Blå bog

Mattias Tesfaye

Den 28-årige Mattias Tesfaye er uddannet murer fra Århus Tekniske Skole i 2001.

Han er tidligere formand for 3F Ungdom og arbejder i dag som faglig sekretær i 3F.

Mattias Tesfaye er desuden medlem af SF og kandidat til partiets landsledelse. Hans far er flygtning fra Etiopien, og hans mor er fra Århus.

Min telefon ringede, mens jeg stod og snakkede med Erik på stilladset.

Det var en journalist fra fjernsynet, der manglede en såkaldt ‘almindelig dansker’ til en udsendelse samme aften. Indslaget skulle handle om østudvidelsen. Jeg spurgte Erik, men han var lidt usikker.

»Hvad skal jeg sige?«, spurgte han.

Jeg fortalte ham, at han bare skulle sige, hvad han mente. Fortælle familien Danmark hvordan han selv oplevede den udenlandske arbejdskraft i byggebranchen. Alt det, han har fortalt os andre i skurvognen.

Det tog lang tid, men jeg fik ham overtalt. Og så fortalte han kameraholdet om dengang, han skvattede ned af stilladset, fordi polakkerne havde fjernet rækværket. Om mester, der havde truet med fyresedler. Og hvordan knægten ikke kunne finde praktikplads.

Næste dag var Erik stiktosset, frustreret, ked af det. Ikke fordi hans udtalelser var klippet sammen til ukendelighed. Men fordi indslaget slet ikke handlede om østudvidelsen, og dermed ikke om ham og hans bekymringer.

Erik var reduceret til case i en elitær diskussion om, hvorvidt Villy Søvndal fiskede efter stemmer i Pia Kjærsgaards bagland, når han krævede øget kontrol. Og hvad der mon var intentionen i ministerens udmelding? Og hvilke skjulte motiver fagbevægelsen havde i sagen?

Eriks reelle bekymringer skulle blot udgøre bagtæppet til andre menneskers sniksnak om spin og proces og ingenting. Han blev afklædt for selvstændige standpunkter og stod nøgen tilbage som en statist, de indbudte eksperter med lidt lommepsykologi kunne dissekere op i vælgersegmenter. Jeg endte med at måtte sige undskyld til Erik.

»Det gør ikke noget, Mattias. Men de mennesker har aldrig skubbet en trillebør i frostvejr og ved derfor ikke, hvad vi snakker om. Det er vores problemer. Vi må løse dem selv. Sådan har det sgu altid været«.

Lars Olsen har for nylig udgivet en bog, der hedder ’Eliternes triumf’.

Den handler om, at djøf’erne og kultureliten og rigmændene lukker sig om sig selv. At de får den offentlige debat og den vedtagne politik til at tage udgangspunkt i deres egen elitære virkelighed. Og at de mere brede folkelige dagsordener ignoreres af eliten.

LÆS INTERVIEW»Eliterne triumferer i dansk politik«

Olsen argumenterer overbevisende. Det er derfor ikke så mærkeligt, at den har kastet en del offentlig polemik af sig. Specielt eliten selv har vendt og drejet bogen i P1, Deadlines anden sektion, Smagsdommerne og selvfølgelig Politiken.

Her i avisen sammenfatter kulturredaktøren meget godt hovedkritikken under overskriften: ’Eliternes fald’, hvorefter hun får en diskussion om, at eliterne ikke kan få øje på andet end sig selv, til at handle om – ja – netop dem selv. Mildest talt tragikomisk.

LÆS SIGNATURElitens fald: Da populismen tog magten

Jeg skal ikke påstå, at jeg er et sandhedsvidne fra folkedybet. Men jeg har min daglige gang på byggepladser, og jeg tør godt fremlægge, hvad mange bygningsarbejdere oplever som de største samfundsmæssige problemer. Og det er ikke elitens navlepillende diskussioner om sig selv. Tværtimod.

De politiske problemer, der debatteres, er ligesom Eriks langt mere jordnære og konkrete, og det er faktisk emner, hvor Lars Olsens bog rammer imponerende præcist.

For det første: Skal mennesker kunne leve i Kalundborg? De nuværende fabrikslukninger i Danmarks udkantsområder suppleres af sygehuse, der lukker, uddannelsesinstitutioner, der centraliseres i de store byer, og offentlig trafik, der svigter de gamle købstæder.

Men ønsker vi overhovedet denne skævvridning af Danmark? Har vi gjort os klart, hvad det vil betyde at leve i et land uden fremstillingsindustri? Er det meningen, at alle os uden boglig uddannelse udelukkende skal leve af at klippe akademikernes hæk, gøre deres lokummer rene, gå ture med deres hund og passe deres gamle forældre?

Kort sagt: Skal Kalundborg være en rigtig by, med sit eget liv og sit eget bidrag til samfundsøkonomien? Eller bare fungere som pendler-township for Københavns servicearbejdere?

Her er et andet emne: Hvorfor tillader vi diskrimination af lokal arbejdskraft? Flere hundrede tusinde danskere brødføder deres familie gennem et almindeligt manuelt arbejde. Siden østudvidelsen er mange af dem blevet erstattet af billig underbetalt arbejdskraft. De er udelukkende fravalgt, fordi de bor i Danmark og skal have danske løn- og arbejdsforhold for at kunne overleve.

Hvorfor tillader vi denne åbenlyse diskrimination ved højlys dag? Danmark har i dag fået en regulær underklasse af østeuropæere, der til trods for, at de har et arbejde, ikke kan leve en anstændig tilværelse i vores land. Hvordan kan vi på den måde tillade, at velfærdsstaten annulleres for de lavestlønnede, uden overhovedet at debattere det?

Og endelig for det tredje: Hvorfor accepterer vi kriminalitet på arbejdsmarkedet?

Som fagforeningsmand bliver jeg ofte kontaktet af bygningsarbejdere, der undrer sig over, at lovgivningen så åbenlyst brydes, uden at nogen myndigheder griber ind. Også selv om det anmeldes. Folk kører på byggemarkedet i polsk indregistrerede biler. Lønmodtagere får hver sit momsnummer og omgår skattelovgivningen. Virksomheder uden tilladelse til at arbejde i Danmark arbejder for det offentlige.

Hvordan kan det ske? Myndighedernes kontrol af arbejdslivet er praktisk taget ikkeeksisterende. Jeg kan tage mig selv i at blive overrasket, hvis jeg opdager, at udenlandske virksomheder rent faktisk overholder loven. Det er skræmmende, så hurtigt tiltroen til myndighederne fordufter, og kriminaliteten bliver hverdag. Hvor er Skat, hvor er politiet, hvor er Arbejdstilsynet?

Om ikke andet, så har selve debatten om Lars Olsens bog givet ham ret: Det er elitens triumf, at de mange emner, som han påviser skubbes til side i den offentlige debat, også forsvinder i denne diskussion. Den handler nok en gang om eliten selv. Triumf eller fald? Who cares..!

Jeg ville egentlig have sluttet med at appellere til eliten om at få mere fokus på bygningsarbejdernes problemer. Men ærlig talt. Jeg gider ikke gå ned på knæ for at bede om elitens opmærksomhed og spalteplads, blot for at få femten minutter som baggrundstæppe til endnu en påtaget bekymring.

Jeg tror, jeg siger som Erik: Skide være med dem. Problemerne løser vi selv. Sådan har det sgu altid været!