»Visse-vasse, nu slår jeg efter på Wikipedia, når jeg kommer hjem, og så får vi se, hvem af os to der har ret!«, proklamerede den ene togpassager triumferende til den anden forleden i S-toget mod Klampenborg.

Som det fremgår af opgørelsen for Alexa – The Web Information Company over Danmarks mest besøgte hjemmesider er Wikipedia med sin 11. plads danskernes foretrukne portal til indhentning af encyklopædisk information.

Toppen af listen befolkes af søgemaskinen Google skarpt forfulgt af Facebook og YouTube.

Alene at forfængeligheds- og forklædte flirting-portal Facebook og underholdningskanalen YouTube indtager så prominente pladser, er forstemmende nok, men mere bekymrende er Wikipedias autoritative oplysningsrolle.

For i de kommende år, og med de stadigt tiltagende visioner om Danmark som et ’videnssamfund’ bliver det væsentligt at kunne sondre mellem viden og information.

Wikipedia er sammensat af ’wiki’, der henviser til en hjemmeside, hvor alle kan oprette og vedligeholde webdokumenter, mens ’-pedia’ er endelsen af det engelske encyclopedia, der også findes på dansk som encyklopædi eller opslagsværk.

Idéen i 2001, hvor Wikipedia så dagens lys, var at skabe et opslagsværk med åbent indhold forfattet af værkets egne brugere.

Visionen er siden hen eksplosivt vokset til virkelighed, for pr. september 2007, ifølge Wikipedias egne oplysninger, er der mere end 8,2 millioner artikler i databasen forfattet på alverdens sprog, og serverne i Florida modtager mellem 2000-7000 forespørgsler pr. sekund fra den ganske verden.

Som orienteringsredskab har Wikipedia sin berettigelse, men som grønthøster for viden skal man være påpasselig. Det er der forskellige årsager til – nogle filosofiske og videnskabelige andre sociokulturelle og tidsæssige.

Allerede Platon hadede demokratiet alene af den årsag, at sandheden ikke kan afgøres ved en flertalsafstemning, og mængden af artikler på Wikipedia eller individer, der læser dem, garanterer i og for sig ikke sandheden af den information, der videregives.

Selvsamme Platon var også bekendt med, at der er væsensforskel mellem viden og information. Jeg kan være informeret eller overbevist om, at verdensordnen er styret af grådige kapitalinteresser uden at vide det. Men hvis jeg ved, at verden er styret af grådighed, så er jeg i sagens natur også informeret herom.

Viden implicerer således information, men information implicerer ikke nødvendigvis viden.

Det kommer sig af, at der til viden binder sig et sandhedskrav, som ikke stilles til information, og dette sandhedskrav kan ikke tilfredsstilles ved, hvad majoriteten synes tror, håber, føler eller er informeret om. Det kræver en anden slags retfærdiggørelse.

Måden, hvorpå man normalt forsøger at sikre viden frem for information, når det gælder autoritative opslagsværker og andre videnskabelige afhandlinger, er, at ethvert bidrag sendes til to eller flere anonyme uvildige fagfæller, inden det offentliggøres med henblik på kommentering.

Det er dels for at undgå, hvad Wikipedia kalder ’vandalisme’, altså knald-i-potten-indlæg og stupide artikler, men endnu mere for at sikre den videnskabelige lødighed, altså, at indlægget eller artiklen er så tæt på sandheden, som vi mennesker på det nuværende stadie i evolutionen kan komme den.

At opnå viden er som at erobre en kæreste – der skal flirtes, man skal gøre sig til, måske ændre strategi fra tid til anden, og efter længere tids kurtisering og hårdt arbejde kan det måske ende med, at han eller hun vil med i kassen og se sandheden.

At indhente information er omvendt som en ’one-night-stand’ – efter den første drink eller det første opslag har man scoret; den følgende dag kan så spenderes på at spekulere over, hvad man fik ud af det.

Studerende spørger ofte: »Skal jeg kunne det til eksamen?«. Så bliver jeg gasblå i ansigtet af raseri og råber »Are you learning for life, or studying for credits?«.

Det gode ved viden er, at selvom den kan være hård at opnå, så bliver den dér og kan anvendes på en lang række problemstillinger herefter. Først skal man imidlertid lære redskaberne i værktøjskassen at kende, og det kan være nok så hårdt.

Det er bare ærgerligt, at viden er et regimente. Sådan er det dog ikke med information:

Du kan ikke løse klimaproblemet eller logikopgaven, ligegyldig hvor mange, og hvor hurtigt, du kan skaffe artikler på nettet, hvis du ikke bruger tiden på at lære håndværket.

Oplysningstidens motto var ’sapere aude’ – vov at vide. Heri lå, at der var noget, om ikke farligt, så udfordrende, arbejdsintensivt og krævende i at opnå viden.

Dagsordnen i 10’erne er den samme som for oplysningstiden: væk fra informationssamfundet og ind i vidensregimentet. Det er både dyrt og arbejdskrævende, men til hvilken som helst lyd bliver uvidenhed aldrig en dyd.