Zanyar Adami, for et par år siden annoncerede du i de svenske medier, at du ville sige farvel til feminismen. Du er en ung mand på 28 – hvorfor har du overhovedet en mening om feminisme?

»Ja, jeg havde egentlig besluttet at sige farvel til feminismen. Men det var en umulig opgave, for feminisme er i høj grad blevet en del af vores mainstreamkultur. De kvinder, vi dater, er feminister og forlanger, at vi mænd optræder anderledes end vores fædre, og det lægger et voldsomt pres på os. Men jeg er også interesseret i feminisme, fordi jeg er interesseret i de usynlige magtstrukturer, der præger vores samfund«.

Hvilken rolle spiller feminisme for svenske mænd?

»Det kommer helt an på, hvor man er henne. Ude på landet i de små samfund spiller feminisme næppe den store rolle, og der er sikkert miljøer, hvor man ikke skal sige højt, at man som mand forstår feministernes sag. I de store byer og i de i kredse, hvor jeg bevæger mig – altså blandt veluddannede yngre mænd og kvinder – der er man bare pr. definition feminist«.

Men hvorfor sagde du så farvel til feminismen?

»Som jeg indledte med at sige, er jeg fascineret af magtstrukturer – også mellem mænd og kvinder. Jeg kunne godt tænke mig at gå ind i debatten om kønsroller og begyndte at deltage i mange af de arrangementer, som feministerne arrangerede, men jeg opdagede, at jeg ikke var velkommen. Jeg tror, de så på mig, som mange mænd ser på en fremmed kvinde, der pludselig blander sig i deres affærer – de forstod ikke, hvad jeg ville i deres selskab. Derfor indså jeg, at det ikke var dér, jeg skulle prøve at blive klogere på det at være mand, så jeg begyndte at kalde mig ’femanist’, fordi jeg ville skabe en bevægelse, der ville arbejde for både mænd og kvinder. I dag vil jeg nok kalde mig feminist igen, men nu prøver jeg bare at få den maskuline vinkel ind i hele ligestillingsdebatten«.

Er der ikke kommet noget godt ud af feminismen, siden du ønskede at lægge den bag dig?

»Jo, der er kommet en masse godt ud af den. Det er takket være feministerne, at jeg nu kan holde barsel med min lille søn, og på den måde har feministerne fået os mænd til at være mere nærværende på hjemmefronten. Men feministerne har også sat spørgsmålstegn ved selve begrebet maskulinitet og tvunget os mænd til at spørge os selv, hvorfor vi arbejder så meget, og hvorfor vi ikke kan håndtere vores følelser. Det, tror jeg, er godt«.

Tidligere i år udgav du og 14 andre yngre mænd bogen ’Pittstimm’ (Pikflokken), hvor I skriver om manderoller, seksualitet, vold og forholdet til det modsatte køn. Hvorfor var der behov for sådan en bog?

»Der er en masse, som vi mænd slet ikke snakker om eller sætter ord på. Det drejer sig om vores følelser, vores erfaringer og vores seksualitet. Og sådan behøver det jo ikke at være, tænkte vi, så vi satte os ned og skrev en bog«.

Kom der så den debat ud af det, som I efterspurgte?

»Ja til dels, men den slags tager tid. Vi er kommet med et udspil, og så må andre følge efter. Det mest epokegørende er faktisk, at vi kunne få så mange mænd til at sætte sig ned og skrive om kønsroller«.

En af skribenterne i bogen – Axel Gord Humlesjø – skriver, at han var »fucked for life« af den maskuline kultur. Hvad mener han med det?

»Han har spillet en del hockey og beskriver, hvordan mænds snak i omklædningsrummet lægger et enormt pres på den enkelte. Man bliver presset ind i en rolle, hvor man som mand skal optræde på en helt særlig måde og sige nogle bestemte ting. For eksempel skal man prale med alt den sex, man har med sin kvindelige kæreste, hvilket ifølge Humlesjø næsten fik en af hans holdkammerater til at voldtage sin nye kæreste, mens hun sov, fordi han ville kunne fortælle kammeraterne, at de havde haft sex. Men det er kun en side af sagen. Han skrev også om det absurde i, at vi på et eller andet plan accepterer, at mænd slås, mens vi ikke kan forstå det, hvis kvinder farer i totterne på hinanden. Nogle ting er altså okay for mænd, men ikke for kvinder. For eksempel er det også i orden, at mænd arbejder alt for meget og ofrer deres familier. Og vi bliver ved med at lukke øjnene for, at mænd bliver arbejdsløse, ikke har nogen venner og lider af sundhedsproblemer«.

