Afrika har gennem snart et halvt århundrede modtaget udviklingshjælp. Mere end 1 billion amerikanske dollar (dvs. 1 million millioner) er der nogen, der har regnet ud, at det løber op i.

Tallet er muligvis overdrevent, men gigantiske summer er det blevet til, det er sikkert og vist.

Samtidig med at disse kæmpebeløb er udbetalt til Afrika, er kontinentet taget under ét sakket økonomisk bagud i forhold til resten af verden.

Halvdelen af Afrikas 700 millioner mennesker lever angiveligt for under 1 dollar om dagen. Mens den del af verdens befolkning, der lever i ekstrem fattigdom, er faldet siden 1980, er antallet af ekstremt fattige i samme tidsrum fordoblet i Afrika syd for Sahara.

Det er ikke kun målt i penge, det er gået galt. Middellevetiden er stagneret eller faldet – nogle steder i Afrika helt ekstremt på grund af hiv-aids oven i alt det andet, der er gået galt. I Swaziland f.eks. anslås middellevetiden til omkring 30 år.

Antallet af analfabeter er steget, og det samme er uligheden i indkomster. Værst af det hele er, at alle problemerne ser ud til at blive værre, selv med en økonomisk vækst, der anslås at ligge på omkring 7 procent.

Hvorfor er det mon gået så galt?

Økonomer som Dambisa Moyo har foreslået, at en af årsagerne kan tænkes at være den kæmpemæssige udviklingsbistand, der er givet. De store, ofte velmente pengeoverførsler fra de rige lande til Afrika har fremkaldt ’hollandsk syge’.

Derved forstås en økonomisk dysfunktion, der er opkaldt efter den ulykke, der ramte hollænderne, da der blev fundet naturgas i Holland: De mange dejlige penge fra den næsten gratis gas flød ud i det hollandske samfund. Det hævede levestandarden og det generelle lønniveau så højt, at det bedre kunne betale sig at importere varerne til forbrug fra andre lande end at fremstille dem i Holland.

Den gode gave, som fundet af naturgas var, ødelagde landets erhvervsstruktur, så da virkningen af de store gasindtægter klingede af, stod hollænderne med den barske opgave at skulle til at frembringe noget, der var pengene værd for dem selv og andre.

Udviklingsbistanden fungerer på samme måde i Afrika som gasfundet gjorde i Holland, men virkningen er mere dramatisk og brutal i Afrika end i Holland, fordi afrikanske økonomier generelt er langt skrøbeligere, end den hollandske var.

Mekanismen burde ikke være vanskelig at forstå for danskere, for vi har set den udfolde sig for vore øjne i Grønland.

Gennem snart 60 år er der i den bedste mening hvert år overført milliarder af kroner fra danske skatteydere til den lille grønlandske økonomi.

Hver eneste grønlænder, mand, kvinde og barn, fra nyfødt til olding, får hvert år et tilskud fra den danske statskasse, der i pengeværdi svarer til, hvad et halvt hundrede gennemsnitsafrikanere har at leve for i det samme tidsrum.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Grønland måtte være blevet et mønstersamfund, et forbillede for alverden. Det er som bekendt ikke tilfældet.

Det grønlandske samfund slås med en voksende mangfoldighed af problemer: udbredt alkoholisme, familievold, incest, en enestående høj selvmordsrate blandt unge mennesker, mangelfulde uddannelser af børn og unge.

Der er heller ikke i løbet af de ca. 60 år opbygget nogen særlig overbevisende erhvervsstruktur.

Grønlænderne lever i håbet om, at nogen finder et eller andet – olie, metaller, guld, uran – der kan gøre dem rige og uafhængige af den danske stat.

Det er alt sammen i sig selv slemt, men det er værre, at de mange store gaver har udviklet en offermentalitet, der slider på værdighed og selvrespekt.

Klimaet, den geografiske beliggenhed, vejret, forurettelser mod forfædrene for mange generationer siden antages at give såvel grønlændere som afrikanere berettigede grunde til at bede, trygle, tigge, kræve at få flere gaver.

Alt det slemme er alt sammen rigtigt nok og ubarmhjertigt at benægte. Det er helt bestemt ganske forfærdelig synd for ofrene – grønlænderne, afrikanerne, indianerne, danskerne i udkantsområderne osv. (det ikke ønskede bedes overstreget) – at de bor, hvor de bor, at de bliver overset, at deres forfædre blev koloniseret, udbyttet, solgt som slaver eller levede under stavnsbåndet.

Men flæberiet og selvmedlidenheden hjælper ikke, hvis det ikke bliver organiseret og vendt om til vrede og handlinger.

Præstestyret i Iran har, selv om det er ubehageligt at skulle indse det, måske valgt en bedre del, når det satser på at få bygget deres egen atombombe.

Hvad skal pæne og anstændige rige mennesker så stille op i stedet for at fortsætte med at give gaver til de ildestedte?

En mulighed kunne være at købe de produkter, der bliver fremstillet uden for EU og USA. Det ville oven i købet være billigere, og så kunne man endda spare langt større beløb i landbrugs- og erhvervsstøtte, end der nu bliver brugt på ulandsbistand.

--------

Rettelse: En tidligere version af denne artikel nævnte fejlagtigt i indledningen beløbet 'en trillion dollar'. Der var tale om en amerikansk trillion - som på dansk er en billion, svarende til en million millioner.