Der har den forgangne uge været rettet et angreb mod en af Politikens litteraturanmeldere, May Schack.

Information skrev både tirsdag og onsdag store artikler, hvori May Schack og dermed også Politiken blev beskyldt af litteraturredaktørerne ved Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad for at have et habilitetsproblem.

Det er ikke første gang, at den anklage rejses mod May Schack.

Litteraturanmelder ved Weekendavisen Bo Bjørnvig har ført denne sag i årevis og fører også an i Informations artikel. Det er heller ikke første gang, at en litteraturanmelder beskyldes for at bære to – eller flere – kasketter.

Den diskussion har eksisteret så længe, der har været kulturkritik i Danmark.

Det har den bl.a., fordi det litterære miljø i landet er lille, og der er bud efter de gode litterater til mange forskellige arbejdsopgaver.

Omvendt er de fleste af opgaverne hver for sig ikke, så man kan leve af dem, og derfor stykker mange litterater en indkomst sammen af anmelderi, redigeringsarbejde, oversættelse, undervisning etc.

Sådan er det for May Schack, og sådan er det for andre af Politikens anmeldere, ligesom det er det for anmeldere på de andre dagblade. Bjørnvigs egen avis, Weekendavisen, har Frederik Stjernfelt tilknyttet som anmelder.

Stjernfelt er sammen med Politikens anmelder Lasse Horne Kjældgaard redaktør af tidsskriftet Kritik, som udgives af Gyldendal. Det betaler Gyldendal dem heldigvis for. Stjernfelt anmelder Gyldendal-udgivelser på Weekendavisen.

På Weekendavisen har de også Lars Bukdahl, som ved siden af redigerer litteraturtidsskriftet Hvedekorn, der udgives af Borgens Forlag.

Det honoreres Bukdahl forhåbentlig for, uanset at han som en del af sit job på Weekendavisen også anmelder bøger fra Borgens Forlag. Benni Bødker er forlagsredaktør på Gyldendal og anmelder tegneserier i Information.

Nu nævner jeg selvfølgelig ikke Stjernfelt, Bukdahl eller Bødker for at bringe dem i miskredit. Jeg nævner dem kun for at bringe lidt rimelighed ind i regnskabet. Indtil nu har det fremstået, som om May Schack er den eneste, der har flere kasketter.

Og både Information og Weekendavisen har været svært forargede over Politikens anmelder, men synes åbenbart, at de selv befinder sig i en helt anden, renere verden.

Jeg siger ikke, at der ikke skal være en grænse for, hvor tæt man som anmelder kan være på produktionen af en bog, som man senere skal bedømme i en avis. Man skal ikke anmelde bøger, der er skrevet af ens nærmeste venner, eller som man har anbefalet forlaget at udgive.

Og man skal ikke anmelde bøger, som man har en personlig økonomisk interesse i.

Men skal man som lødig kritiker for eksempel ikke kunne anmelde en bog af ens argeste modstander eller nærmeste konkurrent?

Og alligevel kunne få øje på eventuelle kvaliteter og loyalt videreformidle dem? Det er et spørgsmål om moral og personlig integritet.

Men det er ikke mindst et spørgsmål om at have en professionel tilgang til det, man laver, og som kritiker først og fremmest at forfølge den kritiske opgave: at finde ud af, om værket er vellykket eller ej – og hvorfor.

Først når man som anmelder svigter den opgave, rykker man grænsen for habilitetsproblemet ind på eget skrivebord.