Fængslet. Som minimum burde vi have et Familiehus i alle landets regioner, skriver Kirsten Neimann. Tegning: Mette Dreyer

Mellem 4.000 og 7.000 børn i Danmark har en forælder, som lige nu afsoner en dom i fængsel.

Halvdelen er under fem år og hører til de mest ensomme, udsatte og oversete i Danmark. Udsatte, fordi de ofte kommer fra familier uden stærke sociale ressourcer eller netværk, der støtter børnene. Oversete, fordi deres situation som børn af dømte er omgærdet af ekstrem tabu, skyld og skam.

Med få undtagelser bliver børnenes behov overset af skole, institution og af myndighederne generelt, skønt alle undersøgelser viser, at børn af kriminelle er mere udsatte for selv at begå kriminalitet senere i livet.

Når en forælder bliver fængslet, afbrydes kontakten til barnet brat – og der kan gå mange måneder, måske år – før barnet får en god forklaring på, hvorfor mor eller far pludselig forsvandt.

Nogle gange kommer forklaringen så sent, at den uvished, som barnet har levet i længe, har medført alvorlige psykosociale problemer, som kræver behandling. Der er børn, som eksempelvis skærer i sig selv, har ufrivillig afføring eller lider af depression. Det er ikke svært at forestille sig, hvilket liv et barn har med så mange forhindringer.

Da jeg som forstander for en pension under Kriminalforsorgen for fem år siden åbnede Familiehuset, var det mit ønske, at jeg kunne gøre en særlig indsats for netop disse børn.

I de 20 år, jeg dengang havde arbejdet i Kriminalforsorgen, havde jeg set meget og kunne ikke længere passivt se dem blive svigtet af os, som er den myndighed, der står med ansvaret for deres forældres afsoning.

Jeg ønskede at gøre noget for at bryde den sociale arv og få de her børn videre i livet. Det var – og er – min klare overbevisning, at det uden at krænke retsfølelsen kan lade sig gøre at kombinere afsoning med en social indsats over for dem, der rammes hårdest, når forældre straffes – nemlig børnene.

Indgår i et terapeutisk forløb
Ifølge straffuldbyrdelseslovens paragraf 78 har vi i Danmark mulighed for at tilbyde afsoning på alternativ vis til indsatte, som er særligt motiverede for det, og hvis personlige og familiemæssige forhold vurderes egnede til det.

Danmark har tilsluttet sig FN’s Børnekonvention og Europarådets anbefalinger, som udstikker internationale retningslinjer for børns ret til samvær med forældre. Familiehuset arbejder med respekt for disse rammer.

I 2003 fik Pension Engelsborg en treårig bevilling fra Socialministeriet til at starte et Familiehus på Pension Engelsborg. Efter den treårige forsøgsperiode fortsatte projektet i 2008 med satspuljemidler i foreløbig fire år.

Familiehuset blev bygget til afsonere, der har begået alle former for kriminalitet undtagen sædelighedsforbrydelser. Det overordnede formål er at sikre familierne forsvarlige og trygge rammer under afsoning og sideløbende yde en målrettet helhedsorienteret indsats med særlig fokus på udvikling af forældrenes kompetencer og ansvarlighed i forhold til deres børns trivsel og udvikling – herunder forebygge ny kriminalitet.

Den indsatte og dennes familie siger ja til at indgå i et terapeutisk forløb, hvor de konfronteres med deres rolle i familien – herunder også deres svigt og svagheder i forhold til børnene. Den erkendelse, som ofte følger heraf, kan være smertefuld og kræver, at indsatte sætter alle kræfter i spil for at komme videre.

Og det er lige præcis det, som er essensen af denne type afsoning. Kravet om at ændre adfærd og bryde gamle vaner. Det er ikke en højskole, selv om rammerne ligner det.

Det sker, at indsatte selv vælger at flytte tilbage til et lukket fængsel og dermed giver afkald på daglig kontakt til deres børn. Som regel skyldes denne beslutning, at den indsatte ikke magter den nødvendige adfærdsændring og personlige udvikling, som afsoning i Familiehuset kræver.

Ét familiehus i alle landets regioner.
Med etableringen af Familiehuset har Kriminalforsorgen vist, at det er muligt at tænke helhed sammen med afsoning og at drage omsorg for børnene, uden at retssikkerheden krænkes. Det skal vi have mere af i vores system.

Når jeg kigger på den succesrate, Familiehuset har præsteret, siden vi startede, så spørger jeg mig selv: Kan vi dog ikke udbrede det her noget mere?

I de første tre år faldt kun tre ud af 37 indsatte i Familiehuset tilbage i kriminalitet. Det er et ekstremt lavt tilbagefald. Samtidig har vi styrket familierne, og særligt børnene har fået det bedre efter opholdet hos os.

Men generelt ser billedet ikke sådan ud for Kriminalforsorgens område. Trods de mange måder, vi efterhånden udmønter straf på i Danmark, har det ikke rokket væsentligt ved tilbagefaldet. Godt halvdelen af de indsatte kommer tilbage til fængslet igen.

Den væsentligste forklaring er, at vi stadig ikke er gode nok til tidligt at sætte ind med en helhedsindsats over for hele familien, som ofte er kriminalitetstruet, fordi de kæmper med alvorlige sociale problemer, længe før vi møder dem i Kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgen har forbedret besøgsforhold i flere arrester og fængsler rundt om i landet og herved skabt bedre forhold for børn af indsatte. Det er et skridt i den rigtige retning. Men den største udfordring bliver at gøre helhedsbetragtningen til et udgangspunkt, hver gang en ny afsoning begynder et sted i landet.

Hvis vi virkelig vil knække kurven og ændre den sociale arv, skal myndighederne – herunder Kriminalforsorgen og kommunerne træde til tidligere med målrettet fokus på barnets behov og på resocialisering af den enkelte familie. Familiehuse er bare én mulighed blandt mange.

Det burde være et tilbud til langt flere familier, end vi lige nu har kapacitet til. Som minimum burde vi have et Familiehus i alle landets regioner.

Vi skal selvfølgelig ikke holde op med at retsforfølge og straffe forældre, der forbryder sig mod loven. Paragraf 78 i straffuldbyrdelsesloven kunne bruges oftere, når der er børn involveret. Det kræver, at Kriminalforsorgens sagsbehandlere er opmærksomme på denne mulighed.

Hvis vi skal sætte handling bag de internationale konventioner og retningslinjer, Danmark har tilsluttet sig, har vi som myndighed pligt til at gøre meget mere endnu for at skærpe omsorgen for børn af fængslede.

Ved en indsats på tværs af myndighedernes områder kan vi bryde en nedslående statistik, der viser, at børn af dømte betaler den højeste pris og ofte selv ender med en uren straffeattest som voksne.