Det burde i og for sig være en enkel sag at fastslå alle menneskers lige ret til at udtale og udtrykke sig, som de har lyst – på skrift, i tale, i kunst, medier, musik osv. Det er et grundlæggende princip om gensidighed – som Salman Rushdie siger:

»Det er simpelt at enes om, at hvis den ene må sige: Gud findes, så må den anden også sige: Gud findes ikke; at hvis den ene må sige: Jeg hader denne bog, så må den anden også sige: Men jeg kan vældig godt lide den«.

fakta

Frederik Stjernfelt

Frederik Stjernfelt er professor ved Aarhus Universitet og medgrundlægger af 'Fri Debat'.

Men det er tydeligvis ikke i praksis en enkel sag. Der er desværre mennesker overalt i verden, som hver dag forsøger at forhindre andre i at udtrykke sig. Ofte med implicitte eller eksplicitte trusler om vold eller repressalier, som har held til at overbevise den svagere part om det ufordelagtige i at åbne munden.

Men man kan også forhindre andre i at udtrykke sig på mere institutionaliserede og tilsyneladende mere tilforladelige måder. I Danmark har vi eksempelvis retlige forbud mod visse ytringer, herunder især straffelovens par. 140 og 266 b. De forbyder hhv. at drive spot med eller forhåne troslærdomme eller gudsdyrkelse (blasfemiparagraffen) og forbyder at forhåne eller nedværdige grupper på baggrund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering (racismeparagraffen). Det kan jo lyde meget godt sådan at ’sende et signal’, som mange siger.

Men retlige forbud ’sender ikke signaler’ om forskellige værdier. De ’tager heller ikke afstand’ fra det, de forbyder. De gør visse handlinger ulovlige, slet og ret. Og de betyder, at mennesker handler under strafansvar, hvis de alligevel vælger at trodse sådanne forbud. Blasfemi- og racismeparagrafferne har en strafferamme på hhv. fire måneders og to års fængsel for at udtale sig negativt om religioner eller om mennesker.

Når der er tale om straf for handlinger såsom at slå andre ihjel eller udøve vold, tyveri, underslæb, forurening osv., så er den form for statslig vold, som en straf udgør, fuldt ud legitim. Men lovgivningens forbindelse til statslig vold gør, at man må være meget påpasselig med, hvad man forbyder.

Tanke og tale, som opfattes som anstødelig, er begribeligvis noget andet end de nævnte materielle forbrydelser. Når Zenia Stampe og andre melder mennesker til politiet for blasfemi eller racisme, så sender de ikke bare ’signaler’ eller ’tager afstand’ fra de holdninger, som disse mennesker har udtrykt.

De gør præcis det samme, som et voldsoffer gør, når hun melder en forbrydelse til politiet: De opfordrer en offentlig myndighed til at rejse sag mod et andet menneske, som risikerer fængselsophold eller lignende. Men medmindre der er tale om trusler eller injurier, så er ordene kun ord. Og de bør ikke modsvares af offentlige magtdemonstrationer i et frit, moderne samfund.

Ytringsbegrænsningers iboende uretfærdighed skyldes den asymmetri, der ligger i at straffe tale og ord med vold eller andre sanktioner. I stedet for den symmetri, der ligger i at møde et udsagn med det modsatrettede udsagn – modargumentet.

Selv ytringer, som er afskyelige og forkastelige, og som ikke synes at fremme noget som helst ønskværdigt, må det åbne samfund rumme uden anden straf end at tilbagevise, problematisere, latterliggøre og forkaste dem i den offentlige debat. Det er det simple princip om gensidighed, som Rushdie forsvarer ovenfor. Live and let live. Hvis jeg vil leve og tale, som jeg ønsker det, så må jeg også indrømme andre den mulighed.

Som den gamle socialdemokratiske ugle Erling Olsen lettere omformuleret sagde til en flok revolutionære: I må tale om det, alt det I vil, bare I lader det blive ved snakken. Det er først, hvis borgere i et demokratisk samfund overskrider grænsen mellem ytring og handling i form af trusler eller vold, at forbud og straf bør komme på tale. Demokratiets basis er alles frie meningsdannelse. Følgelig bør man ikke straffe synspunkter, kun handlinger.

Religionskritik, der påpeger forskellige religiøse institutioners undertrykkelse af troende eller ikketroende, kan naturligvis af de troende blive opfattet som blasfemi. Selv om den danske blasfemiparagraf længe har været ’sovende’, så er der aktuelt en stærk international strømning – f.eks. i FN’s menneskerettighedsråd – for at kriminalisere religionskritik.

Hvad racismeparagraffen angår, er det vigtigt at indse, at mange politiske diskussioner og forslag angår adfærd hos forskellige grupper i samfundet, ældre, unge, kvinder, mænd, troende, bøsser, syge, jyder, indvandrere osv. osv.

Gruppers adfærd kan naturligvis på forskellig vis være kritisabel og give anledning til politisk handling – men ’racismeparagraffen’ kriminaliserer kritiske udsagn om en række lidt tilfældigt udvalgte grupper (mens andre grupper ikke får samme beskyttelse). Men det turde være indlysende, at der ikke er nogen gruppes handlinger, der på forhånd bør være undtaget politisk kritik og diskussion.

I øvrigt betyder en kriminalisering af udtalelser paradoksalt nok ofte en langt større udbredelse af de formastelige ord gennem massemedier, end f.eks. racistiske tossers selvmarginalisering ellers ville resultere i – for ikke at tale om den radikaliserende martyreffekt, som ligger i at straffe paranoide mennesker, der allerede opfatter samfundet som styret af sammensværgelser, for en ikkeforbrydelse.

Forud for vedtagelsen af racismeparagraffen i 1971 udtalte en af SF’s grundlæggere, Poul Dam, disse vise ord: »Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk ...«.

En afskaffelse af blasfemi- og racismeparagrafferne i Danmark vil være en indsats for det åbne samfund, som igen er under angreb fra reaktionære autoriteter i mange lejre.