Frygten har lagt sig over os. Men en vej ud af den knugende tilstand kunne være at satse lidt mere på fælles idealisme, mener Iben Hjejle.

»Vi er blevet så frygtelig bange på alle leder og kanter. Jeg savner, at vi begynder at orientere os mod noget andet«, siger hun.

Kigger efter fællesskabet
Iben Hjejle er deltager i det dommerpanel, som skal vælge en række finalister til kåringen af Årtes Danske Idealist 2008.

Dommerne vælger blandt de nomineringer, somlæserne sender til politiken.dk.

»Jeg vil især kigge efter fællesidealismen eller noget, der inspirerer til det«, siger hun.

Levede i det frie undervisningsmiljø
Selv er Iben Hjejle rundet af det, hun betegner som et idealistisk undervisningsmiljø på det Fri Gymnasium i København, hvor hendes forældre gennem flere år var lærere, og hvor hun selv gik i skole.

»Her lærte jeg, at jo friere og jo videre grænser, børnene fik, jo større ansvar tog de. Man troede på individet«.

God gammeldags 70' er idealisme
»Vi er blevet bange for at sætte folk fri og se, hvad der sker«, siger hun.

Det lyder som god gammeldags 1970’ er-idealisme?

»Den savner jeg måske også i sin rene form. Jeg kunne godt tænke mig, at der var et græsrodsmiljø, som udfordrede hinanden, og nogle unge med anarkistflag som råbte højt«.

»Men alt det jeg tror på, har været umoderne i så lang tid, og jeg bliver helt tør i munden, når jeg skal prøve at forklare, hvad jeg mener«.

Drikker træsprit for åben skærm
På mange måder er det nemlig gået den anden vej, synes hun.

»Jeg er bekymret over den massive dyrkelse af dig og mig hver fredag aften, hvor folk gerne stiller sig op og drikker et glas træsprit for åben skærm bare for at blive set«.

»Jeg er ved at få spat af TV. Jeg kan næsten ikke holde ud at se på nyhederne. De bevæger sig fra krigen i Gaza til historien om en undulat i USA, som kan stå på vandski. Uden nogen form for refleksion. Alt bliver behandlet ens. Alt smager ens«.

Savner idealismen som bevægelse
Modtrækket er at orientere sig mod noget andet, mener hun.

»Jeg savner, at vi var mange, der begyndte at vælge noget uden for os selv. At idealismen blev en bevægelse, og at vi var flere, der var med til at finde ud af, hvordan det her samfund blev mere tåleligt, end det er lige nu«.

»Det behøver ikke at komme fra politikere. Det kan ligeså godt komme fra kunstnere, skolelærer eller unge af forskellig herkomst«, siger Iben Hjejle.

Vi har paraderne oppe
»Jeg tror på, at vi egentlig gerne vil det samme. Men vi er så bange for at blive undertrykt af hinanden, at vi har alle paraderne oppe«.

Kan idealisme gøre noget ved det?

»Idealismen kunne måske udspringe af den frygt. Nogle bliver så træt af at være bange og frygtsomme, at de til sidst må ud af det. Møde det som ligger uden for. Se på, hvad de kan gøre? Hvordan kan de stoppe det, og hvordan kan de forandre?«.

»Det vil jeg kigge efter blandt læsernes nomineringer«, siger Iben Hjejle.

Iben Hjejles tre bud på idealister.

Charlie Chaplin. Skuespiller. »Han grundlagde United Artists, hvor kunstnere skulle dele«.

Ayaan Hirsi Ali. Somalisk kvinde. »Hun har om nogen har stukket hovedet langt frem«.

Malalai Kakar. Kvindelig politichef i Kabul i Afghanistan. Blev skudt og dræbt af Taleban i september 2008. »Hun formåede at holde fast i sit ideal i et ekstremt mandsdomineret samfund«.

Iben Hjejle har bevidst valgt personer uden for landets grænser, for ikke at forstyrre læsernes valg.

SKRIV: Hvem skal være Årets Danske Idealist 2008? Husk: Du skal nominere en nulevende dansker.

Tidligere bragt:

Jytte HIlden: »Idealisme er et tvægget sværd«

Uffe Ellemann: »Danmark hylder ikke idealister«

Ole Birk Olesen: »Anders Fogh er en klump ler«