Annonce
Annonce
Debat

Drop ghettolisten, og begynd at udvikle byerne

Helt nye resultater fra en undersøgelse af belastede boligområder viser, at fysiske investeringer er af afgørende betydning for de sociale effekter, mens den etniske sammensætning ingen rolle spiller.

14
Annonce

Om skribenterne

Morten Kabell er teknik-og miljøborgmester iKøbenhavn.

Jane Sandberg er adm. direktør i Dansk Arkitektforening.

VI HAR TALT om dem i mange år. Udsatte byområder eller ghettoer. Det er ikke kun kære børn, der har mange navne. Uanset hvad vi kalder dem, ønsker ingen at bevare dem. Alligevel bliver de kun ved med at vokse i antal. Måske fordi vi har lyttet mere til fordomme end fakta i vores arbejde med at omdanne storbyens udsatte byområder til attraktive bydele. Et nyt studie gennemført af Københavns Kommune og Akademisk Arkitektforening dokumenterer for første gang, at beboernes etniske sammensætning ikke har afgørende betydning for, om et område kan opnå social forandring.

Derimod er det altafgørende, at et boligområde ikke får lov til at udvikle sig til et isoleret område uden kontakt til den omgivende by. Resultaterne bør få ministeren for by, bolig og landdistrikter til at droppe den udskældte ghettoliste. Det stigmatiserende fokus på beboernes etniske baggrund har ingen betydning for, om et område er udsat eller ej.

Samtidig kan vi nu påvise, at der er brug for langsigtede og gennemgribende ændringer af de udsatte boligområder, der både socialt og fysisk skal integreres bedre i den omgivende by. Det kræver, at vi har fokus på hele bydele og ikke kun enkelte boligforeninger

Samtidig kan vi nu påvise, at der er brug for langsigtede og gennemgribende ændringer af de udsatte boligområder, der både socialt og fysisk skal integreres bedre i den omgivende by. Det kræver, at vi har fokus på hele bydele og ikke kun enkelte boligforeninger. Samtidig skal vi forpligte os på langsigtede investeringer og ikke kun have fokus på et område, når det popper op på ghettolisten.

DE SENESTE år er bølgerne bruset frem og tilbage i debatter om, hvordan vi får bugt med socialt udsatte boligområder som Urbanplanen, Mjølnerparken og Tingbjerg. Alle er eller har været på den nationale liste over udsatte boligområder. Den forrige regering nedsatte en arbejdsgruppe, som gennem fire år undersøgte problemet grundigt. En af konklusionerne lød, at selve byggerierne rummede en række vanskeligheder i sig selv, og at »radikale fysiske forandringer er en nødvendighed, hvis ghettoiseringen skal brydes« (fra formand Jørgen Nue Møllers sammenfatning).

Arbejdsgruppen foretog altså en sammenkobling af det fysiske og det sociale miljø og gav det fysiske miljø en del af skylden for, at nogle boligområder bliver socialt udsatte. Samme år udgav Arkitektforeningen bogen ' Arkitektur der forandrer', som både foretager en problemanalyse af de fysiske forhold i udsatte områder i Danmark og fortæller, hvordan man i lande som Holland, Frankrig og USA har held med at benytte fysiske strategier til social forandring.

SIDELØBENDE har Københavns Kommune sammen med de almene boligselskaber skiftet fokus i sin indsats i arbejdet med de udsatte byområder. Nu vil vi tænke bredt, langsigtet og helhedsorienteret i stedet for at sætte ind med ukoordineret symptombehandling af problemer som kriminalitet, arbejdsløshed og lav uddannelsesgrad. København ser ikke længere udsatte byområder som Mjølnerparken, Urbanplanen og Tingbjerg som isolerede øer i en ellers velfungerende by.

Opgaven er fremover at sikre, at de udsatte byområder bliver en velfungerende og integreret del af den omgivende by. Det kræver et fokus på området, der rækker ud over de kriterier, der berettiger til en plads på den udskældte liste over ghettoer. Det kræver langsigtede investeringer, der rækker ti til tyve år ud i fremtiden. Og det kræver en kombineret og koordineret indsats, hvor sociale og fysiske forbedringer bliver set som ligeværdige og gensidigt afhængige.

