Vi har besluttet, at du skal være gudfar for vores dreng. Du får jo ikke nogen børn, men det vil være sundt for ham at have dig i nærheden«.

Ordene kom fra min kammerat. Han er ikke kendt for de store følelsesudbrud, så ordren blev leveret med en autoritet, der markerede, at der ikke var noget at rafle om.

Drengen og jeg skulle lære hinanden at kende.

Og nu glæder jeg mig lige så meget til at præge ham, som jeg glæder mig til Madonna-koncerten i august.

Hvis han ligesom 90 procent af alle drenge ender som en ’hetero’, så vil jeg introducere ham til en eller flere af mine veninder.

Som kronisk bitre singler vil de give ham tips og tricks til, hvordan han skal opføre sig, hvis han vil score en lækker dame. De vil kunne guide ham både med hensyn til grooming og beklædning.

Men de kan også give ham en grundig indføring, i hvornår han må åbne døren for en pige (kun når de er ude at spise), hvornår han skal betale regningen (altid), og hvornår han må være ærlig, når pigerne spørger om deres udseende (aldrig – ærlighed er bøssernes privilegium).

Mest af alt glæder jeg mig til at se min utroligt gode smag blive videreudviklet og forfinet hos den lille purk.

Grundet min seksualitet har jeg et fabelagtigt blik for indretning, mode og kunst. Og jeg forestiller mig, at disse evner vil præge ham. Det bliver vidunderligt.

Og når han som 18-årig flytter ind i en drøm af en Paustian-lejlighed, vil han takke mig for alle mine indretningstips og give mig en Kubus-stage som tak.

Med tiden vil han lære at sætte pris på nuancerne hos Kylie Minoque, Cher og Madonna, og han vil blive kongen af dansegulvet, fordi jeg har lært ham alle mine bedste tricks.

Til hans konfirmation vil han bede pianisten om at spille ’Don’t Cry for Me Argentina’ og holde en grådkvalt tale, hvor han sammenligner min godhed over for ham med Evita Perons.

Hans forældre vil klappe ad mig og ad hinanden, fordi de var så kloge og frisindede at bede mig om at være hans gudfar.

Og mens resten af gæsterne danser rundt om mit bord, som var jeg en blomsterpyntet majstang, vil tårerne trille ned ad kinderne på min gudsøn, og han vil takke mig for at have lært ham at møde homoseksuelle med et åbent sind og ikke tro, at vi er ligesom mændene i ’La Cage aux Folles’.

Det er vi nemlig ikke.

Faktisk er de fleste af os lige så almindeligt kedsommelige som alle småbørnsforældrene, der spiser brunch og læser Politiken på en lørdag morgen.

Vi har bare ikke så let ved at få børn.