Billedet af mig selv som bøsse har altid kollideret med min manglende vilje til at indse, at bøsser og lesbiske er mennesker med problemer ligesom andre, og en manglende evne til at inkorporere homo-problematikker med mit billede af at være en ’rigtig mand’.

Jeg er født i 1977 i en flække på Fyn, men har brugt det meste af mit voksenliv på at fortrænge min ungdom og lægge afstand til min seksualitet.

Min skoletid var ligesom mange andre homoseksuelles præget af usikkerhed, skam og frygt.

Jeg husker især min lærers reaktion, da jeg i 12-års alderen forsøgte at fortælle, at jeg var ved at kollapse.

»Tag dig sammen«, sagde hun, »opfør dig som en mand!«.

Skred til London
Jeg bed tiden i mig, og igennem de ældre klasser og gymnasietiden sov jeg ikke om natten, men lå i stedet og planlagde, hvordan jeg skulle give alle fodboldstodderne baghjul og bevise, at jeg var lige så meget ’mand’ som dem, også selvom jeg spillede på ’det forkerte hold’.

Søvnen kom først tilbage, da jeg som 18-årig endelig pakkede kufferten og skred til London.

Det var kun det første af flere selvmål.

I London flyttede jeg ind i et bofællesskab med den irske læderbøsse Eddie og en smuk mørkhåret togsteward ved navn Tom.

Dørene til vores soveværelser måtte ikke låses, fordi vi skulle kunne hjælpe hinanden, hvis vi slæbte en voldsmand med hjem.

Bitter og sammenbidt
Det blev aldrig aktuelt, men en sen aften fandt jeg Tom grædende i badekarret, fordi han var blevet banket til ukendelighed af en flok psykopater på gaden, og kort tid efter smadrede den 42-årige Eddie vores brune britiske stue efter at have taget lsd.

I stedet for at føle sympati mærkede jeg en kølig distance, som jeg pakkede ned sammen med mit tøj, da jeg kort efter valgte at rejse videre til København.

Hos Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske startede jeg i Ungdomsgruppen.

Her blev jeg placeret i en rundkreds, hvor jeg skulle fortælle om mine problemer, men jeg ville ikke, og for hver historie de andre fortalte, blev jeg mere bitter og sammenbidt.

Endelig i mål
Jeg havde det ligesom dem ad helvede til.

Offerrollen klædte mig ikke, så jeg indtog placeringen som arrogant outsider med kronisk løftet øjenbryn og sarkasme på tungespidsen.

Og først for nylig gik det op for mig, at den, som jeg tog mest afstand fra, var mig selv.

Når jeg kigger i spejlet, ser jeg stadig drengen med de sammenbidte kæber og det usikre blik, men jeg ser også en voksen mand, som bliver nødt til at acceptere, at bøsser og lesbiske stadig har en masse at kæmpe for, og at enhver urimelighed, som andre homoer møder, er et angreb på mig såvel som på dem.

Derfor vil jeg for eftertiden åbne munden og råbe op om, når jeg kan.

Måske jeg endelig er kommet i mål.