Behøver man at takke velfærdsstaten for evner, som naturen har tildelt en?

Hvis man læser de mange kommentarer, som interviewet med mig i lørdags har frembragt, så synes svaret at være ja.

LÆS INTERVIEWET»Underklassen mangler moral - ikke penge«

Og det er er både overraskende og sørgeligt. Overraskende, fordi vi lever i et land, hvor alle har adgang til uddannelse, og dermed – formoder jeg – en basal viden om menneskehedens historie, og sørgeligt, fordi det peger på, at alt for mange tillægger velfærdsstaten færdigheder, den helt åbenlyst ikke besidder.

Defineret af deres mentalitet
Den har ikke beskyttet borgerne imod nød og elendighed, hvilket man kan konstatere ved at besøge et af landets mange socialt belastede områder.

Her lever en underklasse, hvis liv – næsten uden undtagelse – er præget af arbejdsløshed, kriminalitet, vold og misbrug. Her findes børn, som lever under så kummerlige forhold, at samfundet som helhed ikke bør skamme sig over ikke at hjælpe nok, men nærmere over, at vi tydeligvis har bedt de forkerte mennesker tage sig af det.

Når få af børnene – for det er desværre alt for få – bryder ud og vælger en tilværelse langt fra den håbløshed, som kendetegner deres forældres liv, så er det ikke på grund af velfærdsstaten, men derimod på grund af deres mentalitet.

For underklassen er ikke blot defineret af deres manglende tilknytning til arbejdsmarkedet; de er om noget defineret af deres mentalitet; som ordet ’offerfølelse’ fuldt ud dækker.

Velstand før velfærdssamfundet
Hvis man taler med dem, står det klart, at de ofte bebrejder deres sagsbehandler, den siddende regering, et uretfærdigt samfund eller manglende økonomiske ressourcer for deres ulykke.

Hvis blot førnævnte omstændigheder havde været lidt mere favorable – synes de at mene – så havde deres liv været anderledes. Og det er en overbevisning, som alt for mange politikere er parate til at bakke op om.

Det sikrer uden tvivl mange stemmer, hvis man påstår at kunne forandre folks liv til det bedre, men det har samtidig den skæbnesvangre konsekvens, at folk venter på at blive reddet, når de egentligt blot kunne redde sig selv.

Historien rummer utallige eksempler på mennesker og begivenheder, der længe inden velfærdsstaten så dagens lys – hvis det er det rette ord for det – har skabt frihed og velstand.

Fra Aristoteles over den amerikanske revolution og videre til Shakespeare, for blot at nævne nogle få eksempler, så har de individer, som har ydet de allerstørste bidrag til menneskeheden, alle levet længe inden velfærdsstatens fødsel.

Truget er tilgængeligt for alle
Det beviser med stor tydelighed, at en velfærdsstat ikke er nogen nødvendighed. Tværtimod tyder en voksende underklasse på, at der er al mulig grund til at afskaffe velfærdsstaten og lade tanker om individets medfødte evne til at skabe et godt liv dominere samfundet.

Vi kan muligvis ikke alle skrive som Shakespeare eller lede en revolution, men vi kan alligevel skabe et godt liv ved hjælp af hårdt arbejde og ved at påtage os ansvaret for vores egen lykke. I den tanke ligger ikke fortvivlelse, men derimod forløsning.

Det fattige barn fra ghettoen skal vide, at fattigdom ikke står i vejen for produktiv adfærd, for hvis den gjorde, var mennesket aldrig kommet ud af hulerne. Og det skal vide, at det ikke er prædestineret til et liv i synd; at den sociale arv ikke er andet, end man gør den til, men vigtigst af alt – at velfærdsstaten ikke kan hjælpe nogen, som ikke ønsker at hjælpe sig selv.

Man kan, som man sagde i gamle dage, trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Hvis blot truget er tilgængeligt for alle, er det op til den enkelte, om vedkommende vælger at drikke eller ej.

Og da trugets indhold – hvad end det er – er et produkt af menneskers handlinger, behøver ingen af os at takke velfærdsstaten for noget, vi selv producerer.