Undersøgelser har vist, at der er et konsekvent økonomisk udbytte per skoleår, som et barn i et udviklingsland gennemfører.

Fremmøde er dog ikke nok i sig selv. Det er indlæringsevnen, der driver fortjenesten. Alligevel er der en forbindelse mellem det at kunne læse og skrive og det antal år, et barn har gået i skole.

Hvis et barn gennemfører, hvad der svarer til folkeskolens små klasser, er det næsten sikkert, at barnet kan læse og skrive. Dette understreges af FN’s 2015-mål for verdensomspændende undervisning af 5-11-årige. Omkostningerne for dette skønnes at være et sted mellem 9 og 34 milliarder dollar, men det er måske en underdrivelse.

Ser man kun på de lande, der endnu ikke har nået uddannelsesmålene, er det her, det er mest effektivt at gribe ind. Her er omkostningerne ved en tidlig indsats desuden langt mindre, end hvis man skal rette op senere i livet.

Børn, som ikke gennemfører 5. klasse, lander inden for to kategorier: de børn, som aldrig har gået i skole, og de, som er faldet fra. Vores forslag går på, at det er mindre dyrt at lære de frafaldne børn at læse og skrive end at gøre det samme med de børn, som aldrig har gået i skole. Børn, som er faldet fra, har haft adgang til en skole, og deres forældre har allerede vist sig villige til at investere deres børns tid i skolen.

Udbud koster – men er ineffektivt
En efterspørgselspolitik, der forsøger at påvirke forældre til at sende deres børn i skole, er som fremgangsmåde mere lovende end en udbudspolitik. Alle udbudspolitikker har nemlig den ulempe, at der ikke er nogen garanti for, at nybyggede skoler vil få elever nok. Udgifterne til skolebyggeri og personale skal betales, inden nogen ved, om forældrene overhovedet vil sende deres børn i skole. Indonesiens omfattende skolebyggerier, der skulle fordoble antallet af skoler, fik kun den gennemsnitlige skoletid til at stige med 3 procent.

En anden ulempe er, at undersøgelser har vist, at det er meget forskellige aspekter i skolen, som genererer det bedste resultat, og at vi derfor ikke ved, hvilke input der er vigtige for skolens kvalitet. Vi ved, at gode lærere skaber gode resultater, men man kan f.eks. ikke nødvendigvis se, om man ansætter en god lærer på baggrund af cv’et.

Efterspørgselsstrategi rykker
Det ser ud til, at fattige kvinder i landområder reagerer stærkest på en efterspørgselsstrategi, og det er da også netop de grupper, som er på det laveste uddannelsestrin. Udbyttet er derimod størst, hvis man griber ind i 5-11-års alderen, men det er netop i den alder, at de fleste skolebørn i udviklingslandene falder fra. En løsning kunne måske være, hvis privatskoler i byområderne kunne tilbyde billigere undervisning end staten.

Sundhed og skolegang skal i fokus

28 procent af alle børn i udviklingslande er moderat eller stærkt underernærede. Derfor kan kosttilskud eller behandling for indvoldsorm være en billig måde at højne undervisningsniveauet på. Underernærede børn starter senere i skole og gennemfører færre års skolegang. Programmer, der sørger for kosttilskud og pasning til små børn i Bolivia og Filippinerne, har vist permanente forbedringer i børnenes indlæringsevne og finmotorik, og lignende projekter har formindsket fraværsniveauet i skolerne andre steder i verden.

Sundhedsfremmende initiativer er især effektive i forhold til omkostningerne, fordi deres hovedmål er at forbedre sundheden hos børn, og længere skolegang er et indirekte udbytte. Ernæringsprogrammer kan også have mange fordele i forhold til teenagere og voksne.

Fordelene kunne blive store, hvis projektet bliver udvidet til hele verden, men det er vigtigt at huske, at effekten af sådan et program skal højne antallet af børn, der bliver i skolen, snarere end få flere børn til at starte i skolen. Ikke desto mindre vil sådan et program være billigt, samtidig med at udbyttet i forhold til uddannelsesmålene vil være særligt relevant for de fattigste familier, hvor frafaldsraten er højest.

Billigere skolegang
Betalingen for skolegang, uniformer og skoleudstyr kan udgøre en stor del af en fattig families indtægt. Nogle lande, som Ghana, Kenya, Tanzania og Uganda, har reduceret eller fjernet brugerbetaling i de offentlige skoler, og det har haft en massiv effekt på antallet af indskrivninger. I Uganda er brugerbetalingen blevet skåret med 60 procent eller 16 dollar per barn, hvilket har resulteret i 60 procent flere indskrivninger. Ulempen er dog en meget større klassekvotient.

Adgangen til billigere undervisning og infrastrukturer i den private sektor sammen med en overflod af privatskoler i visse lande tyder på, at en beskeden statsstøtte til området ville kunne øge indskrivningerne mere effektivt i forhold til omkostningerne, end det offentlige skolesystem ville kunne. Beviset for det er, at selv en kortfristet og meget beskeden statsstøtte (f.eks. 100 pakistanske skolepiger, der får 3 dollar om måneden) kan resultere i åbningen af flere skoler. Det ser dog kun ud til at være tilfældet i områder, hvor der også uden statsstøtte alligevel ville have været tilstrækkelig efterspørgsel efter skoler – hvilket primært er i byområder.

Antallet af indskrivninger i nogle af de lande, som må kæmpe med kapacitetsbegrænsninger i det offentlige skolesystem, kan øges ved at give tilskud til, at flere børn kan gå på privatskoler med overskydende kapacitet. Tilfældigt udvalgte børn, der indgik i et sådant tilskudsprogram i Colombia, havde 10 procent større chance for at bestå 8. klasse, og deres eksamensresultater blev forbedret med, hvad der svarer til et års ekstra skolegang. Og så var det desuden også mindre sandsynligt, at de giftede sig unge eller endte i børnearbejde.

analyse@pol.dk