Turn away, run away, turn away, run away«.

Jimmy Sommervilles falcetterede mantra om flugten fra lillebyens mareridt har nu i et par årtier været soundtrack til homoseksuelles vandringer mod det forjættede land i storbyen.

En god ven, der ved noget akademisk om den slags, har fortalt mig, at mekanismen sociologisk hedder ’push and pull’. Altså noget med, at homoer på en og samme tid udstødes fra deres provinsielle udgangspunkt og tiltrækkes af storbyens lys, lir og ligesindede.

’Home is the place you left’, kaldte den dansk-norske – og internationale – kunstnerduo Elmgreen & Dragset sidste år en udstilling i Trondheim. De bad mig om at bidrage med en tekst til kataloget. Det måtte gerne være noget homo.

Med dusiner af postadresser og en håndfuld hjembyer i mit voksenliv var der hjemligheder nok at skrive om.

Min geoetniske oprindelse i Herning ville allerhøjst kunne blive til nogle skriblerier om fravær og heteroseksualiserede teenagetanker, om der måske skulle være en regnbue med noget på den anden side.

’Homo’ var så godt som ikke til stede.

Altså bortset fra Dame Preben, der dinglede rundt i Vestergade i en nusset, hvid cottoncoat med en rød skuldertaske og så min OMD-single ’Enola Gay’, som jeg først senere fattede handlede om flyveren, der kastede bomben over Hiroshima.

Da jeg gik og tænkte over teksten, rodede jeg en kasse gamle vinylplader igennem foran en marskandiser i Istedgade.

Blandt de Hanne Boel’er og Gnags’er, som normalt dominerer den afdeling, fandt jeg Tom Robinsons ’Don’t Take No For An Answer’ fra 1978.

Den med ’Glad to Be Gay’, der blev den britiske homokamps hymne, indtil Margaret Thatcher slog igen.

På den sad der et prismærke fra Dragsbæk i Bredgade i Herning. Der hvor jeg et par år senere købte mine Duran Duran- og Haircut 100-singler. Over prismærket stod der ALLAN med speedmarker.

I den britiske komedieserie ’Litte Britain’ er en af de sjoveste sketches ’The only gay in the village’ – om bøssen i en walisisk landsby, der konsekvent overser, at det lille samfund tydeligvis er befolket med andre homoseksuelle og venligtsindede heteroer.

Med fundet af pladen rystede jeg min provinsielle pose igen, fandt frem til flere hændelser og oplevelser, der passede til Elmgreen & Dragsets udstukne tema.

For jeg indså, at det var med Ryan Paris’ ’Dolce Vita’ på walkman’en, at jeg som 18-årig flyttede til Nice, hvor jeg skulle komme til at møde ligesindede, selv om det ikke var mit mål på perronen i Herning.

Og at der var væsentligt mere pull end push i den vandring.