NU HAR KØBENHAVNS Kommune og Akademisk Arkitektforening i fællesskab gennemført en omfattende gennemgang af 27 effektmålinger fra 9 forskellige lande, hvor man har gennemført fysiske helhedsplaner i udsatte områder. Resultaterne er klare og entydige: Der er dokumentation for en sammenhæng mellem fysiske indsatser og social forandring. Derfor kan vi nu konkludere, at der findes dokumentation for, at gennemgribende fysiske indsatser i samspil med sociale indsatser medfører sociale forbedringer for såvel den enkelte beboer som for boligområdet.

Det er en vigtig lære, når vi skal forsøge at rette op på tidligere tiders fejlslagne principper for boligbyggeri, hvor fokus har været på gode og sunde lejligheder med et nyt køkken eller en altan, mens man har glemt at tænke på, at beboerne skulle blive en del af byen og samfundet omkring dem. Det er vigtigt at nævne, at der i alle 27 cases er gennemført både fysiske og sociale indsatser. I en række af rapporterne påpeges det, at netop kombinationen af fysiske og sociale indsatser tillægges stor betydning for de opnåede resultater.

Så spørgsmålet er, hvordan kan vi vide, hvor meget resultaterne skyldes fysiske indsatser, og hvor meget de skyldes sociale indsatser. Spiller det nogen rolle, hvilke indsatser der bliver gennemført? Det gør det i høj grad

Så spørgsmålet er, hvordan kan vi vide, hvor meget resultaterne skyldes fysiske indsatser, og hvor meget de skyldes sociale indsatser. Spiller det nogen rolle, hvilke indsatser der bliver gennemført? Det gør det i høj grad. Vores undersøgelse viser, at gennemgribende fysiske investeringer er af afgørende betydning for de sociale effekter. Derimod spiller beboernes etniske sammensætning ingen rolle for muligheden for at ændre et udsat byområde til en velfungerende bydel. På tværs af de 27 cases viser sig en tydelig forskel mellem de bebyggelser, hvor der er foretaget grundlæggende forandringer af bygninger og udearealer, og de bebyggelser, hvor de fysiske indsatser er af en mere gennemgribende karakter. Det afgørende er altså ikke, om beboerne bærer tørklæde, spiser falafel eller er tosprogede. Det afgørende er, om de bliver parkeret i et hengemt hjørne af byen eller budt indenfor som en del af levende og dynamisk fællesskab.

GRUNDLÆGGENDE fysiske indsatser er den type indsatser, vi har været dygtige til i Danmark i årtier. Her renoverer og forskønner vi de eksisterende bygninger og udearealer. Måske foretager vi tilføjelser som altaner, sammenlægger lejligheder og renoverer køkkener, ligesom der typisk sker omdannelser af uderummene. Hertil kommer basale ting som ny isolering, nyt tag, eller hvad det må være af behov for at udbedre byggetekniske skader og sikre, at boligerne bliver tidssvarende.

Der sker altså bemærkelsesværdige ændringer, men grundlæggende bevarer man de eksisterende bygninger, placeringen af deres ind-og udgangspartier, placeringen af p-arealer, veje og stier, som fører rundt i bebyggelsen. Det vil sige, at beboerne nok mærker en forandring i deres hverdag, men den omkringliggende by ændrer ikke syn på bebyggelsen, fordi den stadig lukker sig om sig selv.

De grundlæggende fysiske forandringer kan i samspil med sociale indsatser føre til øget livskvalitet, øget tryghed og øget tilfredshed med at bo i området for de oprindelige beboere. Hvis målet med renoveringer er at sikre tidssvarende boliger og give en øget tilfredshed med boligen, kan grundlæggende renoveringer altså fint klare opgaven. Men er målet at opnå social forandring af et udsat område, er det ikke nok at foretage den type renoveringer, viser vores undersøgelse. Gennemgribende forandringer af et udsat boligområde er i Danmark en ny tilgang inspireret af resultater opnået i andre lande.

