Når Barack Obama til december går op på podiet i Oslos rådhus, vil han ikke være den første siddende præsident, der modtager Nobels Fredspris, men han vil nok være den mest kontroversielle.

I visse kredse i disse knap så Forenede Stater mener man, at Norge, Europa og verden ikke aner, hvem den virkelige præsident Obama er.

Her mener man, at resten af verden stirrer sig blind på en eventyrversion af præsidenten, en psykologisk projektion af deres håbefulde forestillinger om ham og af deres ønsker for, hvordan Amerika skal være.

Nu ligger det sådan, at jeg er europæer, og jeg kan projicere lige så godt som nogen. Derfor vil jeg beskrive, hvorfor jeg mener, at den virtuelle Obama er den samme som den reelle Obama, og hvorfor jeg er overbevist om, at han fortjener den store hurlumhej.

Lad mig begynde med et citat fra hans tale til FN i sidste måned:

»Vi støtter FN’s 2015-mål, og til næste års topmøde forbereder vi en global plan, der kan virkeliggøre dem. Og vi vil stile efter udryddelsen af ekstrem fattigdom i vor tid«.

Idéen Amerika klinger som en klokke
Det er ikke mine ord, det er præsidentens ord. Hvis I ikke genkender dem, er det, fordi de ikke blev forsidestof. Men disse ord giver mig grund til at tro på, at Obama kan styrke fred og velstand i verden – hvis ordene indikerer handling.

For dem, der ikke måtte vide det, er 2015-målene en ædel, global pagt, en række forpligtelser, vi alle sagde ja til for ni år siden, og hvis målsætning er at halvere den ekstreme fattigdom i 2015.

Barack Obama var ikke til stede i 2000, men han er her nu. Han har endda taget skridtet fuldt ud. Lad os halvere fattigdommen, siger han, og derefter udrydde den.

Der har været megen snak om nødvendigheden af at give USA et friskt image. For mig at se er det netop det, disse ord gør, sammen med regeringens kampe mod spredningen af atomvåben og mod klimaforandringerne, dens tilgang til at forbedre situationen i Mellemøsten og for resten også dens forsøg på at skabe arbejdspladser og reformere sundhedssystemet på den hjemlige scene.

Disse nye tiltag – og disse ord – minder verden om, at Amerika ikke bare er en nation, men snarere en idé, en storslået idé om muligheder for alle og ansvar over for ens medmennesker.

I farlige og larmende tider klinger idéen Amerika som en klokke (se også King, Martin Luther Jr. og Dylan, Bob). Den rammer en høj tone og holder den, uden at det går en på nerverne. (Hvis bare vi alle kunne det). Det var den melodi, der lød fra Marshallplanen, og den giver genklang igen. Hvorfor?

Fordi verden kan se, at Amerika kan være nøglen til løsningen af de tre største trusler, denne planet står over for: ekstrem fattigdom, ekstreme ideologier og ekstreme klimaforandringer. Verden fornemmer, at Amerika, med fornyet støtte fra resten af verden, er bedre rustet til at besejre ekstremismens akse med en ny udenrigspolitisk model.

For nogle år siden blev jeg ringet op af general James Jones. På det tidspunkt var han ved at trække sig tilbage fra posten som Natos militære leder; tanken om en præsident Obama var endnu blot et fantasifoster.

Så kom Barack Obama ind på scenen
General Jones ville vide mere om det økonomiske udviklingsarbejde, mange af os var engagerede i, og ville høre, hvordan en mere intelligent bistand – som indgik i initiativer såsom præsident George W. Bushs nødhjælpsprogram for aids og hans ’Millenium Challenge Cooperation’ – var begyndt at redde liv og ændre spillereglerne i mange lande.

Husk, at dette var et tidspunkt, hvor Amerika knap kunne få ild til sin cigaret i kultiverede europæiske nationer som Norge. Men i udviklingslandene blev USA selv dengang opfattet som en positiv, og måske endda transformativ, magtfaktor.

Generalen og jeg kom også til at snakke om, hvad der kan ske, når de tre ekstreme faktorer – fattigdom, ideologier og klimaforandringer – er sammenfaldende. Vi talte om det landområde, der løber tværs over det afrikanske kontinent lige langs med Sahara-ørkenens sand – et område, der omfatter Sudan og det nordlige Nigeria.

Han indrømmede også, at mange mennesker ikke forstår, at Afrikas Horn – den hårdt ramte region, der omfatter Somalia og Etiopien – er et klassisk eksempel på et sted, hvor de tre ekstremer bliver til en uhellig treenighed (min omskrivning), der truer freden og stabiliteten over hele verden.

Så kom Barack Obama ind på scenen.

Hvis I stadig synes, at denne sidste sætning ligner en vittighed ... så er det nok kun for en kort stund.

Nobels Fredspris betyder, at resten af verden siger: »Forspild nu ikke chancen«.

Men replikken gælder ikke kun Barack Obama. Den er rettet mod os alle sammen.

Oversættelse: Philip von Platen. © The New York Times.