Er der slet ikke noget positivt at sige om manderoller?

»Jo, selvfølgelig. Mange af de værdier, man forbinder med noget positivt, er maskuline. For eksempel bliver det betragtet som maskulint at være en god leder, og vi opfatter det også som positivt at være stærk. Det er traditionelle maskuline værdier, som faktisk bliver værdsat i samfundet, og det styrker vores identitet«.

I det essay, som du har skrevet til bogen, beskriver du, hvordan du lærte at acceptere homoseksuelle. Hvorfor skrev du om det?

»Hvis man skal bevise, at man er en rigtig mand, så er det vigtigt at vise, at man er alt andet end bøsse. Man opretholder sin maskulinitet ved at lægge afstand til homoseksualitet. Da vi skulle lave bogen, ville jeg gerne have en tekst om homofobi, men ingen ville skrive om det. Mange ville gerne skrive om deres erfaringer med vold, men ikke om deres homofobi, og så valgte jeg at skrive om min egen«.

Hvilke problemer havde du med homoseksuelle mænd?

»Jeg var virkelig homofob som ung og kunne slet ikke holde ud at tænke på, at to mænd kunne være sammen. Det er meget provokerende at tænke på i dag. Men som jeg skrev i min tekst, ændrede det sig, da jeg rejste rundt i USA og så to mænd sidde sammen og være meget forelskede. Det gik op for mig, at de bare var glade for hinanden, og jeg blev faktisk overvældet af den kærlighed, der strømmede fra dem«.

Var du homofob, fordi du er en heteroseksuel mand, eller fordi du har en anden etnisk baggrund end svensk?

»Min etniske baggrund har ikke noget med det at gøre. Selvfølgelig er der nogle steder i verden, hvor man ikke accepterer homoseksualitet, men det er ikke noget, der har påvirket mig. For mig handlede det om, at jeg er straight og faktisk ikke kendte nogen bøsser, og derfor havde mine fordomme frit løb. Men det er den slags fordomme, vi skal forsøge at komme til livs, for jeg tror stadig, der er homoseksuelle, der ikke tør springe ud, fordi de er bange for omverdenens reaktion«.

Hvorfor var det så svært at acceptere homoseksuelle?

»Fordi de sætter spørgsmålstegn ved traditionelle maskuline værdier, men jeg tror, det er ved at ændre sig. For ti år siden talte man meget om den metroseksuelle mand, der gik op i sit udseende, og i dag er det næsten blevet helt almindeligt, at man møder mænd, der bruger makeup. Feministerne har betydet en masse for vores opfattelse, men det har homoseksuelle bestemt også. Mænd er meget mere åbne i dag over for homoseksuelle, og den homoseksuelle kultur er blevet integreret i den heteroseksuelle. At være bøsse er bare en anden måde at være mand på«.

I Danmark er der ikke den store debat om maskulinitet – hvordan er det i Sverige?

»Det bliver langsomt et større og større emne her, men det svinger lidt fra årti til årti. I 70’erne talte man om den bløde mand, der næsten gik hen og blev for blød. Derpå var det igen smart at være macho, og så kom den metroseksuelle mand. I dag er der langt flere nuancer i debatten, og jeg er nu i gang med skrive en bog, jeg vil kalde ’Femanist’, fordi jeg mener, at begge køn har en masse at bidrage med. I dag kan man ikke bare kalde sig feminist eller mandesagsforkæmper – man kæmper for begge køn«.

Er det lettere at være mand i dag end i din fars generation?

»Nej, det er meget sværere. Tidligere var der nogle helt klare værdier, man skulle kæmpe for. Man skulle skaffe smør på brødet og drage i kamp for landet. Det vendte feministerne op og ned på, så i dag er det meget mere nuanceret og en større udfordring. For nogle mænd er det fantastisk, at der er så mange muligheder – for andre er det rædselsfuldt, at de ikke har en skabelon at forholde sig til«.