Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvorfor min x-kærestes kvindelige arbejdskollegaer lige pludselig begyndte at blive underdanige, passive, hjælpeløse og ydmyge over for ham, bare fordi han efter en længerevarende testosteronkur endelig kom til at se ud som en mand.

En rigtig en af slagsen med hår på arme og ben, mindre af det på hovedet, lidt skægstubbe hist og pist og en muskulatur, der var godt på vej til at blive hård og kantet og ikke længere rund og blød som hans kvindelige arbejdskollegaer, der, efter at han var blevet godt stærk, blev virkelig svage i leddene.

Pludselig kunne de ikke længere bære tunge ting op fra kælderen eller ned fra øverste hylde, bære kasser eller flytte borde, de afbrød ham heller ikke længere, eller det var der faktisk ingen, der gjorde, på trods af han talte om de samme ting, som han havde talt om, da han var kvinde.

Og jeg fandt heller aldrig ud af, hvorfor det var, at han som mand pludselig kunne drikke flere øl og tale bedre om damer, eller hvorfor jeg som hans kæreste skulle redefineres eller i det hele taget defineres, for pludseligt fandt jeg ud af, at jeg både havde været heteroseksuel, biseksuel eller bøsseveninde.

Nu var jeg blevet transbisk eller tranny chaser eller bare sindssyg sej i de subkulturelle kredse i det, at jeg, én ud af få, havde fået fat i en rigtig en af slagsen, en ægte vare, en ægte trans, noget så særligt eksotisk, der ligefrem tillod folk at spørge om de mest detaljerede detaljer om mit sexliv.

Og jeg fandt heller aldrig rigtig ud af, hvorfor det var, at mine mandlige arbejdskollegaer pludseligt i den grad fandt det nødvendigt at angive længden af deres kønsorgan.

Var det mon i ren bekymring over ikke at få mand nok, eller var det mon usikkerheden i, at min daværende kæreste engang havde været kvinde?

Jeg fandt heller aldrig ud af, hvordan det var, at jeg pludselig blev manden i høje hæle, rød neglelak og læbestift, da jeg forelskede mig i min nuværende kæreste.

Er det mon, fordi hun er lyshåret, højere end mig eller for det meste går i lange bukser? Eller er det mon alderen?

Ja, der er jo så meget, man aldrig finder ud af.