Kholghi er tre vidnesbyrd om mangfoldigheden mellem os.

De tre danske iranere sværmer helt ovre på den unuancerede, antiislamiske yderlighed. Mediernes flittige brug af dem giver det uheldige indtryk, at der er sammenfald mellem det at komme fra Iran og at sige ting, som den dæmoniserende, antiislamiske agenda kan spejle sig i.

Danmark trænger derfor til at høre flere stemmer, når danske iranere kommer på banen.

Intet kunne ligge os mere fjernt end at forbyde eller stigmatisere udtryk og ytringer, som vi er uenige i. Derfor vil vi gerne understrege vores opbakning til ytringsfrihed, pluralisme og reflekteret kritik.

Disse anklager bliver vi ikke så sjældent skudt i skoene, når vi i det følgende forbeholder os retten til at være udtrykkeligt uenige.

Vi mener, at de tre ovenstående individer har formået at levere en unødvendigt ildevarslende og ensidigt negativ fremstilling af herboende muslimer og mellemøstlige danskere for offentligheden.

Farshad har engang sagt, at han frygter »moderate« muslimer mere end selveste al-Qaeda. Det udvikler sig til usmagelig fordomsfuldhed, når han begrunder det med, at de »køber sig ind« alle vegne (Jyllands-Posten, 14.10.2008).

På sin blog skriver Jaleh dybt generaliserende, at »vold er integreret« i den »mellemøstlige opdragelse« af drengebørn. Derfor er mellemøstlige mænd i aldersgruppen 14-85 år blevet til »uansvarlige og egoistiske mennesker«. Denne indbankede »voldskultur« er hendes forklaring på vold i ghettoen og årsagen til, at helt unge teenagedrenge bliver »brugt som hashvagter« i København (JP-blogs 22.8.).

Firoozeh tager den antireligiøse stigmatisering skridtet videre. I samklang med en tidligere politibetjent mener Firoozeh »som dansk-iraner«, at »muslimske mænd i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre ihjel«. Dette skyldes endvidere en »defekt, menneskefjendsk kultur« og en »defekt, menneskefjendsk religion« (JP-blogs 6.12.11).

De ovenstående citater er et beskedent udpluk af Farshad & Co.s mange voldsomme overforenklinger og generaliserende stereotyper. Det er en diskurs, som associerer sig med den lokale islamofobi, og som fremmaner en falsk modsætning mellem ’dem’ og ’os’.

En søgning på internettet kan afsløre, hvor og hvor ofte Farshad, Jaleh og Firoozeh hives i medierne som eksperter på alt fra religiøs mobning og det arabiske forår til integration og ghettokriminalitet.

Det giver sig selv, at en hvilken som helst udlandsdansk fru Nielsen med en pensel eller blyant ikke kan regnes for at være ekspert på alt nordisk eller dansk. Det samme er naturligvis gældende her.

Danske iranere har som ethvert andet folkeslag mangesidige identiteter. Ja, vi spænder over flere kategorier, der understreger en masse interessante detaljer om os.

Vi mener ikke, at vi som danske iranere skal gå bodsgang, afsværge vores egen kultur eller synge hyldestsange for Danmarks mest reaktionære elementer. Vi må være selvkritiske både som danskere og som iranere.

Hvad vigtigere er, vi holder ikke alle muslimer eller islam ansvarlig for vor egen personlige erfaring med, hvad der er begået i religionens navn. Mennesker er slet og ret forskellige.

LÆS OGSÅDansk-iransk komiker taler for DF

Så i stedet for at afskærme os fra realiteterne ved at råbe uredeligt og usagligt op om tingenes tilstand bør vi besinde os på hinandens virkelighed for at komme videre end blot til de fordomme, vi har om hinanden.

Det er nødvendigt, hvis vi mener en diskussion om de faktiske problemer alvorligt.

Den fremmedfjendske dagsorden har haft sin tid længe nok ikke alene i Danmark. Vi har hidtil sagt fra, men nu er tiden moden til at sige til. Hvad den persisk-afghanske digter Rumi engang har sagt, er såre relevant i dag:

»Hinsides ideerne om rigtigt og forkert er der en mark. Jeg vil møde dig der«.

Indlægget er skrevet sammen med: Sean Djahan Aran (M), Asal Ba (K), Mehdi Banisi (M), Sahar Dadras (K), Nima Jowkar (M), Arian Naghmeh Mahmoudi Kashani (K), Ayeda Yashil Nazemi (K), Sonja Nazemi (K), Nazila Kivi (K), Mazdak M. Louyeh (M), Kiana Meraji (K), Roshan Nahsor (M), Arian Odabaei (M), Hormoz Pakari (M), Pardis Pourahmad (K), Sara Sajadian (K), Golnaz Hekmat Shoar (K) og Ali Sufi (M).