Dette er historien om en historisk velstandsstigning i det danske samfund.

Historien om en middelklasse, der gik amok i velstandsrus og mistede solidariteten. Det er også historien om, hvor vi som samfund kan risikere at ende, hvis ikke krisen eller vores samvittighed får os på andre tanker

Jeg er bosiddende i Ungarn. Et samfund, der virkede radikalt anderledes end det danske, da jeg først kom hertil. Ungarn er et vidunderligt land at være stærk i. Og et forfærdeligt sted at være svag i.

Men selvom det danske samfund er blevet rigere og rigere i den periode, hvor jeg har boet hernede, og det ungarske samfund modsat har været ramt af økonomisk stagnation, er de to samfund alligevel begyndt at ligne hinanden en hel del.

De er begge samfund, der er knækket over. Samfund, hvor de fattigste i stigende grad er overladt til sig selv, og samfund, hvor kun en regressiv nationalisme i glimt formår at hævde et fællesskab, der slår bro over de stadig tydeligere klasseskel.

Problemet i Ungarn er fraværet af en middelklasse. Men at eksistensen af en veludviklet middelklasse ikke er en tilstrækkelig forudsætning for et solidarisk samfund, kan vi få bekræftet ved at studere udviklingen i velfærdsstaten i Danmark gennem de sidste 10 år.

Taberne fik fingeren
Der har været både økonomiske, politisk-ideologiske og politisk-strategiske interesser bag udviklingen.

Det sidste først: Anskueliggjort ved den siddende regering er det for alvor gået op for landets politikere, at man må holde sig på god fod med den brede middelklasse, hvis man vil gøre sig parlamentarisk i Danmark.

Strategien har været klar. Velfærdsstaten skulle omdannes. Dens raison d’être skulle ikke længere være at spænde et socialt sikkerhedsnet ud under samfundets svageste. I denne for vores nation så fremgangsrige periode, hvor middelklassen fik ret til et fedt køkken, fik taberne fingeren.

De fik ret til at få deres kontanthjælp reduceret på grund af kontanthjælpsloftet, eller de fik ret til starthjælp i stedet for den højere kontanthjælp, de fik ret til at komme på 300-timers regler, ret til at modtage en amputeret folkepension, der ikke fulgte velstandsstigningen i samfundet, ret til ringere offentlige tilbud inden for børnepasning og ret til rådighedsregler, der trak dagpengetæppet væk under dem på rekordtid.

Lønningerne steg og steg
Det er foregået ved genvalg og genvalg. Med middelklassens massive politiske opbakning. Den har kunnet se sin formue vokse år efter år, mens den beskedne opsparing i huset og sommerhuset forvandlede sig til et astronomisk beløb.

Lønningerne steg og steg, og jobsikkerheden virkede solid. Man behøvede ikke selv at frygte at blive afhængig af de decimerede statslige ydelser. Det betød mindre, at lærerne flygtede til private skoler, og at det bedste lægemateriale sivede til det private.

For der havde man også købt sig ind. Tendensen forstærkedes nemlig af regeringens massive tilskud til middelklassens eksploderende forbrug af privatskoler, private pensionsopsparinger, private arbejdsløshedsforsikringer og private sundhedsforsikringer.

Til discountpris og med skatterabatter af en anden verden kunne middelklassen dræne og købe sig ud af de tilbud, der tidligere var folkets fælles. Dermed forsvandt det folkelige pres for at sikre niveauet i det offentlige. Den slags skulle jo finansieres, og med stigende indtægter lå det ligesom i kortene, at middelklassen måtte vende sig imod topskat.

Med massive investeringer i fast ejendom skulle man ikke nyde noget af øget boligbeskatning heller. Befriet for frygten for arbejdsløshed, fattigdom og sociale katastrofer blev skatten den mest nærværende trussel for middelklassen.

Slået tilbage til start
Derfor fik man et skattestop. Derfor fik man en fastfrysning af boligskatten med de katastrofale konsekvenser, som det har den dag i dag.

Årsagen til Anders Fogh Rasmussen og den borgerlige regerings succes i det forløbne årti skal ikke findes i statsministerens vindende personlighed. Ej heller i visionære initiativer på miljøområdet. Eller i en ansvarlig udenrigspolitik og økonomisk adfærd. På alle nævnte områder har regeringen nemlig præsteret langt under lavmålet.

Nøglen til succesen er snarere, at det var VK-regeringen, der leverede det bedste politiske bud på, hvordan middelklassens kunne optimere sin formuepleje.

At regeringen så med sin ureflekterede neoliberalisme, hvor enhver som bekendt er sin egen ulykkes smed, rent ideologisk gav moralsk rygdækning for at ignorere samfundets udstødte minoriteter, har formentlig heller ikke skadet. Det er nye tider nu. Krisetider. I Ungarn betyder det, at bunden er gået ud af den spirende middelklasse.

Den er slået tilbage til start. Med radikalisering, social uro og intolerance til følge. Der går mange år, før der udvikler sig en solidarisk velfærdsstat i Ungarn. Med en lille smule vind i sejlene skilles Danmarks og Ungarns veje her.

Måske er det netop en krise som den nuværende, der igen kan skabe konsensus i det danske samfund. For lur mig, om ikke middelklassen nu, hvor det begynder at trykke, igen kan se fordelen i en velfærdsstat, hvor ikke kun den stærkeste har sin ret.

Man kunne jo risikere selv at falde igennem en dag. Ikke sandt?