MED GENNEMGRIBENDE forandringer kan der være tale om en række forskellige fysiske greb. Det kan være delvis nedrivning af det eksisterende byggeri, opførelse af nyt byggeri i forskellige størrelser, typer og udtryk. I København er det på vej i Urbanplanen, hvor beboerne har ønsket at blive fri for et nedslidt og forladt indkøbscenter, der i dag kun skaber utryghed.

Det kan være etablering af nye veje eller kollektiv transport som i Tingbjerg, hvor der er planer om en letbane, der skal sikre god sammenhæng med den øvrige by. Eller det kan være etablering af nye parker eller byrum som ved Mjølnerparken, der er blevet omringet af Superkilen og Mimersparken, der tiltrækker københavnere fra nær og fjern.

AT VI KALDER forandringerne gennemgribende, skyldes, at man ændrer grundlæggende ved bystrukturen i området. Det vil sige, at man ændrer på den logik, som ligger bag opførslen af bygningerne. Områder som Gellerupparken i Aarhus, Kildeparken i Aalborg og Mjølnerparken i København er opført på en måde, som efterlader dem isoleret fra resten af den omkringliggende by, og de bliver på den måde en by i byen uden kontakt til omverdenen.

Tankerne bag denne form for opførelse har været at skille byens funktioner ad og tildele dem hver sin plads. Altså f. eks. at lade trafikken blive ude på de omkringliggende veje og stier og dermed frede boligområdet for den slags. Firkantet sagt har det været vigtigere at placere bygningerne efter lysindfald i lejlighederne end at sikre, at beboerne blev en del af byens puls, når de opholdt sig uden for deres lejligheder. Metoden kan give nogle boligmæssige kvaliteter, men den skaber nogle bymæssige udfordringer, og det er netop det, de strukturelle forandringer tager fat om ved typisk at ændre byplanens logik, som det er tilfældet med planen for Mjølnerparken.

VORES UNDERSØGELSE viser, at når man foretager den slags store strukturelle forandringer af udsatte områder - i samspil med sociale indsatser - kan man forandre det udsatte område til at være socialt balanceret og bæredygtigt. Resultatet kommer af, at områderne ændres fra at være sig selv nok til at hænge naturligt sammen med den omkringliggende by.

Ud af undersøgelsens 27 cases er der foretaget strukturelle forandringer i 18. I alle 18 cases er det udsatte område ændret til at være socialt balanceret. De positive sociale gevinster ved gennemgribende fysiske forandringer er omfattende og entydige. Der er målt klare positive effekter for arbejdsløsheden, uddannelsesniveauet, indkomstniveauet, kriminaliteten, andelen af beboere på overførselsindkomst, tryghed, tillid, samfundsengagement og øget tilfredshed med at bo i området.

DET ER VIGTIGT at være opmærksom på, at nogle af de målbare effekter skyldes, at boligområdet efter omdannelse kommer til at fremstå så attraktivt, at det fører til øget søgning fra nye beboertyper, som har højere indtægt, højere uddannelse etc. Det vil sige, at de arkitektoniske forandringer har gjort området attraktivt for nye beboertyper, som tidligere ikke var interesserede i at bo der. Men de målbare effekter skyldes langtfra alene tilflytningen af nye beboere.

Faktisk viser de gennemgribende forandringer også at føre til øget indtægtsniveau for de oprindelige beboere, og desuden til øget tryghed, tillid, stolthed og livskvalitet, foruden at de strukturelle forandringer medfører en imageforbedring for området, så det ophører med at lide under negativ omtale fra omverdenen på grund af en stigmatiserende udstilling på en ghettoliste.

