Imellem 15 - 30.000 mennesker er på vej til København for at ytre og udtrykke sig.

Dette er en oplagt mulighed for at støve sølvtøjet af og gøre det til en demokratisk mellemfolkelig begivenhed.

Det er dog et helt andet indtryk, man får af forberedelserne. Der er stadigvæk ikke skaffet sovepladser, og væsentlige dele af samfundet, politiet, er i gang med at fremmane et socialt drama, som snarere minder om forberedelse til borgerkrig end til velkomsten af demokratiske ligesindede.

I stedet for at finde husly laves detentioner, sidst set i Valby, hvor de tilfangetagne skal sættes i bure for at »... beskytte folk fra at få ørerne meget alvorligt i maskinen ...«, (Rigspolitichefen Jens H. Højbjerg i Politikken 24.8.).

I stedet for at vise anerkendelse og tillid, fremviser politiet deres nye ammunition, en vandkanon, der kan sprøjte med tåregas, og låner yderligere ammunition fra udlandet.

LÆSPolitiet klar med vandkanon til topmødet

I stedet for at sikre og gøre plads til iderige alternativer, som de besøgende muligvis vil komme med, inviteres pressen til politiets forberedelsesevent, hvor uøvede og ufærdige politiassistenter sættes til at øve sig i at slås mod klimagæsterne, som jo selvfølgelig kaster med brosten.

PET supplerer ved at opsøge ikke-voldelige klimaaktivister i tide og utide med spørgsmål om bomber, og om hvor mange de har tænkt sig at huse.

Dæmoniseringen af det besøgende civilsamfund gejles yderligere op ved at bede Københavns Kommune om at fjerne brosten og andet, som kan blive taget i betragtning af voldspsykopater.

Pressen står heller ikke tilbage med at give et billede af de besøgende som pyromaner ved at repræsentere klimaaktivisterne, godt politikommenteret, med den tåbeligste youtubevideo og fremhæve det som de besøgendes intentioner.

Politiet har dermed internt og eksternt, i praksis og via pressen intensivt tegnet et billede af de besøgende som ukontrollerbare, voldsliderlige størrelser, der endelig skal spærres inde, før de udtrykker deres sande jeg.

Det virker ikke videre afdramatiserende eller betryggende, at det er selv samme institution, der skal tage imod gæsterne og afgøre, hvorvidt de er mistænkelige!

Og der er vel efterhånden ikke mange borgere, som er villige til huse de lige lovligt inspirerende besøgende?!

Og de besøgende? De må stadig se sig nødsaget til at finde desperate metoder til at få varme og beskyttelse, velsagtens sove på gaden og ulovligt i tomme bygninger.

Dette kan meget vel betyde, at velkomstkomiteen, strisserne, kommer, før de venter dem, midt om natten!