Et godt råd i landsbyen Dehshirin – hold øje med bjergene.

Det er oppe fra bjergene, de kommer, både krigsherrer, kriminelle, talebanere og de fremmede. Nogle kommer med fortiden, andre med fremtiden.

Men hvem er hvem?

Drengene i Dehshirin kender kun skråningerne alt for godt fra deres vandren med landsbyens geder. De kender også dalens små spredte hvedemarker, som de hjælper deres fædre med at høste.

De kender den flade klippetop nogle hundrede meter oppe, hvor landsbyens gæster får thé på en flettet måtte med udsigt ud mod verden.

De børn, der har sko, sætter dem udtrådte ved siden af måtten, hvor de kryber fornøjet sammen for at kigge på gæsten fra den anden side af bjergene.

De kender også kortet over Afghanistan på væggen i deres lille lerklinede skole. Men de færreste af Dehshirins børn har nogensinde været ude af bjergene, endnu færre inde i en rigtig by og ingen af dem i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Usædvanlige gæster
Når kornet skal sælges, må fædrene bringe det ud gennem bjergene i retning af markedet i provinshovedstaden Herat.

Og når vrede mænd dukker op bag tinderne med deres Kalashnikov-rifler over skulderen, bliver børnene gennet ind i telte og huse, for ingen af Dehshirins egne mænd bærer våben.

Det var også fra bjergene, at en usædvanlig ældre afghaner og en endnu mere usædvanlig lyshåret kvinde fra den anden side af alle kendte tinder en dag kom kørende.

De fik thé på klippetoppen, og de kom tilbage mere end én gang, og en skønne dag kom de med en pumpe og nogle cement-ringe til en brønd, som skulle vende op og ned på kvindernes liv.

Brønden er en velsignelse
En brønd? Ja, en brønd med rent drikkevand. Med et barn under den ene arm og en dunk under den anden kunne det førhen godt blive langt at gå efter vand ved kilden uden for landsbyen.

Efter brønden er kommet til, har de rent drikkevand – tæt på deres huse og telte.

»Kvinderne er ovenud lykkelige for, at de ikke længere er tvunget til at gå langt efter vandet«, siger den ældre afghaner, Ratjeb Azimi.

»Kvinderne kalder brønden en velsignelse, fordi sygdomme ikke længere er så udbredt«.

Hvad laver Azimi hér? Og hvem er den lyshårede kvinde?

Han har som afghaner haft nogle succesrige år som forretningsmand i Tyskland og kunne lige så godt nyde sine gamle dage i Europa. Hun hedder Inge-Lise Aaen og kunne lige så godt være jordemoder i Nykøbing Falster.

Men han er rejst hjem til Afghanistan for at se, om der er brug for en hånd efter flere årtier med sovjetisk besættelse, borgerkrig og religiøst taleban-regime.

Og hun har i tre år været i spidsen for et kæmpemæssigt sundhedsprojekt for 600.000 afghanere, finansieret af Danida.

»Brønde som den i Dehshirin er en betydningsfuld og direkte hjælp – for få penge«, siger Azimi.

»Og rent vand skal alle afghanere have. Det er en forudsætning for udvikling«.

Håber på et bedre liv
En ung kvinde og en flok børn flokkes ved brønden den sommerdag, Azimi og Aaen kommer forbi sammen med Politiken.

Før gik kvinderne over til et vandhul på skråningen modsat byen, hvor dyrene stak snuden i vandet, indbyggerne vaskede sig og alle hentede drikkevand.

I dag pumpes der rent drikkevand op med pumpen, som er finansieret af folk på den anden side af bjergene – i den lyshårede kvindes fjerne land.

Børnenes lærer er stolt af sin skole – hvad kan han være andet?

Den måler måske fire skridt på den ene led og tre på den anden. Lerklinet ligesom de andre huse i Dehshirin. Med kortet over Afghanistan på den lange væg, en bitte tavle på den korte og en beskeden brændeovn i hjørnet.

Nu, om sommeren, støver tavlen til. De fleste drenge er alligevel ude med deres fædre i marken, andre er ude med gederne.

De kommer hjem midt på dagen, hvor dyrene bliver malket, og børnene får lidt at spise. Bagefter er det tilbage i bjergene, hvor børnene sover med deres geder om natten, før de igen kan sætte kursen hjemad. Dag ud, dag ind. Rå liv, hårde liv.

Pigerne hjælper måske deres mødre med at væve nye ’vægge’ til halvnomadernes telte eller små kelimtæpper, som kan sælges for rede penge på markedet neden for bjergene.

Sådan har det strengt taget altid været. Men afghanerne i i Dehshirin og de andre landsbyer i den sommertørre floddal véd – og venter – at en ny tid trænger sig på fra den anden side af bjergene.

Længere mod syd, i Helmand-provinsen, er deres afghanske landsmænd fanget i åben krig mellem krigsherrer og talebanere på den ene side og fremmede soldater på den anden.

Hér i dalen vil de hellere have et bedre liv og nødigt blive en del af nogens krig.

Men et kapløb er i gang mellem krig og udvikling. Og jævne afghanerne, også i Afghanistans roligere provinser som Herat, risikerer at komme i klemme.

»Man kan helt sikkert vinde befolkningens hjerter ved at sætte udvikling i gang – ikke bare i Herat, men i hele Afghanistan«, siger Ratjeb Azimi.

»Men det kræver, at man bruger de økonomiske midler rigtigt og ikke giver afghanerne indtryk af, at man hellere satser på militære indgreb end civile fremskridt«.

Azimi er gået ind i Politikens 'Operation Vand imod Krig!’, fordi han er overbevist om, at social udvikling er nødvendigt for at undgå, at krigen breder sig.

»Hvorfor skal afghanere tro på gyldne løfter om udvikling, hvis de selv ikke oplever fremskridt – men kun trusler om krig?«.

Brønden i Dehshirin er en lille begyndelse inde mellem Herats bjerge. Ufattelig mange landsbyer tørster stadig efter rent vand.

Jordemoderen Inge-Lise Aaen fortæller om Afghanistan og indsamlingen ’Vand mod krig!’ ved et læsermøde i Politikens Hus på tirsdag, den 8. september klokken 16-18. Plads kan reserveres på www.politiken.dk/plus