»Nu har jeg arbejdet i en del lande, og Afghanistan er nok det land, hvor befolkningen har været mest positivt indstillet over for at sætte en udvikling i gang«.

Jordemoder Inge-Lise Aaen har arbejdet i Heratprovinsen i det vestlige Afghanistan de sidste tre et halvt år som chef for et stort sundhedsprojekt for over en halv million mennesker.

Nu står hun i spidsen for den dansk-afghanske komite, der skal føre Politikens indsamling ’Vand mod krig’ ud i livet i fjerne afghanske landsbyer. Indsamlingen går til brønde og pumper, der skal sikre rent drikkevand.

I et land, hvor der er brug for hjælp på så mange områder – hvorfor er det så lige netop brønde, Afghanerne skal have økonomisk støtte til?

»Min største frustration i arbejdet med sundhedsprojektet er, at vi ikke har penge nok til at give folk rent drikkevand – og til at lære dem, hvor vigtigt det er. Det er jo en af grundpillerne i sundhed, at folk har adgang til rent vand«.

»Det er utopi at tro, at befolkningen koger alt det vand, de henter. De mangler penge til brænde og petroleum, men også viden om, hvor vigtigt det er. Når vi så giver dem viden, mangler de stadig pengene. En fjerdedel af børnene dør, inden de fylder fem år.«.

Udvikling kan lade sig gøre
Hvor stort er behovet for rent drikkevand ?

»Det er utrolig stort. Alt drikkevand er forurenet, med mindre det kommer fra boringer eller bjergene. I Herat, hvor jeg bor, køber man vand på flaske. Man kan ikke drikke andet«.

Hvad får dig til at tro, at det rent faktisk vil hjælpe Afghanistan, at I bygger enkelte brønde i én region?

»Det fungerer som eksempel på, at udvikling kan lade sig gøre. Når befolkningen finder ud af, at færre børn dør, når de har adgang til rent drikkevand, så rygtes det. Så for det første kan man bringe et budskab ud via projektet, for det andet lærer man helt konkret befolkningen noget. Og hvert barn, vi redder, er jo en gevinst i sig selv«.

Men vil afghanere overhovedet have vores hjælp fra Vesten? Foretrækker de ikke, at vi lader dem være i fred?

»Nej, nej, de er godt klar over, at hvis ikke de fik hjælp fra os, ville det hele være endnu værre. Afghanerne er generelt frygtelig bange for, at Taleban kommer tilbage til magten. Derfor er de meget interesserede i at få hjælp til at skabe udvikling i landet«.

»Fremgang i sundheden og øget skolegang, for eksempel, er netop med til give afghanerne muligheden for en mere fredelig fremtid. Derfor er jeg også ked af det billede, man får præsenteret, når man kommer hjem og læser aviserne. Men det er jo ikke ret mange, som arbejder med humanitært arbejde i Afghanistan, der udtaler sig. Jeg undgår altid militæret i mit arbejde, og befolkningen kan altså godt skelne mellem os og militæret«.

Frygt for militæret
Men militæret udfører da også humanitært arbejde?

»Ja, men folk har andre billeder af militæret. Det skaber konfrontationer. Alle flygter jo, når de kommer i deres store militærkøretøjer, for folk bliver bange for, hvad de vil gøre. Desuden udskifter Isaf, de internationale styrker i Afghanistan, deres hovedpersonale hvert halve år, så de har ikke den samme erfaring som os«.

»Jeg synes slet ikke, at militæret skulle udføre humanitært arbejde. Man må hellere støtte de ngo’er – altså de ikkestatslige, folkelige organisationer – som er i landet. Mange store ngo’er kommer ikke ind, før krigen er forbi, og mange organisationer er måske lidt for bange for at være i landet, så de lukker ned. Derfor må man støtte os, der allerede er her, i at hjælpe Afghanistan«.

Er det farligt for organisationer som jeres – den Danske Afghanistan-Komité – at færdes i landet?

»Der er da en risiko. Jeg er ikke naiv. Selvfølgelig kan det ske mig noget, men det er en risiko, man må gøre op med sig selv, når man rejser ud. Og bevar mig vel, jeg mener da helt sikkert, at det er det værd«.

Man forestiller sig, at det er svært at sætte projekter i gang i et land, der er så nedbrudt som Afghanistan. Hvordan kommer projektet til at foregå i praksis?

»Det er hjælp til selvhjælp. Afghanerne skal selv være med. Skal der graves en brønd, skal de selv grave den. Vi giver sådan set bare den tekniske bistand og hjælper eventuelt med finansieringen. Man kan jo ikke starte noget og så – efter en måned eller to – så fungerer det ikke. Vi etablerer ikke noget, der ikke kan køre, efter at vi er væk igen«.

Godt eksempel
Hvad håber du, at der kommer ud af de penge, I får ind via Politikens indsamling?

»Vi er en lille brik, og jeg kan ikke love andet og mere end det, som befolkningen selv er med til at få til at ske ude i landsbyerne. Men hvis vi går ud med et godt eksempel, kan det være, at andre organisationer i andre distrikter tager ideen op.

»Vores sundhedsstatistikker går ind til sundhedsministeriet i Kabul, og hvis vi kan bevise, at vores statistikker er meget bedre end i andre distrikter, kan det være, at der er nogen, som vågner op«.

»Det er den måde, jeg ser på det. Så vil de spørge, hvad vi har gjort anderledes? Og vi kan sige, at vi har sørget for, at folk får rent drikkevand«.

»Jeg lyder måske optimistisk, men det er man nødt til at være, når man arbejder i sådan et land«.