Hvem kommer først med oprettelsen af en egentlig kritikerskole?

Det må være det afgørende spørgsmål i denne sammenhæng. Men lad mig ikke desto mindre kort opridse en del af baggrunden for det akutte behov for en sådan kritikerskole.

Det er banalt sandt, at vi lever i en narcissistisk mediekultur, hvor næsten alle gerne vil ses og høres, og hvor det, der med et fælt ord hedder ’branding’, derfor let kommer til at overskygge det væsentlige.

Denne generelle dårligdom skåner selvsagt heller ikke litteratur- og kulturkritikken, tværtimod kan man fremføre, at man her ofte kan iagttage nogle af dens næsten patologiske udslag, fra dyrkelsen af såkaldte ’kulturpersonligheder’ på DR 2 til en tendens til at kritikere markedsfører sig som storslåede personligheder, i nogen grad på værkernes bekostning.

For ganske nylig lod jeg mig selv fedte ind i en sådan uskøn farce, ikke overraskende i forbindelse med skærmydsler med Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl. Bukdahl som sådan er ikke vigtig; men han er en blandt mange, der repræsenterer den kedelige tendens til opsvulmet og parasitær PR på kulturens område.

Et bølgende slag
Her er der en substantiel kerne, som det nok er værd at knytte to ord til.

Den narcissistiske kulturs indtog på det litterære felt viser sig som et bølgende slag mellem branding og kritik.

Ét er, hvad De ønsker Dem, kære læser, noget ganske andet er, hvad vi anmeldere ønsker og evner at give Dem, og hvad avisernes redaktioner satser på.

Lad mig forsøge kort at præsentere et enkelt, værdiladet snapshot af et både kompliceret og grumset fænomen.

Grumset, fordi der er så mange personlige mellemværender involveret; og kompliceret, fordi så mange forskellige slags ting er på spil på samme tid.

Branding skal frem for alt gøre genstanden eller personen synlig og hørbar, gerne ved højtråbende budskaber og idelig gentagelse i det altid rastløse mediebillede.

Værket i centrum
Kritikken er ideelt tyst og eftertænksom, kritikeren diskret tilbagetrukket – sådan at værket kan stå i centrum, hvis det ellers fortjener det.

Kritikken er ikke bestemt af et snævert, forudsigeligt program, der dogmatisk forlods udelukker nogle tekster og forfattere og inkluderer andre (f.eks. den enfoldige sondring mellem såkaldt mainstream og alvor sat over for spas og autentisk undergrund).

Kritikken er altid maksimalt åben over for hvert enkelt værk, der ligger foran den.

Kritikken er ikke personfikseret og biografisk, ej heller styret af gustent overlæg eller skjulte dagsordener, men kerer sig alene om teksten.

Kritikken er troskyldigt optaget af sagen selv, ikke af listige, taktiske positioneringer.

Argumenter, ikke påstande
Kritikken bør kærligt have blik for den stadige, iltfyldte cirkulation mellem den nationale litteratur og verdenslitteraturen, og for spillet mellem samtidslitteratur og den ældste litteratur; litteraturen er et kolossalt hav, der strækker sig over tid og rum, ikke en lille, stillestående indsø, og havets dønninger slår ind selv i den mindste novelle udgivet i sidste sæson.

Kritikken bør kunne begrunde sine domme med noget, der minder om argumenter, i stedet for at hengive sig til dubiøse påstande.

Kritikken kan med fordel beriges af indsigter hentet fra poetik, æstetik, idéhistorie og litteraturvidenskab, i stedet for at forlade sig på den principielle afvisning af argumentet og hyldesten til følelsen og fornemmelsen, som jo blot er den fattige afglans af den fuldfede, æstetiske erfaring.

Kritikerskole som overbygning
Kritikken tager alle litteraturens teknologiske og historiske mutationer ad notam, men indlejrer dem i de finkornede historiske sammenhænge, de også er en del af.

Dette er ideale fordringer. Ingen, mindst af alle jeg selv, kan leve op til dem i ét og alt. Men vi kan, for Deres skyld, kære læser, og for litteraturens skyld, forsøge at gøre vores bedste.

Der er ingen, der siger, det skal være en naturlov, at ivrig branding og hult kedsommelig PR fortrænger klog litteraturkritik og levende vid på anmelderiets brogede terræn; heller ikke og slet ikke selv om dette terræn muligvis inden så længe vil bevæge sig fra papiret til cyberspace.

Gode viljer alene rækker imidlertid ikke. Derfor er det en oplagt idé at etablere en egentlig kritikerskole, enten i strengt universitært regi, som en overbygningsuddannelse, eller som en selvstændig institution a la Forfatterskolen.

Det ville dels professionalisere kritikerstanden, dels medvirke til at sikre dens udøvere anstændige og gunstige vilkår til gavn for læseren og for den kærligt kritiske gennemlysning af litteraturen.