For at de forskelle skal kunne eksistere smidigt, trygt og afbalanceret sammen, er der brug for, at byens fysiske udformning gør det nemt for os at forstå og afkode det fysiske miljø, gør os trygge og sikre, giver os oplevelser af høj kvalitet og gør det let for os at opnå oplevelser af ejerskab, tilknytning og naboskab

Logikken bag de gennemgribende forandringers klare resultater er, at andre byplanstrukturer end de funktionsopdelte viser sig mere modstandsdygtige over for en række af de udfordringer, som byen i dag skal løse. I dag bor vi mange forskellige typer af mennesker sammen i byerne, fattige og rige, mennesker med forskelligt værdigrundlag, forskellig baggrund og forskelligt udsyn. For at de forskelle skal kunne eksistere smidigt, trygt og afbalanceret sammen, er der brug for, at byens fysiske udformning gør det nemt for os at forstå og afkode det fysiske miljø, gør os trygge og sikre, giver os oplevelser af høj kvalitet og gør det let for os at opnå oplevelser af ejerskab, tilknytning og naboskab.

BYENS FYSISKE udformning er med til at forme vores adfærd og vores interaktion med andre. Arkitekten Jan Gehl er blevet verdensberømt for at have kortlagt, hvordan bygninger og byrum positivt eller negativt påvirker vores adfærd. Vi ved fra kriminalitetsstatistikker, at de fleste indbrud begås på store parkeringspladser, der står tomme og uovervågede store dele af døgnet. Senest har et studie fra Guggenheim Lab vist, hvordan vi oplever ubehag ved lukkede facadeforløb og glæde ved facader, hvor der er mange ind-og udgange. Der mangler ikke viden og undersøgelser, der kan underbygge, hvorfor det er sådan, at nogle steder inviterer til tryghed, sikkerhed, naboskab, fællesskab og identifikation, mens andre ikke gør.

De planprincipper, som Urbanplanen, Tingbjerg og Mjølnerparken er opført efter, har desværre vist sig at have en række uhensigtsmæssige bivirkninger. Det er baggrunden for, at de strukturelle forandringer, hvor man går væk fra de funktionsopdelte planprincipper, hvor boligområdet lukker sig om sig selv, kan have så klar og målbar social effekt. Resultaterne fra vores evidensprojekt er så klare, at det må få kommuner med udsatte byområder og regeringen til at ændre kurs i arbejdet med at vende udviklingen. Skal vi effektivt komme nogle af de udfordringer, vi har med socialt udsatte boligområder, i møde, kræver det, at tilgangen til projektstøtte ændres.

VI MÅ ERKENDE, at der skal grundlæggende forandringer til. Det kræver langsigtede investeringer og positiv særbehandling af de udsatte byområder. Vi skal turde erkende, at vi tog fejl, da vi havde et ensidigt fokus på at skabe lyse lejligheder med private udearealer i forbindelse med velfærdsstatens fremmarch. Isolerede bydele skaber isolerede beboere, der har større tendens til at falde ud af statistikker for alt fra indkomst og beskæftigelse til kriminalitet.

Beboerne i de udsatte byområder har ikke ønsket at isolere sig fra det omgivende samfund. De er blevet placeret i en isolation, fordi mange af de udsatte byområder er skabt som isolerede øer uden naturlig kontakt til de omgivende byer. Skal vi gøre op med de udsatte byområder, er vi derfor nødt til at bryde deres isolation ved at gøre dem til mere velintegrerede dele af dem omgivende by. Dermed være ikke sagt at en ny park i Mjølnerparken, en letbane til Tingbjerg eller nedrivningen af et udslidt butikscenter i Urbanplanen kan klare opgaven alene.

Der skal tænkes i helheder både fysisk og socialt. Derfor skal investeringerne i gennemgribende fysiske forandringer gå hånd i hånd med sociale indsatser i form af bedre normeringer i børnehavner med mange børn af socialt udsatte forældre og gode uddannelsesmuligheder for unge på kanten af arbejdsmarkedet. Og der skal tænkes langsigtet. Det kræver et nyt fokus på langsigtede investeringer fra både kommunen og ministeren for by, bolig og landdistrikter frem for at stirre sig blind på en ghettoliste med misvisende kriterier som etnicitet.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce